Brændende skæbner

Ligesom i Hollywood er multiplotfilmen blandt mexicanske instruktører ikke ligefrem en sjældenhed. Til forskel for den amerikanske af slagsen synes der med bl.a. “Babel”, “21 Grams” og “Amores perros” at være en langt mere kynisk realisme iboende, hvilket føles insisterende og påtrængende. Manuskriptforfatteren bag netop de tre film, den Oscar-vindende Guillermo Arriaga, har åbenbart fået nok af at lade andre instruktører tage roret. Han mener tilsyneladende at have noget så unikt på sinde, at det er hans tur til at instruere, og med hans bagkatalog er det måske heller ikke så underligt.

Som i andre multiplotfilm følges en række handlinger forskudt i tid og rum. Alle forløb samles løbende gennem filmen for så at perspektivere et samlet tema. Den 16-årige Mariana bor i en mexicansk grænseby, hvor hun prøver at få tilværelsen til at fungere sammen med sine forældre, der er kommet længere og længere væk fra hinanden. I Portland i USA arbejder Sylvia som overtjener på en fin restaurant, og en dag opsøges hun af en spansk mand, der ender med at rive et par skeletter ud af hendes skab. Igen springes der tilbage til Mexico, hvor den 12-årige Maria vil hjælpe sine forældre til at finde sammen igen, til trods for at hendes mor har en affære.

Arriaga er en mester i at fremstille menneskelige skæbner og udstille både de hykleriske og tragiske sider af samme historie. Vanen tro er fokus lagt på ren elendighed. Omdrejningspunktet er fortællingerne om tre blondiner, der alle bruger det meste af deres tid på at hulke over tilværelsens skyggesider. Meget symbolsk spenderer de meget af tiden med at køre rundt i biler og dermed distancere sig fra at tage fat i de nødvendige konfrontationer, der uundgåeligt skal tages før eller siden. Der spilles på letkøbte stilistiske virkemidler. Isende kold blå matte præger en af fortællingerne, og forvaskede symbolladede klichéer, der nærmest skriger for at blive bemærket, gennemstrømmer handlingsforløbene. Af en ellers så intelligent manuskriptforfatter som Arriaga føles det kejtet, at alting understreges med så fed en streg.

Dog er der ingen tvivl om, at dramaet fungerer, og at karakterne er sydende nærværende. Interessant er det også, at Arriaga har valgt at binde de umiddelbart forskellige handlingstråde sammen omkring ganske få personer fordelt over tid. På intet tidspunkt er der tale om et troværdigt periodeportræt, hvilket heller ikke er pointen. Det menneskelige drama er så knugende og intenst, at den filmiske tid synes at være en skrøbelig boble, der venter på at blive sprængt. Men ingen tør at gå så vidt, da alle er bange for, hvad der sker, når der først er prikket hul på bylden. Hele stemningen er ramt af den melankoli og handlingslammelse, der kendetegner de tidligere film, som Arriaga har skrevet manuskript til. Derfor er det ærgerligt, at der gribes til påtaget symbolik, der er alt for iøjnefaldende på overfladen – frem for at være mere subtilt gemt mellem linjerne.

Den vel nok mest væsentlige grund til at dramaet fungerer – til trods for en noget flad prætentiøs udførelse – er det interessante valg af skuespillere. De tre blondiner er alle velspillede med rutinerede kræfter som Kim Basinger og Charlize Theron samt det ubeskrevne blad Jennifer Lawrence. Der er alt muligt grund til, at Lawrence bør falde igennem overfor Basinger og særligt Theron, men den 18-årige skuespillerinde klarer rollen til perfektion. Det er også forfriskende at se portugisiske Joaquim de Almeida i en mindre rolle som sympatisk og charmende familiefar frem for de mange skumle skurkeroller, han som regel får.