Kraften er ikke med den her

Anne Hathaway er en dygtig, køn og naturlig skuespillerinde, der har mange fine roller bag sig, og som senest var Oscarnomineret for sin rolle i “Rachel Getting Married”.

I “Bride Wars” er der også bryllupper på menuen, men ikke just nogen Oscarnomineringer, og man kan i det hele taget godt undre sig over at se hendes navn i en film som denne, der er en sjælden umorsom og ondsindet komedie, hvis idégrundlag er omtrent så tyndt som en sultestrejkende etiopier.

Liv og Emma er to barndomsveninder, der gennem hele livet har drømt om det helt store bryllup med et væld af gæster og en voluminøs kage. Vigtigst af alt er det dog, at festen holdes på Plaza Hotel i New York, og at det foregår i juni måned. Da de begge bliver forlovede, er der derfor udsigt til, at de skal giftes samme måned og være hinandens brudepiger, men skæbnen vil det anderledes, og en fraværende sekretær kommer ved et uheld til at booke dem på samme dag. Ingen af pigerne vil imidlertid skifte dato, og fra da af er der kold luft mellem de to og efterhånden også åben krig.

Herefter følger der er sand strøm af gensidige ondskabsfuldheder, hvor motivet bliver at genere og ødelægge den andens bryllup og liv så effektivt som muligt, men i stedet for at vække latter hos tilskueren skaber det blot en stigende afsky for dens overfladiske og afstumpede hovedpersoner. Lektien er naturligvis, at de to piger ved deres opbyggede had i sidste ende blot ødelægger deres eget bryllup og glæde ved begivenheden, hvilket vi som tilskuere bliver klar over længe inden, pigerne gør. Deres respektive mænd er ikke i meget bedre stand og er reduceret til henholdsvis en selvcentreret klaphat og en underkuet tøffelhelt. Filmen præsterer også at fjerne ethvert begreb om kærlighed og gensidig hengivenhed fra de to bryllupper.

“Bride Wars” forsøger sig indimellem med en lettere satirisk tone, og der er også rig grund til at angribe den svulmende bryllupsindustri, der ofte synes at drive familier på fallittens rand, inden de overhovedet er blevet etableret, men selvom den godt nok er ret hjerteløs, så er tonen dog samtidig langt fra hård nok til skabe en effektiv satire.