En flad tone

En musical af en slags med Cher og Christina Aguilera i hovedrollerne? Hvad mon dette kunne resultere i? På vej ind til “Burlesque” flød mine tanker mod Paul Verhoevens berygtede “Showgirls”, og i mit stille sind begyndte jeg at håbe, at denne måske kunne blive en underholdende omgang katastrofe-lir af samme proportioner.

Der er et film-mundheld, der siger, at kun en virkelig dygtig filmskaber kan lave en rigtig fiasko – tænk bare på M. Night Shyamalans “Luftens sidste mester” – og det viser sig beklageligvis også, at Steve Antin er en alt for middelmådig instruktør til at kunne levere en af slagsen. Den er bare jævnt uopfindsom.

Allerede fra starten er hele herligheden blot en bleg kopi af elementer, der allerede var klicheer længe inden, Christina Aguilera havde slidt sin første sut op. En lille naiv countrypige – spillet af Aguilera – har store drømme om byen og tager med bussen mod storbyen blot for at bliver mødt med skuffelse og knuste forhåbninger. Modløs og omflakkende ender hun en dag i en røgfyldt natklub, og netop som hun træder ind ad døren, er ejeren – i skikkelse af Cher – pudsigt nok i gang med at synge “Welcome to Burlesque”, som – bare for det tilfældes skyld, at publikum er virkelig langsomt opfattende – understreger, at hun er trådt ind i en anden verden. Vores landpige gør straks store øjne og ved nu præcist, hvad det er, hun gerne vil med sit liv.

Og hvad præcist er det så? Jo, hun ønsker at optræde i dette show, der ligger halvvejs mellem gammeldags strip, kabaret og “Ørkendronningen Priscilla”, hvori dansere i frækt undertøj vrider sig til tonerne af berømte sange, men eftersom det jo er Christina Aguilera, der har hovedrollen, skal der naturligvis også synges. Pengene er der hårdt brug for, eftersom klubben konstant er på fallittens rand. Det kan dårligt undre. Hele scenen er overlæsset med dansere i overdådige kostumer og en scenografi, der kan matche et Broadway-show, og samtidig lader der aldrig til at være mere end 10-12 mennesker blandt tilskuerne. Entreen må være kolossal.

Knap så overvældende er derimod Aguilera i hovedrollen, som ganske vist ikke ligefrem ydmyger sig selv, men som bestemt heller ikke demonstrerer nogen karisma eller noget synderligt talent for skuespilerhvervet. Hun ser ellers nydelig ud i starten, men efterhånden, som make-up’en kastes på hende, bliver hendes fremtoning tiltagende sær, og til sidst er hendes udseende mindre sexkilling og mere klovnen Bozo. Aguileras anonyme præstation har til gengæld den spøjse virkning, at den får alle andre til at virke gode, og selvom Cher er en lidt uhyggelig blanding af gammelkone og plastisk-ansigt, så giver den aldrende botox-behandling faktisk et ganske hæderligt bidrag til filmen.