Drama i adagio

Præmissen for Drake Doremus’ kærligheds- og familiedrama “Breathe In” synes ved første øjekast noget fortærsket: dragende udvekslingsstudine flytter ind og forstyrrer familieidyllen i forstaden. Men lagt i hænderne på dygtige Doremus, der giver sine skuespillere plads og fortællingen en afdæmpet, nærmest langsommelig rytme, er “Breathe In” alligevel værd at bruge tid på. Også selvom du godt nogenlunde ved, hvordan det hele skal ende.

Sophie; den førnævnte, dragende udvekslingsstudine, spilles af britiske Felicity Jones. En slags reprise af hendes rolle i Doremu’’ intime, Sundance-vindende ungdomsdrama “Like Crazy” fra 2011, hvor Felicity Jones også var britisk studine på amerikansk grund. I “Breathe In” er det dog ikke en medstuderende, der fanger Sophies opmærksomhed, men derimod faderen i den mor-far-og-teenagedatter-værtsfamilie hun skal bo hos under sit skoleophold.

En ovenud likeable familie, hvor faderen Keith underviser i musik på den lokale high school og vikarierer som solo-cellist i et symfoniorkester. Han spilles med en tilbageholdende charme af Guy Pearce i skovmandsskjorte og flotte briller. Så der er ikke noget at sige til, at Sophie betages af den desillusionerede skolelærer med braste musikerdrømme. Da hun selv viser sig at være en virtuos pianist, der hellere vil læse Brönte ved poolkanten end pjatte med sine kåde jævnaldrende, og faktisk interesserer sig for Keiths kommende audition til en fast plads i symfoniorkesteret, er tiltrækningen gensidig og blikkene de to imellem slår gnister. Og det er her – i de forbudte og sitrende øjeblikke – “Breathe In” er bedst.

30-årige Felicity Jones spiller den kun 18-årige Sophie. Det forekommer ikke utroværdigt, men bidrager blot til hendes åbenlyse og eksotiske anderledeshed; særligt sat op imod familiens langlemmede, strandbrune og lyshårede teenagedatter, der er lige så amerikansk som æbletærte. Der er noget off ved den surmulende brite med de intense, mørke øjne og det søde overbid. Alene hendes tilstedeværelse peger himmelråbende på alt det, der er forstilt og forløjet i den lille forstadsfamilie. Dén kile i lykken spiller Felicity Jones til perfektion. Guy Pearce balancerer mellem det bundsympatiske og patetiske, og man får af og til lyst til at ruske den her fastgroede mand, der i sukkende vendinger mindes dengang, han spillede guitar i et rockband og boede i New York. Kom nu videre!

John Guleserians afventende, håndholdte kamera bringer en konstant uro ind i fortællingen. Søgende observerer du samtaler over køkkenbordet, i bilen og til tvungen vennemiddag. Forsøger at aflæse et flygtigt blik eller dét, der ligner et begyndende smil i en nervøs mundvig. Flirter familiefaderen virkelig med udvekslingsstudinen eller er der i virkeligheden tale om to mennesker, der slet og ret er skabt for hinanden? Når Guleserian endelig klipper ind i et nærbillede, holder du vejret i spænding, mens Dustin O’Hallorans melankolske score afdæmpet, men effektivt, hiver i alle de følelser, det overhovedet kan komme i nærheden af.