Morten Korch i Provence

Det slidsomme, men ærlige landliv i Provence er nok engang centrum for endnu en fortælling fra den franske forfatter og filminstruktør Marcel Pagnols hånd. Denne gang er det den franske skuespiller Daniel Auteuil (hvis eget gennembrud faktisk kom i form af en rolle i en filmatisering af netop Pagnol – Claude Berris “Kilden i Provence”), der instruktørdebuterer. En anelse gammeldaws, men nok så varm om hjertet.

Skønne, gyldne Provence er som sagt scenen i “Brøndgraverens datter”. På kanten til Første Verdenskrig følger vi den simple familie Amoretti, hvor far Pascal (Auteuil) ernærer sig som brøndgraver for at kunne sørge for sine seks døtre efter deres mors død. Den ældste, Patricia, der er opdraget hos nonner i Paris, men nu hjemvendt, er sin fars øjesten. Så meget desto værre, da hun kommer i uføre og fristes af rigmandssønnen Jacques Mazel, der med både motorcykel, gentlemanmanér og hundeøjne nok ville smelte de flestes uskyldige ungpigehjerter. Samtidig gør den reelle, men ingenlunde charmante Felipe kur til Patricia med far brøndgravers velsignelse. Men skaden er sket. Patricia har givet sig hen til Jacques og drifterne. Og så kommer krigen selvsagt aldeles ubelejligt.

“Brøndgraverens datter” virker kolossalt klassisk og således en anelse ude af trit med både publikum og tiden. Man føler sig helt igennem hensat til en fjern (film)fortid, hvor alt på en eller anden måde bare var mere simpelt og ligetil. Daniel Auteuil knuselsker tydeligvis sit litterære og filmiske grundlag – “Brøndgraverens datter” er tidligere filmatiseret. Dette af Pagnol selv i 1940 uden den store hverken succes eller fiasko. Bare godt jævnt. Historien fortælles af Auteuil med absolut sans for Provencelandskabets dragende effekt og rustikke poesi. Mistralen rusker i trætoppenes kroner, så man må gøre sig umage for at høre dialogen i en af filmens afgørende scener, hvor det stilfærdige opgør mellem far og datter skal stå. Her mærker man bedst Auteuils ferme instruktørhånd.

Historien om de unge elskende, der fravristes hinanden af den store krig, er noget melodramatisk og træg. Af og til er det som at være vidne til Morten Korch i Provence. Gudesmukke Astrid Bergés-Frisbey, der sidst lokkede sømænd i fordærv som havfrue i “Pirates of the Caribbean: I ukendt farvand”, overbeviser som fars fintfølende øjesten, hvorimod Nicolas Duvauchelle som Jacques forfalder til det lidt for nydelige og derfor keder. Lidt a la vor egen Ib Mossin. Gamle Daniel Auteuil går derimod klokkerent ind som den ærlige, gode brøndgraver, der splittet mellem traditioner og ren faderkærlighed forsøger at navigere i den svære situation. En klassisk Pagnol-type.

Ingen er nemlig ufejlbarlige hos Marcel Pagnol. Selv de tilsyneladende mest selvoptagede, afskyvækkende personager er gode nok på bunden. I “Brøndgraverens datter” er det Jacques’ forældre, der som bedsteborgere i den lille by først stiller sig afvisende over for den unge pige i ulykke, men nok skal komme på bedre tanker.