Fire bryllupper og et kaos

En araber, en jøde, en kineser og en afrikaner går ind til en casting på den franske film “Bryllupskaos”. ”Er det ikke et lidt for skematisk, tydeligt manus?” siger araberen til jøden. ”Hvad mener du?” svarer jøden. Kineseren afbryder: ”Det, araberen vel mener, er, at en historie om fire fyre med forskellig religion og etnicitet, der gifter sig ind i samme katolske familie for at illustrere en pointe om menneskeligt ligeværd, er lige tykt nok.” De tre kigger på afrikaneren: ”Hvad synes du?” ”Jeg er på! siger afrikaneren og begrunder: ”Det er jo nogle ret lækre white chicks, vi skal giftes med.” ”God pointe!”

“Bryllupskaos” er bundsympatisk: It doesn’t matter if you’re black or white, som Michael Jackson sang. Om du tror på Allah eller Jesus, så er du lige så meget værd som alle andre. Men! “Bryllupskaos” er også bundelendig. For imens, der forsøges at nedbryde negative fordomme, så forstærkes en lang række andre. Den værste er den, om at franske komedier er utidigt udvendige, hvor der fjolles og faldes på halen, så selv ikke Præsident Hollande kan grine af dem. Sådan er “Bryllupskaos”.

Der åbnes med en bryllupsmontage, hvor det hvide, rige, indfødt franske og katolske ægtepar Verneuil til stort misbehag må se tre af sine fire døtre blive giftet væk til henholdsvis en araber, en jøde og en kineser. De tre mænd har naturligvis også navne, men de bruges kun som arketyper, så fordomsspillet kan sættes i gang: Jøder arbejder i finansverdenen, arabere er dovne og kinesere kan kampsport. Uenigheden bliver stor, men til sidst finder de ud af, at Michael Jackson havde ret.

Tre er dog grænsen for tolerancen hos det hverdagsracistiske ægtepar. Den sidste datter, der som sine søstre er en succes i livet og modelsmuk, skal få sig en hvid, rig, indfødt fransk og katolsk mand. Ellers får mor en depression. Charles er ganske vist katolsk, men også afrikansk. Nu er mor depressiv, det er rent kaos. Resten af tiden bruges på ufarligt fjolleri. Hunden spiser forhuden efter en jødisk omskæring, den depressive mor begynder at gå til zumba og patriarken Claude, der begynder næsten alle sine sætninger med: ”Jeg er ikke racist, men… ,” tager på skæg fiske/druktur med afrikanerens far, der også er skeptisk over for ‘de andre’.

I al den ulideligt skematiske mangfoldighed kom jeg til at tænke over, hvor smukke og omkring BMI-20 de fire forskellige par var. Her er ingen grimme eller tykke. Kun én. Xavier, der er bejler til den fjerde datter. Dur ikke! Han er jo grim, lyder det. Så mangfoldigheden i “Bryllupskaos” når kun til det ydre. Hvordan ser folk ud? Sort, hvid eller grim? Tolerancen når kun til de to første. Hvad nu hvis han var et rart menneske? Det må vendte til 2’eren.