Bounty Hunter, The

InstruktionAndy Tennant

MedvirkendeJennifer Aniston, Gerard Butler, Gio Perez, Joel Garland, Jason Kolotouros, Matt Malloy, Jason Sudeikis, Adam Rose, Christine Baranski, Dorian Missick, David Costabile, Lynda Gravatt, Peter Greene, Jeff Garlin, Siobhan Fallon

Længde110 min

GenreAction, Komedie, Romantik

IMDbVis på IMDb

I biografen25/03/2010


Anmeldelse

Bounty Hunter, The

2 6
På parløb med Hollywood-klichéerne

Der er forår i luften. Temperaturen stiger, og de første spinkle blomster titter frem fra den tøende jord. I dyreverden som hos menneskene kræver de hormonelle safter deres ret – det er tid til at finde en mage. Dating-sæsonen er med andre ord begyndt, og Hollywood er selvfølgelig klar med et biograftilbud til de kærlighedshungrende par.

Da den prøveløsladte kriminalreporter Nicole udebliver fra retten, bliver hun en opgave for eksmanden Milo, der ernærer sig som dusørjæger. Han skal blot bringe ekskonen tilbage til retten for at udløse en klækkelig dusør. Men den ægteskabelige fortid er ikke glemt, og inden længe befinder de to sig i et parløb, hvor gammelt nag såvel som gammel kærlighed vækkes til live, mens de drages ind i et mordmysterium med skruppelløse gangstere.

“The Bounty Hunter” er et Hollywood-produkt af den skamløst, kommercielt kalkulerede art. Der skal penge i kassen, og de skal leveres af det filmsøgende datepublikum. Her skal der helst være noget både til ham og hende, så mændene her får mulighed for at identificere sig med det brovte handyr Gerald Butler, der spiller Milo, som vel stadig bedst huskes som stålsat spartaner i “300”. Kvinderne kan så finde genkendelse i Jennifer Anistons karrierebevidste Nicole, der med Anistons veldrejede krop også leverer passende øjenguf til husarerne. Det er gennemtænkt og kalkuleret til kvalmegrænsen.

Plottet følger en gammelkendt skabelon hentet frem fra Hollywoods bagkatalog – actionvarianten af den romantiske komedie, hvor mand og kvinde opdager kærligheden, mens de stæser af sted i et kalorielet krimiplot. Det giver mindelser til film, man troede glemt, som “Du skyder, jeg smiler” fra 1990, hvor det var Mel Gibson og Goldie Hawn, der slog deres folder i genren. Det fungerede vel lige akkurat dengang, men det gør det bestemt ikke denne gang.

Problemet er, at det hele er så uendeligt forudsigeligt. Jeg skal selvfølgelig ikke røbe noget her, men bare understrege, at alle genrens elementer overholdes til punkt og prikke, således at man med millimeternøjagtighed kan forudsige, hvornår kvinde og mand forelsker sig, hvornår de mister hinanden, og hvornår de igen finder sammen. Allerede efter en halv time løber krimiplottet helt tør for ideer, hvorfor vore hovedpersoner af hovedrystende usandsynlige årsager må på kasino og senere overnatte på det hotel, hvor ægteskabet i sin tid tog sin begyndelse. Endeligt strøs der med let hånd fra klichéhylden, så kvinden selvfølgelig ikke kan køre bil – selv ikke en gulfvogn – og manden er selvisk og primitiv.

Hollywood har ikke vist sig fra sin pæne side i denne mildt sagt kalkulerede konceptfilm af en romantisk komedie. Og det er endda en tilsnigelse at kalde den det, for komisk er den langt fra, og romantikken serveres kun i forloren form – den, der sjældent har ret meget med virkeligheden at gøre.


Kort om filmen

Den let anløbne dusørjæger Milo Boyd får den fede opgave at finde sin ekskone, Nicole, der er løsladt mod kaution, men udeblevet fra retten. Milo er overbevist om, at det er lettjente penge, men da Nicole stikker af for at opklare et mord – der involverer politiet – bliver Milo mindet om, at hvad angår ham og Nicole, er der aldrig noget, der er enkelt.