Instruktøren Bennet Miller har med “Capote” skabt en stærk film om, hvor langt man er villig til at gå for en historie, og hvilke konsekvenser den skruppelløse fiktionalisering af virkelige menneskers lidelser nødvendigvis vil medføre.

Den 14. november 1959 myrdes en familie brutalt i den lille by Holcomb i Kansas. Historien når ikke længere end til avisernes bagside, hvor den hædrede amerikanske forfatter Truman Capote, der lever et high-society liv blandt New Yorks intellektuelle elite, falder over artiklen om den drabelige sag. Dette bliver startskuddet for tilblivelsen af den verdensberømte dokumentarroman “Med koldt blod”, der skulle tage forfatteren syv år at skrive færdig og blev en bestseller. Bogen genfortalte den faktuelle mordsag i et næsten poetisk sprog – en genreblanding, der var hidtil uset.

Vi er med på første række lige fra efterforskningen begynder, til pågribelsen af de skyldige – to grådige og ikke alt for smarte røvere – den efterfølgende dom, og de desperate appeller for at slippe for dødsstraffen. Alt sammen dokumenteret af det litterære geni Capote, der insisterer på at følge det hele nøje, og under forløbet søger at opnå den ene af morderne, Perrys, fortrolighed. Men er Capote virkelig hans ven, og kan man stole på, hvad Perry siger? Hvem er egentlig et monster, når sandheden skal frem? Er det Perry og hans makker, der koldblodigt skyder far, mor og børn, bagbundet i deres senge, eller er det Capote, der udnytter syndernes historie til at realisere sin litterære milepæl?

Der skabes et fænomenalt paradoks omkring denne gensidige udnyttelse. Capote, der lover at skaffe advokathjælp, men til gengæld søger at lirke de makabre hændelser ud af Perry. Og Perry, der i Capote ser en ven, måske endda en sjælesørger, som oprigtigt vil hjælpe ham, og derfor deler ud af sin viden i håb om, måske at slippe for sin straf.

Vi er ikke langt fra Tim Robbins’ “Dead Man Walking”, selvom personen Truman Capote langt fra er nogen næstekærlig nonne på linie med Susan Sarandons karakter fra den film. Som homoseksuel og intellektuel New Yorker-forfatter er han muligvis ikke en diametral modsætning – men det er tæt på. Hvor Sarandons Helen Prejan troede på det gode i ethvert menneske, er Hoffmans Capote en langt mere verdensfjern pragmatiker, hos hvem egoismens grådige væsen truer med at æde alt op indefra.

Det er sært fascinerende at se Phillip Seymour Hoffman tage livtag med Truman Capote. Og fortjent den lille mand af guld, samt alskens hæder og lovprisning, det har han sandelig. Capote besidder som person manerer, der faretruende let kunne være blevet karikerede og ende med at gøre karakteren til en tam klovneskikkelse. Men i Hoffmans ubesværede hænder gøres han levende og troværdig, såvel som forbandet kompleks. At han understøttes af et sandt overflødighedshorn af stærke skuespillere, der bl.a. tæller Bruce Greenwood, Katherine Keener, Chris Cooper og den suveræne Clifton Collins Jr. (der i rollen som Perry giver Hoffman kamp til stregen), er kun med til at højne filmens sikre skildring af begivenhederne.

Men filmens sande styrke må siges at ligge i den måde, den griber portrættet af Capote an på. For den karismatiske litterat og dennes filmiske alter ego, Phillip Seymour Hoffman, er måske nok vores anker gennem hele filmen, men historiens egentlige centrum er de skæbnesvangre begivenheder, som han forsøger at komme ind under huden på: Mordene. De to morderes skræmmende normalitet. Og Capotes endnu mere skræmmende koldblodighed i sit mentale tovtrækkeri med Perry.