Camp X-Ray
Udgivet 14. jan 2015 | Af: paideia | Set i biografen
Der er en lang tradition for krigsfilmen som forsøg på at forstå eller komme overens med historien. Vores opfattelser af Vietnamkrigen er på godt og ondt for evigt farvet af “Platoon” og “Dommedag nu”. Og i den mere glorificerende ende af spektret, så har vi film som “Ørneborgen”, “Den store flugt” eller “Den længste dag”. Det er derfor ikke overraskende, at krigen mod terror, der er så svær at definere, allerede har afstedkommet flere film. De spænder fra det buldrende patriotiske i film som “Seal Team Six” til det åbenlyst kritiske i “Green Zone”. Nu er der så “Camp X-Ray”, der lander et sted midt imellem.
Hun spilles af Kristen Stewart, der for én gangs skyld gør god brug af sit pokerfjæs. Man kommer aldrig rigtigt ned i hendes fortid udover en antydning af, at hendes militærtjeneste er en flugt uden at komme nærmere ind på fra hvad. Den centrale historie er det venskab, der opstår mellem hende og Ali. Et venskab, der paradoksalt opstår som følge af Alis forgæves søgen efter den sidste Harry Potter-bog, som lejrens bibliotek af uransagelige årsager ikke har. Det, der gør dette venskab så følelsesmæssigt engagerende, er, at det opstår på baggrund af den ulidelige kedsomhed og uendelige rutine, der præger hverdagen i ‘Gitmo’.
Uheldigvis udløses den spænding i en forløsende slutning, der i en vis forstand forråder den politiske virkelighed, som den så gerne vil italesætte. Ved at insistere på en så banal pointe, at deres venskab skal gøre dem til bedre mennesker og fjerne ethvert modsætningsforhold mellem dem, så ødelægger den også den skarpt realistiske vinkel, der netop gør “Camp X-Ray” og den situation, den skildrer, så svær at ryste af sig. Hvis en basal menneskelig kontakt er mulig mellem to så ekstreme poler, så er det jo ikke så slemt alligevel. Der er sikkert mange af den slags venskaber i Guantanamo.
Hvis der havde været mod til at lade spændingen stå uforløst, så ville vi være tvunget til at konkludere på historien, og så ville “Camp X-Ray” i den grad have sagt noget vigtigt om krigen. Men det er til gengæld også nemt at forstå, at en så gold og udsigtsløs virkelighed frister til at lade humanismen sejre. Her har man valgt at ofre filmisk gennemslagskraft for til gengæld at præstere et budskab om håb om forbrødring.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet