En stribe af kriser, et hav af uheld og masser af obligatorisk brok og bøvl fra højtstående producermagter udgjorde de syv sabbatår, der skulle gå, før Terry Gilliam – måske verdens mest populære englænder, som rent faktisk er amerikaner – vendte tilbage til instruktørstolen. Med netop et hul på syv år på sit farverige renomme, kunne man godt mistænke Gilliam for i vrede at have smadret et spejl i kølvandet på den meget lunkne modtagelse af “Fear and Loathing in Las Vegas” tilbage i 1998 – en lille, syret genistreg, som er langt mere populær nu, end den var dengang. Men Gilliams tilbagevenden har hverken affødt et personligt, revolutionerende værk på kant med “Brazil” eller rodet tamtam som konsekvens af adskillige års kaotisk tørke. “The Brothers Grimm” er et sødt og fornøjeligt eventyr. Men selvom overfladen på denne kortvarige filmiske godbid er flot, er indholdet en tand mere grimmt.

Selv om “Grimm” ikke er nær så opfindsom eller dragende som Gilliams mest særprægede og populære produktioner, så byder den stadigvæk på mange af amerikanerens klassiske varemærker. Det gælder bl.a. den totale latterliggørelse af det franske folkefærd, der er som taget ud af Monty Python. Jonathan Pryce er især glimrende som en fransk general (hans slutreplik er hysterisk morsom). Og selv om det er forståeligt, hvorfor mange fandt Peter Stormares overspillende præstation enerverende, så er det her et af de få tilfælde, hvor svenskerens evige neurotiske skuespillerstil passer fint med filmens skøre rammer. “Grimm” er netop en af de få film, hvor Stormare ikke føles fuldstændig ude af sammenhæng med selve filmen.

Filmen er også visuelt stærk, som det altid er hos Gilliam. Det 19. århundrede-betonede produktionsdesign er ofte betagende. Og takket være netop designet, kostumerne, rekvisitterne, lydarbejdet og italienske og relativt ukendte Dario Marianellis stemningsmættede musik stimulerer “Grimm” ofte sanserne og sindet. Eneste skuffelse ved det visuelle er de computergenerede tilføjelser og væsner, som sjældent afspejler filmens budget på hele 88 millioner dollars.

Filmens koncept nærmer sig det geniale: de famøse brødrene Grimm, der har nedfældet adskillige berømte folkeeventyr såsom “Skønheden og udyret”, “Rødhætte” og “Askepot”, er i filmen blevet gjort til et par snydende opportunister, som får uskyldige mennesker i franske landsbyer til at tro, at de bliver hærget af sære og morderiske bæster, som kun brødrene kan eliminere. Da en by pludseligt bliver hjemsøgt af øjensynligt ægte, overjordiske kræfter, må de to brødre for alvor tage skeen i den anden hånd og bevise deres værd.

Matt Damon og Heath Ledger er et karismatisk brødrepar, men de virker ikke altid helt tilpas med filmens noget ujævne sans for humor (eller deres britiske accenter). I Danmark anbefales det, at man er fyldt elleve år, når man ser filmen. Og det er måske netop filmens helt rette aldersgruppe. Ikke fordi “Grimm” ikke kan nydes af ældre underholdningshungrende mænd og kvinder, men filmens eventyrlige facade, brede strøg, overkunstige skabninger og humørsvingende lune vækker minder om de glædelige historieoplæsninger i folkeskolens vintermåneder. Ligesom de klassiske eventyr er “Grimm” lavet efter en velkendt skabelon, som man som voksen ofte har lagt øre til, og filmen er derfor tit forudsigelig, ujævn og en anelse for lang. Men mens “Grimm” er i omdrejninger, er der flere veltimede fodtrin end slinger i valsen.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. Filmens flotte billeder bliver desværre ikke præsenteret særlig godt på denne 1-disc dvd. Billedet er ofte blødt. Derudover er der en smule udtværing, og komprimeringsfejl er der også. Kig blot på Stormares ansigt 36 minutter inde i filmen, hvor der opstår nogle interessante kompressionsfejl. Det samme gælder mange andre skud, især hvis der er masser af bevægelse i billedet på én gang. Kontrasten er heller ikke helt solid, hvilket især er tydeligt i filmens nattescener, hvor mængden af lys i billedet ofte svinger fra skud til skud. Farverne er for det meste ganske velpræsenterede, men af og til virker de også for drænede og kolde. Et skuffende transfer for en så ny og storbudgetteret film.

Audio”Grimm” dvd’en byder på et Dolby Digital 5.1 spor såvel som et fuldbyrdet DTS-spor. Filmen lyder langt bedre på dvd, end den ser ud. Der er masser af gang i den på dette lydspor, som byder på en fyldig præsentation af Marianellis musik, effektive panoreringer over hele spektrummet og en klar præsentation af filmens dialog – som måske godt kunne have haft en smule mere bund. Man kunne godt have ønsket sig en lille smule mere atmosfærelyd, men alle højtalerne slår sig ofte sammen for at skabe en utryg, gåsehudsinducerende atmosfære, som fungerer. Som det viser sig i så mange sammenligninger mellem DD og DTS spor, så er forskellen ikke enorm, men DTS er mere detaljerigt og sprødt.

EkstramaterialeTerry Gilliam leverer, traditionen tro, et stærkt informativt kommentarspor. Han holder sjældent pauser og kommer ind på næsten alt, hvad man kunne ønske sig at høre om: hvordan han blev introduceret for projektet, hans følelser omkring det, Damon og Ledger, instruktør Steven Soderberghs minimale indflydelse på projektet, blandingen af computereffekter og realskud etc. Gilliam er samtidig forfriskende oprigtig og uprætentiøs. Man ville nu gerne have hørt en anelse mere om, hvad han mente om filmens lunkne kritikerreception og finansielle indtjening.

Dvd’en indeholder også 2 featuretter: “Bringing the Fairytale to Life” (17 min.) og “The Visual Magic of The Brothers Grimm” (9 min.). De er begge velklippede og velsmurte, men de grænser en del og ofte til den slags ultrapositive form for overflødigt gejl, der befinder sig på mange dvd’er. Der er derudover også et par gentagelser fra Gilliams kommentarspor, men det skal da bestemt siges, at her er et par morsomme godbidder at tage fat på tillige – den sidstnævnte dokumentar bør tilfredsstille de fleste special-effects fanatikere en lille rum tid.

12 slettede scener er inkluderet, der tilsammen varer præcist ét kvarter. Kvaliteten (især når det gælder lyden) er desværre lidt skrabet. Det samme gælder størstedelen af indholdet. En konfrontation mellem overgearede Pryce og Stormare er bunkens højdepunkt.

Så er der trailere til “The Brothers Grimm”, “Sahara”, “The River King”, “The Wendell Baker Story”, “Domino”, “Pusher 3”, “Dead Fish”, “The Cave”, “A Sound of Thunder”, “Mørke” og “Drabet”.

Brødrene Grimm er kendt for deres utallige folkeeventyr som “Rødhætte”, “Hans og Grethe” og “Askepot”, der både er magiske fortællinger, men også til tider grumme og uhyggelige belæringshistorier. Skal man dog tro instruktør Terry Gilliam, så var de to tyske brødre i virkeligheden nogle omrejsende fupmagere, som brugte de skræmmende eventyr til at narre godtroende landsbyer, ved at iscenesætte forbandelser og hekserier, som kun de kunne drive bort. Der er selvfølgelig tale om et fantasifuldt spin på de to eventyrforfattere, som kun en excentriker som Gilliam kan fremstille det, men vanviddet og løssluppenheden er desværre ikke så vellykket i “The Brothers Grimm”. Eventyrligheden er der, men magien drukner i manglende retningssans og pletvis gale indfald.

Udgangspunktet for historien er ellers ganske fikst fundet på. De to brødre Will (Matt Damon) og Jacob (Heath Ledger) – den ene superrationalist, den anden med en håbefuld tro på metafysikken – tjener lette penge på folks barnlige overtro, ved at fortælle dem hårrejsende historier om alskens uhyrer, for derpå at tilbyde deres assistance til at drive ondskaben bort. At de får deres egen medicin at smage, da visse opspind viser sig at være virkelige, er en ganske sjov og underholdende twist på løjerne. At samtidig blande den franske besættelsesmagt, i skikkelse af den højrøvede general Delatombe (Jonathan Pryce) og dennes italienske torturmester Cavaldi (Peter Stormare), ind i herligheden, er nu også ganske fornøjeligt, men det er tæt på at gå op i ren hat og briller. Især brugen af latterligt karikerede accenter til franskmændene (tyskerne taler underligt nok britisk!) og Cavaldis horrible italiano-pastiche, bliver for meget af det gode.

Gilliam har muligvis tænkt “jo mere overdrevent, jo bedre”, men det forhindrer ikke filmen i at blive næsten lige så kunstig som sine to hovedpersoners spil for galleriet. Her tænkes bl.a. på alle bipersonerne i handlingen, der mest af alt spiller, som var de just blevet skubbet ind på scenen uden nogen form for forberedelse eller idé om hvad det hele går ud på. En anden ting som virker fortænkt er brugen af referencer til rigtige eventyr rundt omkring. Det havde været oplagt at bruge disse historier som en naturlig del af universet, men i stedet bliver de reduceret til tam staffage, der lige kan score billige point hos tilskueren. Som Hans og Grethe der går i skoven og bliver kidnappet, Rødhætte der løber for livet eller den helt igennem upassende brug af The Muffin Man – som om filmen forsøger at gøre “Shrek” kunsten efter.

Der synes dog glimtvis at være en mening med galskaben, og takket være et solidt hoved-cast redder “The Brothers Grimm” sig fra at synke ned i mudderet. Damon og Ledger supplerer hinanden fremragende og er tilpas fremme i skoene hver især til at sparringen bliver jævnbyrdig. Ledger er fortræffelig som den lidt ynkelige Jacob, der dog når han vågner til dåd er en humoristisk hvirvelvind af Monty Python-engelsk, uden heldigvis at kamme over. Damon synes lige så oplagt som han var i “Dogma”, og her er der virkelig tale om en mand, der kan få latteren frem hos publikum uden at fortrække en mine. Både Peter Stormare og Jonathan Pryce har tilpas panache til at bære de næsten pinlige karikaturer, selvom de i længden næsten overskrider deres beføjelser. Lena Heady, som spiller love-interest og forknyt stifinder fungerer fint, på trods af sin status som Keira Knightley-klon, og Monica Bellucci er fint valgt i rollen som den forfængelige dronning, selvom man godt kunne have set mere til hende.

“The Brothers Grimm” er et godt eksempel på hvordan Terry Gilliams særlige form for gale streger sjældent fungerer helt godt, når de parres med et stort Hollywood-selskab og klare mainstream-konventioner. Det slører målet og trækker den fokuserede energi ud af tornadoen, så man ender op med en række bralrende optrin uden den klare vanvidsvene som kendetegner Gilliam når han er bedst.

Vi ender i stedet op med en film, der på papiret lægger sig tæt på f.eks. Tim Burtons gotiske perle “Sleepy Hollow”, men i sin afvikling langt fra har samme flair eller overbevisende håndtering af det komiske og det uhyggelige som denne. Momentvise groteske scener, som når en lille pige sluges af en hest eller en anden mister sit ansigt, viser at filmen også formår at skræmme, og her kommer den virkelig til sin ret. Men der er desværre langt mellem snapsene, og når den visuelle side samtidig tynges ned i sin troværdighed takket være halvdårlige CGI-effekter, så kommer stemningen og derved indlevelsen så småt til at halte bagefter. Parret med en ret forvrøvlet slutning, så stikker ujævnhederne uheldigvis lidt for meget i øjnene til at man rigtig kan lade sig rive med af dette fabulerende eventyr.