Bridgend

InstruktionJeppe Rønde

MedvirkendeHannah Murray, Adrian Rawlins, Steven Waddington, Elinor Crawley

Længde95 min

GenreDrama

IMDbVis på IMDb

I biografen25/06/2015


Anmeldelse

Bridgend

4 6
Uovertrufne undergangsbilleder

”De læner sig ind i døden.” Så på én gang nøgternt og poetisk beskrives det faktum, at uhyggeligt mange teenagere i den lille walisiske by Bridgend begår selvmord ved hængning. Det gør de i danske Jeppe Røndes engelsksprogede spillefilmdebut “Bridgend”, og det gjorde de i virkelighedens Bridgend i årene mellem 2007 og 2012. De officielle tal nævner 79 tilfælde af selvmord, men eftersigende er tallet endnu højere. Hvorfor gjorde de det? Var det en selvmordskult? Havde chatforum på internettet en andel i skylden? Og giver det overhovedet mening at søge svar på det brændende spørgsmål: hvorfor?

Rønde har en dokumentarbaggrund med film som “The Swenkas” og “Jerusalem, min elskede”. Det er også med en dokumentarists grundighed, at han er gået til fiktionen. Seks års research, ophold i Bridgend og samtaler med tragediens pårørende ligger til grund for filmen, der også er indspillet on location. Alene tanken om at genopføre de gruopvækkende og mystiske selvmord på selve gerningsstedet får det til at løbe koldt ned ad min ryg. Stemningen er tonstung og hænger over “Bridgend” fra start til slut som mosekonens hallucinerende og dødsensfarlige bryg. Én tår og du er fortabt.

Fortabelsens mulighed hviler også over den unge hestepige Sara, spillet af Hannah Murray fra “Game of Thrones”. Hun ankommer til Bridgend fra Bristol sammen med sin far. Han er betjent og skal efterforske selvmordsbølgen. Hun er ny pige i byen – med alt hvad dertil hører af akut lyst til at passe ind i kliken. Også selv om kliken flirter med døden ved hver given lejlighed. Men ville man virkelig overlade sin egen datter til den overhængende fare, som Bridgend er synonym med? Ville man installere hende i selvmordets sump? Den usandsynlighed er en akilleshæl, der spøger i baghovedet undervejs.

Landskabet er det bankende hjerte i “Bridgend”. Karaktererne virker i sammenligning underligt marionetagtige, der særligt kommer til udtryk i forældregenerationen, som bare ikke forstår at kommunikere med deres autoritetsforagtende teenagere. Den konflikt bliver for sort/hvid. Derimod leverer fotograf Magnus Nordenhof Jønck et sansebombardement, hvor den efterårsbrune og mosgrønne palet går “Twin Peaks” i bedene i en sådan grad, at det kan være svært at skelne imellem, hvorvidt vi befinder os i det sydlige Wales eller nordvestlige USA. Bjergvejene snor sig lige ildevarslende begge steder, og skovene er foruroligende i deres altomsluttende ensomhed.

Minearbejderbyen Bridgend er grundlæggende melankolsk i al sin regnvåde elendighed. Et gråt genskin af bedre tider, der ikke kommer igen. På byens pub, der også er byens diskotek, tonser drengene rundt i bar overkrop og brøler deres weltschmerz ud i vilden sky, mens pigerne danser sammen i et fuldt oplyst lokale til franske Mondkopfs electrominimalistiske toner i mol. Her drikker de sig bedøvede i billig cider fra 2-liters plastikflasker. Sara famler sig til et forsigtigt kys med alfahannen Thomas, hvorpå han forsøger at kvæle hende. Næste dag har også han lænet sig ind i døden. I Bridgend giver intet mening. Selvmord afløses af selvmord, og der er ikke langt fra et ømt kys til voldtægt.

Jeppe Røndes debut er både og. Først og fremmest er den forbilledlig forfriskende i sin insisteren på ikke at ville konkludere noget som helst. Rønde skaber uovertrufne stemningsbilleder af undergang og ungdommens rebelske syge. Det er lige meget, hvad man er imod, bare man er imod. En pointe, de fleste nok kan nikke genkendende til på voksen afstand. Nok dirrede biografens højtalere effektivt på absolutte maxvolumen, så jeg kunne mærke dødsdriftens undergangsbas helt ned i mellemgulvet. Og de unge, smukke mennesker med hele livet foran sig begik selvmord én efter én. Alligevel efterlod “Bridgend” mig underligt kold i al sin stilbevidste perfektion og mangel på logik.


Trailer

Kort om filmen

En mørk og foruroligende film baseret på alt for virkelige hændelser. Over en periode på bare fem år har næsten 80 unge siden 2007 hængt sig selv i walisiske Bridgend uden at efterlade sig afskedsbreve eller andre forklaringer på, hvorfor de valgte at gøre en ende på deres unge liv. En tragedie og et mysterium, der som den evige tåge hænger tungt og tavst over den lille by, da den unge Sara flytter dertil. Hendes far er blevet sendt til Bridgend for at opklare, hvad der foregår, og Sara bliver til hans voksende bekymring snart taget ind af et hemmeligt fællesskab blandt byens unge, der dyrker deres uhyggelige fascination af døden igennem morbide ritualer og et mystisk, lukket chatforum.