Helt seriøst… hvad er det med gangstergenren og dansk amatørfilm? De to ting synes nærmest uadskillelige. Garanteret ligesom mange andre mennesker, der har filminteresserede venner, som ynder at stå foran og bag kameraet, har undertegnede været vidne til adskillige amatørfilm skruet sammen i forbindelse med gymnasiets Film/TV-fag eller andre kortvarige filmuddannelser. Omtrent halvdelen af disse har involveret narkobaroner med danskklingende “russiske” accenter, stridige storbarmede blondiner, endeløse skuddueller, uinspireret dialog og sækkevis af heroinlignende flormelis. Langt størstedelen af disse film har desværre også været noget værre bras. Uheldigvis er det altså ikke alle, som kan blive den nye Quentin Tarantino eller endda Guy Ritchie.

“Brutal Incasso” er på mange leder og kanter bare endnu en dansk lavbudgetsfilm om spydige, småkriminelle ungkarle med hjerter af guld – en film, som vi efterhånden har set mange gange før. Og dog. Bag produktionens halvdyre DV-kameraer har der tilsyneladende befundet sig en gruppe mennesker, der har været interesseret i mere end bare at få venner og familie til at trække på smilebåndet. Særlig ambitiøs er filmen ikke just, men det virker stadigvæk, som om alle har gjort det så godt som muligt, med de tilstedeværende midler.

Man er aldrig på noget tidspunkt i tvivl om, at man sidder og ser en produktion lavet af relativt uskolede begyndere. Effekterne er aldrig troværdige, billedkompositionerne er sjældent decideret kønne, og skuespillet er bestemt ikke værd at råbe hurra for. Men det gør ikke altid noget, for filmen er gennemsyret af en form for udestilleret og umanipuleret lyst til at sparke røv og blæse på restriktionerne, hvilket mange større danske filmproduktioner savner. Selv med langt større budgetter og mere erfarne teknikere og skuespillere formår én som Anders Thomas Jensen sjældent at konstruere noget lige så fornøjeligt. Flere af sekvenserne har tydeligvis taget nogen tid at lave, og det virker sjældent som om, at man har prøvet at springe over, hvor gærdet er lavest.

En fornøjelig oplevelse er dog kun garanteret, hvis man er villig til at acceptere “Brutal Incasso” for præcis, hvad den er, og samtidigt se bort fra filmens ujævne bump. Man føler sig i godt selskab med dens festlige persongalleri – sjovt nok er det måske endda filmens centrale makkerpar, der arbejder som pengeopkrævere for den lokale mafia, som gør mindst indtryk. Karaktererne er alle karikaturer og bliver overspillet af deres respektive rolleindehavere (Ole Ernst dukker endda kort op og fremhæver forskellen på hhv. en hærdet og en nybagt skuespiller), men de er oftest morsomme og karismatiske. Derfor bliver den sjældent decideret kedelig, og det gør det lettere at sluge et manuskript, som er fyldt til randen med åbenlyse filmreferencer, klicheer og tør dialog – en stor del af denne bestående af typisk ævl om hvem, som skylder hvad, og hvorfor. Resultatet er ikke enormt vellykket, men blot på baggrund af intentionerne fortjener filmmagerne en smule applaus.

VideoPræsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen format. “Brutal Incasso” ser desværre ikke særlig godt ud. Edge-enhancement er der en hel del af, men billedets største svaghed er dets manglende skarphed. Næsten hele vejen igennem virker transferet unaturligt og distraherende blødt. Farverne fremstår generelt okay, men temperaturen skifter ofte for brat, og i visse tilfælde virker farverne blændende – især de hvide. Der er ikke meget snavs at spotte, men der er også en vis portion udtværing. Værst er det i nattescenerne, som har skabt problemer for filmholdets DV-kameraer – især fordi der ikke har været benyttet kunstige lyskilder overhovedet. Selv for en amatørproduktion at være, kunne “Brutal Incasso” garanteret godt have set bedre ud end det her.

AudioDvd’en byder på et enkelt, simpelt Dolby Digital 2.0 lydspor. Det er et ganske acceptabelt lydspor. Det kan nogle gange være lidt svært helt at granske, hvad der bliver sagt. Ikke nødvendigvis pga. de århusianske accenter, men mere pga. kvaliteten af reallyden. Man har heller ikke forsøgt at maskere brugen af efter-sync. Men sporet har en overraskende solid bund, der gør indtryk. Musikken er nok det aspekt af lyden, som imponerer mest – især fordi den lyder både klar og distinkt. Lyddesignet kunne godt have været lidt mere modigt, men der er jo også tale om en lille lavbudgetsproduktion, og de inkluderede lydeffekter kommer som regel ganske fint til udtryk.

EkstramaterialeRespekt til filmens ophavsmænd for ikke bare at have smækket deres billige film på en billig dvd. Man har i stedet lagt mange kræfter i at skrue så meget ekstramateriale sammen som muligt, der ikke blot fortæller om skabelsen af filmen, men som også er et udmærket undervisningsmiddel til folk, der selv har til sinde at lave amatørproduktioner.

Skiven indeholder tre korte dokumentarer omhandlende hver sin del af produktionen: “Pre-production” (10 minutter), “Production” (17 min.) og “Post-production” (9 min.). Alle filmens principielle bagmænd medvirker, og der kommes fint rundt omkring dens tilblivelse. Der tales bl.a. om, hvordan manuskriptet blev til, hvordan filmens badeværelsesscene (samtidigt filmens bedste) blev lavet, søgen efter locations og klippeprocessen. En kort featurette om filmens special-effects (11 min.) er her også.

Hele tre kommentarspor byder discen også på. Et med instruktør Jonas Kvist Jensen og producer Morten Hjorth, et med skuespiller Kim Sønderholm og klipper/fotograf Dennis Bahnson, og endelig et med komponist/lydmand Lasse Elkjær. Deltagerne på alle spor er for det meste ganske aktive og informative.

Diverse fraklip, billeder, skuespillerbiografier og en enkelt overflødig slettet scene runder udgivelsen af.

“Brutal Incasso” er en dansk actionkomedie og en no-budget film, hvilket i dette tilfælde vil sige en amatørfilm. Filmen lider af den uprofessionelles klassiske fejl og mangler, men indeholder samtidig charmerende og sjove træk, der bestemt peger på en fremtid for den debuterende instruktør, Jonas Kvist Jensen.

I “Brutal Incasso” møder man Michael og Jim, der som et fast makkerpar inddriver gæld for gangsteren LC. Det går fint, indtil den dag, hvor et af ofrene dør under gældinddrivningen, og de to inkassatorer pludselig skal skaffe 500.000 kr til næste dag, ellers… Alt går galt og en intensiv jagt på penge bliver krydret med sjove actionscener og Michael og Jims småskænderier og snak om parforhold. En stor del af filmens tema er nemlig venskab, og det at kunne sige fra både overfor ulidelige kærester og gangsterbosser.

Filmens manuskript er skrevet af de to hovedrolleindehavere Kim Sønderholm Andersen og Claus Lund, og selvom inspirationen fra blandt andet “Pulp Fiction” er lidt for tydelig med en direkte kopi af lejemorderparret Vincent & Jules, så er manuskriptet godt opbygget med en tidsmæssigt flydende udvikling. Manuskriptet skriver sig ind i en dansk tradition, der forener humor med groteske og voldelige situationer og er klart i familie med Lasse Spang Olsens og Anders Thomas Jensens film. En af manuskriptskrivernes stærkeste sider er da også at skabe nogle bemærkelsesværdige birollekarakterer. Her skal ikke mindst nævnes den bøssede ekspedient, der først sælger nylonstrømper til inkassoparret forud for et røveriforsøg, og som siden ender som et konstant plaprende gidsel, der driver Michael og Jim til vanvid med sin talestrøm.

Når rosen er givet for manuskriptet, så må risen komme for skuespillet. Filmens svageste punkt er de intet mindre end elendige skuespillere. Selvom dialogen til tider kan være umulig at arbejde med, så er det stadigvæk det manglende skuespiltalent, der gør mange af replikkerne utroværdige og skingre. Den eneste, der kan fremhæves positivt, er birolleskuespilleren Mads Koudal i rollen som den voldselskende ‘Psycho’. Han formår at give replikkerne en naturlighed selv i svære passager. Ole Ernst kaster også lidt glans over filmen i rollen som den senile farfar, der er bange for nazityskerne.

”Filmen skal først og fremmest underholde,” var producentens ord som optakt til filmen. Der er også konstant små sjove gimmicks og morsomme bemærkninger undervejs i fortællingen. Meget af det er udtryk for en original humor, bl.a. i scenen, hvor inkassoparret har fået bakset en kuffert, hvis indhold er et maltrakteret lig, ned i bagagerummet og smækker låget, hvorpå man kan se klistermærke-streameren stille spørgsmålet: ‘Organdonor – Har du taget stilling?’ Der er dog en kraftig overvægt af de sjove gags, og hvis de blev skåret ned med en fjerdel ville der blive mere plads til at følge de temaer, der er en væsentlig del af filmens historie, og som er det der gør, at man lærer karaktererne ordentligt at kende. Sammen med det mangelfulde skuespil skyldes de største fejl i Brutal Incasso helt klart den manglende erfaring med at lave film. Der er lidt for mange jokes, lidt for tydelige referencer og lån fra andre film, og mange af filmens pointer er gjort al for tydelige, ikke mindst den gentagne spejling af Michael og Jims respektive kæresteforhold.