Cæsar skal dø

InstruktionPaolo Taviani, Vittorio Taviani

MedvirkendeCosimo Rega, Salvatore Striano, Giovanni Arcuri, Antonio Frasca, J. Dario Bonetti, Vincenzo Gallo

Længde76 min

GenreDrama, Dokumentar

IMDbVis på IMDb

I biografen13/12/2012


Anmeldelse

Cæsar skal dø

6 6
Tredimensionelt mesterværk i sort/hvid!

“Cæsar skal dø” åbner med opførelsen af den dramatiske afslutning på Shakespeares teaterstykke, “Julius Cæsar”, hvor Brutus trygler sine medsammensvorne om at tage livet af ham efter et fejlslagent oprør mod Cæsars styre. Det er en tragedie, der, som tragedier har for vane, slutter med de fleste impliceredes nødvendige død (eller offer). Stykket slutter, og skuespillerne modtager stående ovationer fra publikum. Men det er fanger og ikke skuespillere, der står bag stykket, og efter den overvældende anerkendelse på scenen eskorteres de hver især alene tilbage til deres celler, hvor den tunge tremmedør lukkes og låses bag dem.

Dette er den mesterlige indledning på en aldeles mesterlig film. Der springes nu 6 måneder tilbage i tiden, billedet er skiftet til sort/hvid, og fangerne får at vide, at de har mulighed for at deltage i fængslets opsætning af Shakespeares gamle stykke. Efter nogle auditions og en rollefordeling begynder prøverne, og resten af filmen består herfra mere eller mindre udelukkende af de indsattes øvelser og gennemspilninger af stykket. Virkeligheden – altså fangernes egentlige liv i fængslet, inklusive deres iscenesættelse af teaterstykket – smelter på dragende vis sammen med den fiktive virkelighed, der kun eksisterer i stykket om Julius Cæsar, Brutus og forsøget på at vælte en leder.

For det meste er scenerne optaget, således at de snarere ligner en filmatisering af teaterstykket end klip af et teaterhold, der forsøger at opsætte det. Ideen er genial, og resultatet er eminent: Man fascineres og forbløffes konstant af den uprætentiøse, men enormt kunstneriske stil, der uden videre og på uhyre subtil vis blander realisme og fantasi.

“Cæsar skal dø” er altså ingenlunde nogen ordinær film. Den vellykkede syntese mellem (social)realismen og fantasien skaber næsten en tredje dimension i filmen, der gør, at den rager ud gennem lærredet og automatisk kræver en stillingtagen af sin seer. En stillingtagen, der imidlertid er umulig, fordi man næsten ikke kan skelne mellem karakteren og karakterens karakter – man er simpelthen ikke klar over, om det er Brutus eller Salvatore Striano, der handler. I hvor høj grad går karaktererne i ét med den rolle, de spiller?

Det er i dette punkt, at en af filmens helt store pointer udspiller sig. Der er nemlig ingen tvivl om, at teaterstykket rører ved noget i disse fanger. En af dem undrer sig på et tidspunkt over, hvorfor han aldrig fandt Shakespeare spændende i skolen, mens en anden giver udtryk for, at han aldrig har hørt om det engelske teaterkoryfæ. En specifik replik sætter pludselig en af karakterernes egne erfaringer fra den kriminelle verden i et helt nyt perspektiv, der i situationen lamslår ham, og to af de indsatte kommer nærmest op at toppes, da deres rollers dialog pludselig åbner op for en underliggende konflikt, de to har med hinanden. Pointen med alt dette er at vise, hvad kunst kan gøre for mennesker, når den når helt ind under huden. Og det gør “Cæsar skal dø” så sandelig.

“Cæsar skal dø” er lavet af brødrene Paolo og Vittorio Taviani, og for deres bedrift blev de i år hædret med Guldbjørnen under Berlinalen. Om det var den stærkeste film, skal jeg ikke kunne sige, men der skal ikke herske tvivl om, at den er en værdig vinder. Som den ligeledes fabelagtige “Nader og Simin”, der vandt Guldbjørnen i 2011, er også “Cæsar skal dø” sit respektive lands (Italiens) Oscar-kandidat, hvilket i mine øjne bør afskrive “En kongelige affære” enhver legitim årsag til at vinde. Dette er en af årets bedste film.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Vi befinder os i teatret i Rebibbiafængslet i Rom. En forestilling af Shakespeares “Julius Caesar” er lige sluttet med stort bifald. Lyset emmer ud, og skuespillerne bliver igen til fangere, imens de føres tilbage til deres celler. Seks måneder tidligere snakker fængselsdirektøren og teaterinstruktøren med fangerne om et nyt projekt – opsættelsen af Julius Caesar i fængslet. Første skridt er castningen, næste skridt at udforske teksten. Shakespeares universale sprog kan hjælpe de indsatte med at identificere sig med karaktererne, men vejen til opførelsen af teaterstykket er lang og fyldt med angst, håb og leg.