Vi er blevet konfronteret med pædofili og de tragiske følger af seksuelle overgreb på børn i utallige film, tv-programmer og dokumentarer. Og oftest synes det udelukkende at være ofrene, der er i fokus, både inden og efter at gerningsmændene rusker tremmer. Sådan forholder det sig imidlertid ikke i den Oscar-nominerede dokumentar “Capturing the Friedmans”, der kigger på de ofre, man stort set aldrig hører noget til: de pårørende til gerningsmændene. Om far Friedman og hans ene søn Jesse vitterligt udnyttede de børn, der kom forbi deres hus for at studere EDB, bliver der sået tvivl om. Hvem taler sandt, og hvem lyver?

Den debuterende instruktør Andrew Jarecki var midt i optagelserne til sin dokumentar om professionelle klovne, da en enkelt klovn, David Friedman, pludselig nægtede at tale om sin barndom. En meget indbydende invitation for en dokumentarist som Jarecki, der fik David og de fleste familiemedlemmer til at stille op foran kameraet. Dog ikke faderen Arnold Friedman, som begik selvmord. Her fortæller de om, hvordan hele deres verden gik under på den skæbnesvangre dag før Thanksgiving 1987, hvor politiet sparkede døren ind med beskyldninger om børneudnyttelse.

“Capturing the Friedmans” er en unik og fantastisk dokumentar. Den både frustrerer, rører og får os til at væmmes. At familiefaderen Arnold var pædofil, er der ikke meget tvivl om – lavinen blev udløst, da han blev taget i at bestille et børnepornografisk blad fra Holland. Men om den vellidte, prisbelønnede Arnold Friedman, elsket familiefar og tutor, vitterligt udnyttede sine privatelever, er et helt andet spørgsmål. Vidnerne kommer med forskellige – ofte modstridende – forklaringer, og politiet indrømmer, at de ingen konkrete beviser har. Til slut kender man ikke den fulde sandhed.

Jarecki fortæller historien om en almindelig middelklassefamilies undergang på sober maner. Når musik bruges, er det ikke for at ændre på opfattelsen af selve sagen, men for effektivt at styrke erkendelsen af, at en familie er blevet revet fra hinanden – hvilket i modsætning til ‘beviserne’ i sagen er et fuldstændig uomtvisteligt faktum.

Takket være familien Friedmans eget videokamera, får vi talløse ucensurerede klip fra familiens verbale slagsmål før, under og efter retssagen. Det er foruroligende, ubehageligt og endda ofte surrealistisk at se på – især når familien synes at diskutere trivielle ting og fyre jokes af midt i al kaoset. Det er dog på samme tid også umuligt at vende øjnene bort. Vi får talrige argumenter serveret fra alle sider af, og det efterlader én i sidste ende med en insisterende følelse af tvivl og håbløshed. Der er foruroligende mange ting ved sagen, som slet ikke giver mening. Men én ting er stensikkert: “Capturing the Friedmans” rammer lige i mellemgulvet.

VideoBilledet er præsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen video. “Capturing the Friedmans” ser lige så godt ud som håbet. Filmen er en blanding af interviews skudt på film og private optagelser primært skudt på video. Hjemmeoptagelserne er overraskende fri for slid og fejl, men de bærer mange amatørpræg, såsom stærk og fejlagtig farvegengivelse og svingende kontrast. De nye interviews er rene og klare med fin kontrast og farvegengivelse, og de virker samtidigt meget filmiske. Et ganske hæderligt transfer, hverken mere eller mindre.

Audio”Friedmans” får udelukkende tildelt et engelsk Dolby Digital 2.0 spor. Men frygt ej, det er et fornemt ét af slagsen, og der er heller ikke just tale om en film, der skriger efter et bombastisk DD 5.1 spor. Vigtigst af alt – som det må siges at være i alle ‘talking heads’-dokumentarer – er dialogen, og den kommer fint til udtryk. Det lader endda lidt til, at hjemmevideoerne har fået lyden renset en anelse. Det næststørste lydelement i dokumentaren er musikken, og den virker også mere fyldig og voluminøs end på langt de fleste 2.0 lydspor på markedet.

EkstramaterialeEneste ekstramateriale på disc 1 af denne 2-disc udgivelse er filmens fine trailer, et glimrende 30-minutter-langt interview med Jarecki plus et kommentarspor med instruktøren og hans klipper/producer Richard Hankin. Det er et enormt fascinerende, oprigtigt og velformuleret kommentarspor, og de to mænd kommer godt rundt om både filmens indhold og dens tekniske facetter.

På disc 2 finder vi resten af ekstramaterialet delt i 5 dele: “The Discussion”, “Unseen Home Movies”, “Our Family”, “The Case” og “The Score”.

Under “The Discussion” finder vi 4 featuretter: “An Altercation at the New York Premiere”, “The Judge Speaks Out at the Great Neck Premiere”, “Answers to Frequently Asked Questions” og “Charlie Rose Interviews Director Andrew Jarecki”. De første to featuretter viser spændende klip fra et par af filmens forevisninger, hvor både publikum og filmens medvirkende er involveret i den debat, som filmen lægger op til. Under “Frequently Asked Questions” finder man 6 klip fra en screening af filmen. Og til slut har vi den normalt tykhovedede Charlie Rose, som interviewer Jarecki. Et fint interview, uden meget nyt at komme efter.

Under “Unseen Home Movies” finder man tre ekstra stykker hjemmevideo, som ikke var med i den endelige film: “Passover Seeder”, “Grandma Speaks” og “Jesse’s Last Night”, med en samlet spilletid på cirka 6 minutter. De er næsten endnu mere ubehagelige og emotionelle end dem, der er med i selve filmen.

“Our Family” delen byder på flere korte featuretter, der bevæger sig ud over filmen og bl.a. fortæller om Arnold Friedmans allersidste brev inden selvmordet og Jesses nye liv udenfor fængslet (han bærer en elektronisk fodlænke og må kun forlade sit hjem på særlige tidspunkter). De er alle på samme høje niveau som selve filmen. Mest interessant er nok inkluderingen af Jareckis klovnefilm, “Just a Clown”, som han oprindeligt var i gang med at optage, inden han opdagede historien om familien Friedman. Den varer godt 20 minutter og er ganske vellavet.

“The Case” byder på 4 featuretter: “The Investigation”, “Additional Suspects”, “Great Neck Outraged” og “A Principal Witness for the Prosecution”. De går, som titlen antyder, mere tæt på selve sagen og dens udvikling. Ligesom filmen er de både fængslende og frustrerende og byder på ingen lette svar. Det er skræmmende at se, hvor hurtigt folkene i nabolaget rottede sig sammen imod Friedman-familien – man får lov at høre adskillige forfærdende telefonokald til familien. Der er også en længere samtale med et af hovedvidnerne for anklagebænken, der byder på nogle af de mest afskyelige udtalelser i mands minde.

Kategorien “The Score” på hovedmenuen byder på et interview med filmens italienske komponist, Andrea Morricone, søn af – jep, du gættede det! – mesterkomponisten Ennio Morricone. Efter at have hørt hans sensationelle score til “Capturing the Friedmans” er det svært ikke at glæde sig til at høre mere fra Ennios talentfulde søn.

De bedste dokumentarfilm er oftest dem der overgår virkeligheden. Dem som i kraft af deres historie er mere uvirkelige end virkelige. For det virker unægtelig dobbelt så stærkt på os, når vi indser, at det er den skinbarlige virkelighed vi præsenteres for. Barskere end selv fiktionen. Sådan en dokumentarfilm er “Capturing the Friedmans”. Det er den utrolige og sørgelige historie om en jødisk familie, som langsomt men sikkert kuldsejler i takt med at faderen og en af sønnerne anklages og dømmes for pædofili.

Takket være private hjemmeoptagelser fra familien og interviews med forskellige familiemedlemmer, fint iscenesat af instruktør Andrew Jarecki, får vi hele historien fra dens begyndelse i midten af 80’erne til det midlertidige punktum i 2003. Og den er… ikke for børn. Filmen har vakt opsigt på diverse filmfestivaler og er nu Oscarnomineret for bedste dokumentarfilm i 2004. Og det er fortjent, for med “Capturing the Friedmans” har Jarecki skabt en stærk, interessant og provokerende dokumentarfilm, der sætter spørgsmålstegn ved ikke kun sandheden om familien, men også retsvæsenet, politiet og samfundet.

Filmen åbner med knitrende smalfilmsoptagelser fra starten af 80’erne, der viser en lykkelig familien Friedman i omgivelserne foran deres hus i Great Neck på Long Island. Vi præsenteres for faderen Arnold Friedman, en velrenommeret skolelærer og tidligere professionel musiker, hans kone Elaine og deres tre børn David, Jesse og Seth. På overfladen en velfungerende middelklassefamilie, men på Thanksgiving Day i 1987 krakelerer glansbilledet, da politiet bryder ind i familiens hus og efter en ransagning finder stakkevis af børnepornografi tilhørende Arnold Friedman.

Og så ruller lavinen. For med en stilling som skolelærer er der grund til at mistænke Arnold og hans 18-årige søn, der fungerer som hjælpelærer, for seksuel omgang og misbrug med eleverne. Særligt stærk står anklagen efter at størstedelen af eleverne indrømmer at være blevet misbrugt. Og det er sådan set filmens omdrejningspunkt. Arnold og Jesse anholdes på baggrund af børnenes udtalelser, men nægter sig skyldige. Og så er spørgsmålet hvem der egentlig taler sandt? På den ene side ser det ud til, at anklagen mod Arnold Friedman intet har på sig og nærmere er et resultat af et eskalerende massehysteri og behov for en syndebuk. Anklagen er alene bygget på børnenes udtalelser, men filmen afslører ved hjælp af interviews med nogle af de børn, nu voksne, der dengang havde udtalt sig om seksuelt misbrug, at de følte sig presset af politiet til at udtale sig om hændelser, der egentlig ikke var hændt. Har der været tale om en kollektiv masseforfølgelse af en uskyldig? På den anden side afdækker filmen gennem breve skrevet af Arnold Friedman til en journalist, at han var bøsse og havde foregrebet sig ikke alene på mindreårige drengebørn gennem tiden (dog ikke børnene i hans klasse påstår han), men også hans egen søn Jesse og i hans barndom lillebroren Howard. Med andre ord afdækker filmen en kompleks sag, der sætter flere spørgsmålstegn end punktummer.

Og vi får faktisk aldrig et entydigt svar på hvad der virkelig skete i den skoleklasse i 1987. For det er der ingen som rigtig ved. Dels er beviserne for tvetydige, dels har Arnold Friedman begået selvmord i fængslet. Men det er egentlig heller ikke det, filmen søger at klarlægge. Den søger i stedet at give os et indtryk af hvilke konsekvenser det har haft for familien Friedman at stå over for en anklage om pædofili. Og det er slemt. For det har splittet familien indefra og ødelagt hele tilværelsen for hver af dem.

Moderen Elaine nægter at støtte sin mand og bliver derfor lagt for had af sønnerne, der desperat forsøger at få faderen frikendt. Da det ikke lykkedes og han ender med at erklære sig skyldig for at redde sønnen Jesse, som også står anklaget, går familien yderligere i opløsning. Det hele er dokumenteret af den ældste bror David, der med sit videokamera har fulgt familiens undergang. Vi overværer skænderierne, Jesses nat før han skal i fængsel og den ældste bror Davids tårevædede monologer med kameraet som vidne.