Carrie (2013)

InstruktionKimberly Peirce

MedvirkendeChloe Moretz, Julianne Moore, Gabriella Wilde, Portia Doubleday, Alex Russell, Ansel Elgort

Længde99 min

GenreGyser

IMDbVis på IMDb

I biografen31/10/2013

Anmeldelse

Carrie (2013)

2 6
Genbrug uden værdi

“Carrie” (2013) er et moderne remake af Brian De Palmas mesterværk af samme navn fra 1976, som i mine øjne er en af alle tiders bedste horrorfilm. Dog kan det næsten virke omsonst at genre-kategorisere den som horror. De Palmas film er først og fremmest en film om social udstødelse og tabet af uskyld, fortalt som en grum kunstfilm snarere end som klassisk horror. Underskønne billeder kombineret med et uhyre gennemtænkt score løftede filmen op på et niveau, kun få andre når. De Palma formåede således at få indhold og nuancer frem, der gjorde effekten af den 10 gange stærkere og dens nådesløshed 100 gange mere voldsom!

Remaket er scene for scene en rekonstruering af den oprindelige film. Det er let at skyde et remake i skoene, at det ikke har respekt for originalen, men her er problemet næsten omvendt. Det er vitterligt mere eller mindre hver eneste scene, der nærmest er 1:1 kopieret fra De Palmas version. Her er filmens mest prominente problem: den er totalt blottet for nytænkende spænding. Har du set den oprindelige, så er der absolut ingen overraskelser eller nye tag på fortællingen her.

Da det gik op for mig, at filmen bare følger skabelonen fra sit forlæg, blev det også tydeligt, at hver eneste scene er genindspillet med mindre originalitet, mindre vildskab og mindre effekt. Teknisk såvel som kreativt er “Carrie” (2013) en uinspireret størrelse, der blot ruller derudad på en doven og flad facon, hvilket allerede bliver tydeligt i åbningsscenen. Her lod De Palma kameraet glide i slowmotion gennem pigernes omklædningsrum, hvor det til sidst fandt Carrie alene i badet i sine sidste stunder af uskyld og renhed. Remake-instruktør Kimberly Peirce derimod viser tamt en pige i et PG-13-venligt omklædningsrum, der pludselig får menstruation for første gang. Different but same.

Chloë Grace Moretz spiller den forpinte og udstødte Carrie, og selvom hun både er en udmærket skuespiller og leverer en fin præstation her, så er hun enten fejlcastet eller dårligt instrueret. Måske begge dele. Man føler aldrig rigtigt, at hun er så socialt uduelig, som hun skal forestille at være. Her leverede Sissy Spacek, der spillede Carrie i De Palmas film, et anderledes nuanceret portræt af en på overfladen grim og undseelig pige, der alligevel – når hun fik lov til at stråle – viste sig at være den smukkeste af alle.

Dén ambivalens i Carrie fanger Kimberly Peirce slet ikke. I stedet er Carrie gjort stærkere – både mentalt og i forhold til de telekinetiske kræfter, hun pludseligt udvikler. Det ses især i forholdet til Julianne Moores moderkarakter, der omvendt er gjort blødere og mere kærlig. Et uforståeligt valg, der kun bidrager til at tage styrken ud af filmen. I det hele taget føles det mærkeligt, at “Carrie” anno 2013 på alle planer er en film, der tør langt, langt mindre end “Carrie” anno 1976. Fra den PG-13-venlige scene i omklædningsrummet til det langt mindre nådesløse klimaks er denne nye version af “Carrie” kedelig og, måske vigtigst, ikke nær så uhyggelig som sin forgænger.

Det er som sagt ikke kun i forhold til De Palmas oprindelige film, at den nye “Carrie” fejler. Den er i sig selv blottet for alt andet end udmærkede præstationer og en god historie (som den jo i øvrigt ikke selv kan tage æren for). At filmen egentlig er en horrorfilm, vil de færreste nok bemærke, hvis ikke de vidste det på forhånd. “Carrie” (2013) skræmmer kun, når man tænker over, hvorfor den overhovedet er blevet genindspillet. Derimod er originalen ikke blevet et offer for tidens tand. Se den.

Trailers

Kort om filmen

Carrie White er en yderst genert pige, der bliver svært mobbet af hendes jævnaldrende og beskyttet af hendes dybt religiøse mor, der slipper telekinetisk terror løs i hendes lille by, efter at hendes jævnaldrende er gået over stregen til den sidste skolefest.