Når Gud straffer de uskyldige

Hvis følelsesmæssig udmattelse er et kriterium for, hvorvidt en film er god eller ej, så bliver de ikke meget stærkere end “Camino”, som så helt og aldeles dræner en for tårer, håb og udholdenhed, til man næsten ikke kan klare mere.

Det skulle man måske ikke tro ved første øjekast, og de indledende scener lader da også til at have en hyggelig og sødmefuld fremtoning, der ikke ligger så langt fra film såsom “Amélie”. Vi følger den ualmindeligt kønne Caminos livsglade hverdag, som forplumres noget af hendes mors evige prædikener. Når pigen skal have en indsprøjtning, formanes hun af sin mor til at bede om styrke fra Gud snarere end at bede om at slippe, eftersom sand kristendom efter moderens opfattelse består i at bøje hovedet og acceptere sin skæbne.

Den livsindstilling bliver så sandelig udfordret, da pigen viser sig at bære en alvorlig sygdom, og snart må hun udstå alverdens prøvelser, mens lægerne udsætter hende for gentagne operationer. Hendes forældre er tilknyttet den katolske Opus Dei-organisation, som hurtigt øjner en kristen martyr i den lille piges heroiske kamp. “Camino” er instrueret af spanske Javier Fésser og ryddede for nylig næsten alle priser ved den spanske Goya-filmfestival. Selve emnet var efter sigende blevet holdt hemmeligt et godt stykke tid, eftersom filmens bagmænd forventede en vred reaktion fra de religiøse overhoveder.

Det forstår man godt, når man ser filmen, for Opus Dei-medlemmerne udstilles her i grim facon som hykleriske skikkelser, der nærmest tilbeder smerten for dens egen skyld. Ikke mindst moderens omsorg bliver vedvarende forurenet af det religiøse verdensbillede, og at pigen efterhånden hjemsøges af mareridt om de mange engle, forstår man godt. Kun i faderens mere ukomplicerede kærlighed finder hun indimellem trøst fra lidelserne.

Camino spilles forbløffende af barneskuespilleren Nerea Camacho. I starten af filmen er hun næsten for nuttet til filmens eget bedste, men efterhånden, som handlingen bliver mere dyster, bruges hendes bedårende barnetræk mod os, og ved Gud hvor Fésser formår at føre kniven, så man atter og atter bringes til randen af tårer. Prøvelserne lettes dog også med enkelte virkelig sjove humoristiske optrin samt nogle flotte fantasisekvenser, hvori Camino flygter ind i en opdigtet verden, der er så langt at foretrække frem for den grusomme, hun ellers må leve i. Fésser tilbageholder konsekvent en overordnet form for dom over begivenhederne, hvilket giver dem en flertydighed, der er åben for fortolkning. Camino gentager vedvarende sin kærlighed til Jesus, men vi ved ikke, om hun hentyder til den religiøse skikkelse eller nabodrengen, der bærer det samme navn. Er det den evige eller verdslige kærlighed, hun har for øje?