Tak gud for Jim Carrey! Havde det ikke været for Carreys uimodståelige karisma og fremtoning, eller havde det været Adam Sandler eller Rob Schneider – eller stort set en hvilken som helst anden komiker for den sags skyld – i hovedrollen, havde hans seneste komedie “Bruce Almighty” (hans første film siden den enormt skuffende “The Majestic” og hans første komedie i 3 år) været noget af en bundskraber. “Bruce Almighty” har da bestemt sine guddommelige momenter, men tonsvis af overflødige, upassende og meningsløse passager i filmen bliver ved med at dukke op og ødelægge helhedsindtrykket.

Filmens koncept er såre simpelt. Jim Carrey spiller rollen som den uheldige og ivrige tv-journalist Bruce Nolan, som efter en lang række uheldige hændelser i sin tilværelse højtråbende anklager selveste Gud (spillet af en veloplagt Morgan Freeman) for at være inkompetent. Nolan bliver opsøgt af Gud, som giver Nolan sine kræfter i et givet tidsrum, hvorved han endelig får mulighed for at forbedre sin triste og deprimerende hverdag, og derved også give anledning til nogle særdeles humoristiske indslag. Specielt er scenerne mellem Jim Carrey og Morgan Freeman ren dynamit. Jennifer Aniston leverer den præstation som hendes karakter kræver, hverken mere eller mindre. Hun spiller Nolans kæreste Grace, som føles som et påtvunget element i manuskriptet, blot indsat for at gøre det endnu mere klart for os (i det særdeles usandsynlige tilfælde, at man ikke har forstået det endnu), hvordan Nolans nye evner blot gør ham til en værre person.

“Bruce Almighty” tager sandelig sin tid om at komme i gang. Nolans ulidelige og tunge dagligdag bliver udpenslet for publikum i så høj grad, at man hurtigt begynder at nære tanker om, at der fra producenternes side bliver set ned på publikums fatteevne. Den opfattelse synes at blive bekræftet af filmens sidste ulidelige halve time, men det kommer vi til senere. Jim Carrey tilføjer en komisk energi til næsten enhver scene hvori han medvirker, en energi af den kaliber som kun Carrey formår at levere. Blandt filmens morsomme højdepunkter er Nolans lingvistiske “indgreb” på en konkurrerende tv-journalists nyhedsoplæsning og Nolans hævn over en bande, som tidligere havde overfaldet ham.

Filmens obligatoriske “moralprædikende afsnit” er simpelthen for stupidt, og det er denne sektion af filmen som trækker “Bruce Almighty” ned i sølet blandt så mange andre principielt mislykkede komedier. Jim Carrey og instruktør Tom Shadyacs tidligere samarbejde, “Liar, Liar”, led af samme problem, og det når ret hurtigt til et punkt, hvor det hele begynder at føles så forfærdelig klamt og ulideligt velmenende, at man nærmest væmmes. Det er jo selvfølgelig vigtigt, at vi alle sammen forstår, at vi slet ikke behøver “guds kraft” for at klare vores hårde hverdag, fordi så længe man blot tror på sig selv, så er intet umuligt… Filmens producenter må uden tvivl tro, at verden hovedsageligt består af narcissistiske og selvdestruktive fjolser, eftersom hele filmens sidste akt synes at være dediceret til at overbevise om dette “faktum”. Mellemrummet mellem filmens sjove øjeblikke bliver fortsat større igennem filmens sidste halvdel, indtil man til sidst egentlig ikke kan være ret meget mere ligeglad vedrørende hele seancen, og man begynder snart at bede til Gud om, at filmen snart slutter, før mindet om alle filmens gode øjeblikke er fuldstændig visnet bort.