Børneopdragelse i Chomskys ånd

Jeg ville kalde “Captain Fantastic” for en interessant film, hvis ikke det var, fordi den meget belærende pointerer, at det er et ikke-ord; det er intetsigende. Og derfor bandlyst. Lad mig derfor være mere konkret: “Captain Fantastic” er en film om en familie, der bliver konfronteret med en ukendt verden. De skal finde ud af, om de vil underordne sig denne verdens regler og principper eller holde fast i deres egne.

Det er stadig ret diffust. Så lad os blive mere konkret: Hovedpersonen Ben bor med sine seks børn midt ude i en skov. De går ikke i skole, men bliver undervist af ham, hvilket inkluderer hård, fysisk træning, nærkamp, kvantefysik og læsning af Dostojevski, Nabokov og anden tung litteratur. Det drivende filosofiske princip er, så vidt jeg kan forstå, en slags New Age-socialisme, hvilket blandt andet finder udtryk i fejringen af Noam Chomsky-dag som et sekulært alternativ til den kristent-kapitalistiske jul. Her er nok rundbordspædagogik og marxistisk-leninistisk tankegods til at give Claus Hjort Frederiksen akut åndedrætsbesvær.

Moderen er der i starten ikke noget spor af, men det viser sig, at hun er indlagt med en længe udefineret sygdom. Det er hendes død, der sætter plottet i gang. For bedstefaderen forbyder Ben at dukke op til hendes begravelse. Det stopper dog ikke en familie, hvis uofficielle motto lader til at være ‘Fight the power! Stick it to the man!’ Pludselig befinder børnene, der har levet hele deres liv i forældrenes selvskabte utopi, sig midt i den ‘virkelige’ verden. Og de og såvel som os bliver udfordret på ideologien.

Det er her, hvor “Captain Fantastic” bliver interessant. Hov, jeg mener: formår at engagere mig ud over det rent plotmæssige. I begyndelsen er det ret svært at finde ud af, om man skal have sympati for dem og deres projekt eller snarere være skræmt over deres kultagtige opførsel. Frank Langella gør, hvad han er eminent til, nemlig at udfolde usympatiske karakterer så meget, at tvivlen begynder at pille ved det første indtryk. Hans rolle som bedstefaderen er ret lille, men central i forhold til at rykke ved vores og børnenes forestillinger om skurke og helte.

Ben kommer pludselig også selv i tvivl, hvilket Viggo Mortensen, der ellers har virket så selvsikker, som kun en kultleder kan være det, demonstrerer med et sønderknusende ansigtsudtryk, da det går op for ham. Børnene er nemlig ikke supermennesker, men trods deres imponerende viden og færdigheder næsten ude af stand til at begå sig socialt. Har forældrene ødelagt dem med deres utopiske idealer, eller er det os i den normale verden, der er vanvittige? Det er et filosofisk spørgsmål, som man kunne bruge timer på at udfolde, men det gør “Captain Fantastic” bare ikke.