Captivity
Udgivet 6. feb 2008 | Af: kaduffo | Set på DVD
Handlingen er der desværre lige så meget kød på, som oplægget antyder. Historien er på alle måder ligegyldig og ideforladt. Karaktererne er reducerede til upersonlige forsøgsrotter, for hvem muligheden for at undslippe labyrinten og gangene omkring fangehullet er eneste formål. Det er i hvert fald filmens formål, og det er nok heller ikke helt tilfældigt, at døde rotter er en hyppig rekvisit i de dunkle kulisser. Helt uden spænding er “Captivity” dog ikke, og trods åbenlyse mangler og en uattraktiv handlingsgang anes en minimal mulighed for at lade sig rive med af spændingen frem til den forventede forløsning. Undslipper Jennifer og sin mandlige medfange mon nogensinde deres ufrivillige ophold og torturen, eller gør de det ikke?
Men underholdende bliver det aldrig rigtigt. Heller ikke filmens helt centrale spillerum omkring den tilfangetagne model vækker større opsigt. Skuespillet er miserabelt, men præges beklageligvis også af en verdensfjern holdning til, hvordan frihedsberøvede mennesker mon agerer i selve situationen. Replikkerne lyder derefter, og det er ærligt talt en pinsel at opleve den ellers bedårende Elisha Cuthbert, der ved tidligere lejligheder trods alt er set væsentligt bedre, vælte rundt i de konstruerede kulisser som en elefant i en porcelænsbutik.
Det er usandsynligt, at handlingen kunne tage en sådan drejning i det virkelige liv, men alligevel undrer det ikke. For karaktererne interesserer nogenlunde lige så lidt som den halvhjertede tortur, der ind imellem sendes på banen, formentligt for afvekslingens skyld. Gennemtænkt er det i hvert fald ikke, men stemmer derved vel også fint overens med en gennemgribende charmeforladt film uden personlighed og sjæl, men væsentligere uden hverken formål eller ide. “Captivity” forsøger at spille på menneskets perversioner. Det eneste perverse ved denne film er desværre tilblivelsen.
Der er ikke mange undskyldninger for at spilde tid på “Captivity”. Filmen, der ellers er instrueret af en af de gamle rotter i faget – Roland Joffé – er fyldt med sjuskefejl og bemærkelsesværdige forklaringsproblemer. Herudover er handlingen uden hverken potens eller troværdighed og skuespillet – hvilket ikke skal lægges skuespillerne til last – håbløst. Filmen som helhed virker formålsløs og ligegyldig, og trods enkelte spændingsmomenter er der nu ikke meget at komme efter. Udgivelsens bedste kort er derfor den fremragende lydside og en billedside, der også bevarer et højt bundniveau.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet