Konceptet lyder umiddelbart en smule forrykt… Drabet på den smukke, vellidte gymnasiepige Emily får hendes intelligente enspænder-ekskæreste, Brendan, til at undersøge sagen nærmere. Viceskoleinspektøren er virkelig på nakken af Brendan, sådan som korrupte statsadvokater ofte er på nakken af trodsige, hårdkogte detektiver i konventionelle kriminalfilm og klassiske film noir produktioner. Områdets værste pusher er involveret – en kynisk, snarrådig teenager, som stadigvæk bor hjemme hos sin mor, der ynder at servere appelsinjuice, når sønnen får gæster. Op til flere af Brendans unge, kvindelige klassekammerater er regulære femme fatales, og alle historiens unge personligheder formulerer sig bedre end de fleste veluddannede forfattere.

Skørt? Ja, måske en smule. Originalt? Nej, snarere genialt. “Brick”, som er filmen, der indeholder alle de førnævnte elementer, er tæt på at være en regulær triumf. Hvad der let kunne have udartet sig til en halvtåbelig og fortænkt affære baseret på et koncept, der sagtens kunne have endt med at fremstå som et prætentiøst gimmick, er i stedet blevet til en forfriskende intelligent og aldeles fængslende thriller, som både respekterer og belønner sit publikum. Når man tager sig selv i at sidde og le, er det ikke fordi, filmen virker ufrivilligt komisk, men på grund af lutter begejstring.

“Brick” fortjener (og kræver næsten) op til flere gensyn. Første gang, man ser filmen, gælder det om at holde fast på hat og briller. Filmen tolererer ingen kortvarige koncentrationsudfald, for navne, steder og anden fakta bliver slynget ud med en vældig hast. Men når man først har sammenkædet alle begivenhederne og fordøjet filmens rystende klimaks, er det muligt at gense filmen i en mere afslappet sindstilstand og virkelig nyde instruktør/manuskriptforfatter Rian Johnsons elegante dialog, der er rig på nuancer. 33-årige Johnsons allerførste spillefilm lover godt for mandens fremtidige karriere.

26-årige Joseph Gordon-Levitt er fremragende som Brendan. Skuespilleren er nok bedst kendt for sin medvirken i komedieserien “3rd Rock from the Sun”, men oven på sin præstation her i “Brick” fortjener hans popularitet at række ud over tv-seriens fanskare. Brendan er en mindeværdig, sympatisk antihelt armeret med en snerrende, rebelsk attitude, en urokkelig beslutsomhed og med hænderne skiftevis solidt plantet i jakkeærmerne eller på direkte kollisionskurs med barske lømlers kæber. Gordon-Levitt kan meget vel gå hen og blive en af sin generations allerstørste stjerner.

Resten af det primært unge ensemble gør også et fornemt stykke arbejde. Lukas Haas spiller narkobaronen ‘The Pin’, som sjældent gestikulerer eller andet end hvisker, men alligvel virker stærkt intimiderende. Matt O’Leary og Noah Fleiss er fornøjelige som hhv. Brendans eneste kammerat, Brain, og den aggressive håndlanger Tugger. Noah Segan imponerer også som den overraskende sympatiske junkie Dode, men det er Nora Zehetner, som næstefter Gordon-Levitt imponerer mest som den uforudsigelige Laura, der måske eller måske ikke har rent mel i posen.

“Brick”, som vandt juryens specialpris for originalitet på Sundance-festivalen, er en lille genistreg, som du for alt i verden ikke må gå glip af. De stemningsmættede billeder, den bedårende musik og instruktør Johnsons eget klippearbejde komplimenterer det solide skuespillerhold og den uforudsigelige fortælling på fineste vis. Det tager filmen en smule tid at komme op i omdrejninger, men så snart den gør det, er der ingen slinger i valsen.

VideoPræsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen format. “Brick” ser af og til en anelse blød ud, og farvetemperaturen virker en tand for lav, men ellers er transferet ganske godt. Der er en lille smule digital støj, men man distraheres aldrig. Edge-enhancement finder ikke sted, kontrasten er solid, og kun i yderst få nattescener eller scener med røg, tåge eller lign. optræder der en minimal mængde udtværing.

AudioUdgivelsens enestående Dolby Digital 5.1 lydspor er et mageløst eksempel på, hvordan man ikke behøver at bombardere seeren konstant via hele kanalnetværket for at gøre indtryk. Lige fra filmen går i gang, er man oppe på dupperne – især takket være den mageløse præsentation af Nathan Johnsons stemningsmættede musik, der besidder en dejlig rumklang og lyder så imponerende og distinkt, at man næsten føler musikernes tilstedeværelse i lokalet. Dialogen er ikke altid krystalklar, men den er heller aldrig utydelig. De fåtallige panoreringer er effektive og overgangene perfekte. Alle højtalere leverer veltimede effekter, og subwooferen disker op med en solid bund. Imponerende. Der er for øvrigt et DTS-logo på omslaget, men der er altså intet DTS-spor på skiven.

EkstramaterialeTrailere til “Empire of the Wolves”, “Revolver”, “Find Me Guilty” og “Brick”. Den amerikanske og andre europæiske udgaver af dvd’en byder på en masse dokumentarer, slettede scener, kommentarspor mm., så derfor er manglen på ekstramateriale på denne danske udgivelse i særdeleshed skuffende.