Tiden flyver

Det burde egentlig være enormt kedeligt. For findes der noget mere ligegyldigt end fremmede folks hjemmevideoer? Det skulle da lige være undergenren, der konstant har linsen rettet mod kameraoperatørens elskede afkom, hvis samtlige bevægelser bliver minutiøst dokumenteret med en entusiasme, som er umulig at matche, når man ikke selv er en del af blodlinjen. Men nej. Den norske dokumentar “Brødre” er alt andet end kedelig. Instruktør Aslaug Holm har i mere end otte år filmet sine drenge, Markus og Lukas. Hun har indfanget hverdagslige scener, der overskrider det private, og siger noget klogt om det at være menneske i tidens strøm. Det er på én gang udramatisk og overvældende rørende.

Det ligner efterhånden en norsk specialitet at omdanne umiddelbart kedsommelige hverdagssituationer, blottet for ydre dramatik eller handling, til medrivende og tankevækkende kunst. Kongeeksemplet er forfatteren Karl Ove Knausgårds selvbiografiske seksbinds-roman, “Min Kamp”, hvor noget så banalt som at være med sin datter til babyrytmik kan beskrives over adskillige sider, uden at der egentlig sker noget som helst – og alligevel på mirakuløs vis formår at være underholdende, bevægende og tankevækkende. Instruktør Ole Giævers fremragende, men oversete “Mod naturen” fra sidste år kunne noget af det samme. En begivenhedsløs vandretur i de norske fjelde blev på forunderlig vis til et originalt og underholdende portræt af den moderne skandinaviske mand som tynget familiefar.

Når storebror Markus i “Brødre” bruger adskillige vægelsindede film-minutter på at beslutte, om håret skal farves sort, ligesom Billie Joe Armstrong fra Green Day, kunne man nemt have vredet sig i biografsædet af utålmodighed. Men Aslaug Holm fortæller, så en tur til frisøren bliver til en uforglemmelig scene om at frigøre sig fra mor og far og blive sit eget selv. På overfladen er det helt uden dramatik. Far bliver ikke sur, selv om farvet hår og øreringe ikke lige er hans stil. Han trækker på skuldrene, smiler, og livet går videre. Der sker ingenting. Men for Markus er det begyndelsen på et nyt kapitel i tilværelsen.

Jeg kunne fremhæve mange af den slags scener, hvor “Brødre” finder stor mening i de små øjeblikke, som ellers ikke syner af meget. Men det er alligevel som helhed, at den efterlader det stærkeste indtryk. Der er en mildt melankolsk stemning over fortællingen. Tiden flyver så stærkt, alt er flygtigt og forgængeligt. Ligesom i “Boyhood” bliver tidens faktum meget nærværende, når mange års optagelser bliver klippet ned til spillefilmslængde. Aslaug Holm reflekterer undervejs selv over sit projekt. Hvorfor bliver hun ved med at filme? Hvorfor ikke bare blive færdig? Måske fordi færdiggørelsen vil være en erkendelse af slutningen på en livsepoke. Hun filmer for at fastholde tiden. Bare lidt endnu.

“Brødre” trækker naturligvis sammenligninger med Richard Linklaters 12-års-projekt, “Boyhood”, om drengen Masons opvækst. Der er da også flere pudsige sammenfald. Bl.a. ligner billedet af Lukas og Markus, der ligger i det høje græs og kigger mod himlen, en direkte reference til billedet af Mason fra “Boyhood”-plakaten. Men Holms optagelser går flere år forud for premieren på Linklaters film. Det er altså ganske tilfældigt. I øvrigt er Holms billeder af livet i familiens hjem i Oslo, nær flod og vildtvoksende græsenge, i en klasse for sig. Smukt iscenesatte billeder af drengene i deres båd på floden går igen og underbygger den bittersøde melankoli, der løber gennem det dybt bevægende familieportræt.