Et (over)dramatisk bryllup

Zahira er pakistaner. I hvert fald af navn. Men hun føler sig ikke pakistansk. Hun foretrækker at tale fransk frem for urdu. Hun foretrækker at snige sig ud i byen end at blive hjemme og være dydig. Det er selvfølgelig et problem, når man skal giftes i pakistansk tradition. Familien vil være med til at vælge. Hun vil ikke. Så opstår krisen. En anspændt krise. En krise, der bliver mere og mere anspændt. Sammen med mig.

For Zahira er blevet gravid. Og hun er ikke gift. Det er ikke godt. På det her tidspunkt tænker jeg, at det skal forældrene nok finde ud af og så skrige, græde osv. Men der tager jeg fejl. I hvert fald i starten. Zahira går til sin fortrolige, brormand Amir. Han snakker med far. Han tager det overraskende roligt. Lidt ligesom i “Juno”. Bare en kende mere alvorligt end sjovt. Men stadig forfriskende ikke at gå direkte til familiekrisen.

Ligesom Juno så har Zahira nemlig svært ved at få sig selv til at få en abort. Men modsat Juno så bortadopterer man ikke barnet i Zahiras familie. Her finder man en passende ægtemand. Forældrene prøver at blive mere vestlige ved ikke blot at vælge en til Zahira. Hun må gerne få tre muligheder. Hun vil ingen af dem. Hun vil være helt fri og vestlig. Den går fra “Juno” til en alvorlig og ikke så sort-hvid “Bedre end Beckham”. Situationen er værre end fodbold, men forældrene er ikke helt fastlåst i deres gamle traditioner. De forstår godt Zahiras vestlige indflydelse. Jeg forstår forældrene. Og jeg forstår samtidig Zahira.

Hun er fanget imellem to modpoler: Det vestlige liv og familiens traditioner. Men egentlig er det ikke hendes valg, der er det mest spændende. Hun er meget opsat fra starten på ikke at skulle vælge en ægtemand. Det er mere spændende at følge hendes bror, Amir. Han står imellem Zahira og familien som mægler. Men hvad skal han gøre? Han elsker sin søster. Han vil hjælpe hende gennem alt. Men han kan ikke forråde familien. Dem elsker han også. Han er ikke hovedrollen, men han er den bedste karakter. Desværre tvinger krisen hele familien derud, hvor “Brylluppet” kammer over.

Selvfølgelig gør det ondt på forældrene. Deres datter nægter alt, hvad de foreslår. Far banker sig selv i hovedet af skam. Mor græder ustandseligt. Zahira er familiens ulykke. Men dramaet bliver mere og mere ekstremt. Det bliver for meget til sidst. Nu er der en pistol med. Jeg forstår ikke, at man har brug for at gøre den fine historie så ekstrem? Det var ikke den film, som jeg havde set indtil da. Det er ikke, fordi den del af historien kommer som en overraskelse, men alligevel føles den malplaceret, unødvendig og alt for ekstrem til det ellers så intime familiedrama. Bank jer selv i hovedet. Græd. Skrig. Men lad pistolen blive i skuffen med de andre Hollywood-manuskripter.