Cæsar skal dø
Udgivet 13. dec 2012 | Af: Tarantrier | Set i biografen
“Cæsar skal dø” åbner med opførelsen af den dramatiske afslutning på Shakespeares teaterstykke, “Julius Cæsar”, hvor Brutus trygler sine medsammensvorne om at tage livet af ham efter et fejlslagent oprør mod Cæsars styre. Det er en tragedie, der, som tragedier har for vane, slutter med de fleste impliceredes nødvendige død (eller offer). Stykket slutter, og skuespillerne modtager stående ovationer fra publikum. Men det er fanger og ikke skuespillere, der står bag stykket, og efter den overvældende anerkendelse på scenen eskorteres de hver især alene tilbage til deres celler, hvor den tunge tremmedør lukkes og låses bag dem.
For det meste er scenerne optaget, således at de snarere ligner en filmatisering af teaterstykket end klip af et teaterhold, der forsøger at opsætte det. Ideen er genial, og resultatet er eminent: Man fascineres og forbløffes konstant af den uprætentiøse, men enormt kunstneriske stil, der uden videre og på uhyre subtil vis blander realisme og fantasi.
Det er i dette punkt, at en af filmens helt store pointer udspiller sig. Der er nemlig ingen tvivl om, at teaterstykket rører ved noget i disse fanger. En af dem undrer sig på et tidspunkt over, hvorfor han aldrig fandt Shakespeare spændende i skolen, mens en anden giver udtryk for, at han aldrig har hørt om det engelske teaterkoryfæ. En specifik replik sætter pludselig en af karakterernes egne erfaringer fra den kriminelle verden i et helt nyt perspektiv, der i situationen lamslår ham, og to af de indsatte kommer nærmest op at toppes, da deres rollers dialog pludselig åbner op for en underliggende konflikt, de to har med hinanden. Pointen med alt dette er at vise, hvad kunst kan gøre for mennesker, når den når helt ind under huden. Og det gør “Cæsar skal dø” så sandelig.
“Cæsar skal dø” er lavet af brødrene Paolo og Vittorio Taviani, og for deres bedrift blev de i år hædret med Guldbjørnen under Berlinalen. Om det var den stærkeste film, skal jeg ikke kunne sige, men der skal ikke herske tvivl om, at den er en værdig vinder. Som den ligeledes fabelagtige “Nader og Simin”, der vandt Guldbjørnen i 2011, er også “Cæsar skal dø” sit respektive lands (Italiens) Oscar-kandidat, hvilket i mine øjne bør afskrive “En kongelige affære” enhver legitim årsag til at vinde. Dette er en af årets bedste film.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet