Belgisk bøhlands-noir

Bedre sent end aldrig rammer det barske, belgiske drama “Bullhead” de danske biografer. Filmen er fra 2011 og var nomineret til bedste udenlandske film ved Oscaruddelingen i 2012. Grunden til at vi i Danmark først får debutfilmen fra Michaël R. Roskam at se nu, skyldes måske først og fremmest det massive – og meget velfortjente – gennembrud, “Bullhead”s hovedrolleindehaver, Matthias Schoenaerts, fik i Jacques Audiards “Smagen af rust og ben” sidste år. Schoenaerts har et sært fascinerende kødbjerg af en krop, og som hos Audiard er kroppen ligeledes i centrum i “Bullhead”.

Filmen handler om noget så forfriskende anderledes som den belgiske hormonmafia inden for kvægdriftsbranchen tilsat et smertefuldt barndomstraume. For ude på det belgiske bøhland, indfanget fortrinligt i Nicolas Karakatsanis udvaskede optik, foregår meget mere, end de endeløse, flade marker giver indtryk af. I hvert fald hvis man skal tro historien her. Sammen med sin bror og forældre driver Schoenaerts’ Jacky kvægbrug. Og ufine metoder er tilsyneladende hverdag. Kødkvæget pumpes med ulovlige væksthormoner, og det samme gør Jacky. Hans køleskab kunne gøre selv cykelsportens doktor Fuentes lidt misundelig, forestiller jeg mig. Diæten varierer imellem en håndfuld piller her, et skud med kanylen i røven der og et kogt æg. Proteiner skal der jo også til.

Som resultat deraf er Jacky ikke bare skræmmende stor, men også konstant utilregnelig og hele tiden på nippet til at eksplodere i en voldsrus. Da en politimand, der efterforskede den ulovlige brug og salg af væksthormoner, findes dræbt, får alle travlt med at dække over sig selv. Barndomsvennen Diederik er i dybeste hemmelighed informant for politiet, men vil for alt i verden ikke angive Jacky. Han har nemlig set med egne øjne, hvad Jacky blev udsat for som dreng. Og det er ikke for sarte sjæle.

Hvad Jacky udsættes for som 10-11-årig knægt, skal ikke afsløres her. Men idet afsløringen falder ikke engang halvvejs igennem filmen, bliver hovedpersonens vilde overforbrug af testosteron pludselig sat på spidsen og i perspektiv. Det er et djævelsk godt twist. Som udgangspunkt er han en svær karakter at fatte sympati for. En mærkelig, tavs klump kød, der skyggebokser med sig selv og nikker skaller til højre og venstre for at lukke bare lidt af dampen af den overophedede kedel, der er hans krop. Men der er også masser af smerte at spore i Schoenaerts’ desperate øjne. Han er et indespærret dyr, der trodsigt løber panden mod muren igen og igen og igen. Nøjagtig lige så meget et stykke kødkvæg som en mand; en pointe, der elegant omsættes i potente billeder flere gange.

Portrættet af Jacky som titlens hårdnakkede Bullhead er eminent i sine konstante nuanceringer af mandens væsen og eksistensvilkår. Her mærker man, at Roskam har noget på sinde. Den aggressive, testosteronpumpede tonsertype af en mand er tragisk. Det er i sig selv et interessant grundlag for en fortælling. Roskam behøver slet ikke at inddrage hele det, i øvrigt alt for rodede, mafiaaspekt for at holde min opmærksomhed. Målet har måske været at ramme samme blandingsforhold imellem noir og sort humor som de amerikanske Coen-brødre. Det lykkes ikke. “Bullhead” skifter ikke bare tone, men hele oktaver fra scene til scene. Lige fra bloddryppende, sadistiske barndomstraumer til en mand, der sidder på toilet og skider højlydt, alt imens han ringer til politiet. Skiftene bliver skingre og to fjolle-komiske plattenslagerkarakterer, der har deres hyr med at skille sig af med en ‘varm’ bil, punkterer simpelthen hele det ellers højpotente drama. Èn af dem må sågar på tur i en gylletank undervejs.