Carsten & Gittes filmballade

InstruktionRikke Hallund, Anders Morgenthaler, Karla Nielsen, Sabine Ravn, Mette Skov, Esben Toft Jacobsen

MedvirkendeHelle Dolleris, Niels Ellegaard, Niels Martin Eriksen, Elisabeth Faber, Mira Hilli Møller Hallund, Otto Møller Hallund, Anna Hart, Søren Hauch-fausbøll, My Kia, Jacob Ley, Noah Lodberg, Anders Morgenthaler, John Kenn Mortensen, Sofie Stougaard, Anette Støvelbæk

Længde46 min

GenreKomedie, Animation, Familie

IMDbVis på IMDb

I biografen04/06/2008


Anmeldelse

Carsten og Gittes filmballade

3 6
Morgenthaler for begyndereHvad har en prinsesse, der nægter at spise ærter, en elefant, der bliver mobbet, en baby med en levende sut, to cyklende nullermænd, en lillefinger, der gerne vil være større og en bæver med alt for store fortænder til fælles? Umiddelbart ikke så meget, men Anders Morgenthaler prøver alligevel at forene dem som konceptuerende instruktør i den eksperimenterende børnefilm “Carsten og Gittes filmballade”.
Carsten og Gitte er to tøjdukker, der er venner og sammen er taget i biografen for at se en række kortfilm for børn. Rundt om dem i salen sidder andre væsner og kigger med. Nogle ligner bamser, andre rumvæsner. Ind imellem tegnefilm i biografen får Carsten og Gitte blandt andet tid til at komme en tur forbi billetlugen i et forsøg på at strække en bussemand så langt de kan, og forbi toilettet, hvor Carsten efter et besøg, efterlader toiletpapir hængende ud af kummen for at redde den flydende brune skabning.

“Carsten og Gittes filmballade” er fra Anders Morgenthaler og co.’s side et ønske om at lave en børnefilm i børnehøjde og i et format der er realistisk i forhold til den unge målgruppe på 3-6 år, nemlig 45 minutter. Tanker som disse skal således skabe en ny form for børnefilm i biografen, hvor koncentrationsevnen ikke skal være et problem som med de længere spillefilm.

De seks forskellige animationsfilm fungerer alle på et vist niveau. De har en spændende og forskellig ekstrem visuel stil, en portion humor og en fortælling, der bærer en form for opdragende morale. Således lærer “Prinsesse Rita” endelig at spise sine ærter og “Fjumrefanten” får gjort gengæld på de orme, der har plaget og mobbet ham den seneste tid. De små historier er med deres finurlige figurer ret søde og ejendommelige, og lydsporet er flot og enkelt. Specielt Morgenthalers egen dyrefabel, der fortæller historien om bæveren Bjarne, som pludselig ikke kan fordrage at gnaske i træ mere, er en komisk fornøjelse at se på – som voksen. Kortfilmen trækker på makkerparret Mikael Wulff og Morgenthalers eget univers fra den kendte Politiken-tegneseriestribe og virker således i sin humor og udtryk mere appellerende til voksne end børn.

Carsten og Gitte skal fungere som bindeled mellem kortfilmene og med deres narrestreger skabe pauser, så de små kan omstille sig historie efter historie. Desværre er Carsten og Gitte, der mest af alt ligner vanskabt Tjernobil-afkom frem for søde små dukker, desværre ikke gode nok figurer til at bære den overordnede film. Som et andet “Kaj og Andrea”-par på LSD svinger Carsten og Gitte fra syrlig sort humor fremført med råbende og ligeledes evnesvag stemmeføring til forsøg på at belære ved at råbe ind i kameraet at børn altså ikke må mobbe hinanden. Som moden biografgænger spiller det ikke helt sammen, og som ung kan det i værste fald være meget forvirrende.

Den nye form for børnefilm, Morgenthaler præsenterer sammen med sine fem episodeinstruktører, kan sagtens vise sig at have styrke i sin korte og kapitel-opdelte form. Samtidig kan det dog også vise sig at være en svaghed, da de mindst 10 figurer og syv forskellige stilarter kan være kaotisk forvirrende for det unge publikum i så kort et tidsrum. DR’s børne-tv-mastodont “Bamses billedbog” kunne godt vise små animationsfilm, men serien havde altid Bamse og Kylling og senere Ælling som elskværdige genkendelige og, hvad vigtigere er, tilbagevendende figurer. Tv-mediet er her ideelt for de helt unge, da de kan opbygge et venskab aften efter aften foran skærmen. Desuden har “Bamses billedbog” masser af gode sange man kan synge med på, hvorimod melodierne i “Carsten og Gittes filmballade” er sparsomme.

“Carsten og Gittes filmballade” har til trods for den vilde stil alligevel ikke helt nok farve og personlighed til at fremstille filmens maskotter som mindeværdige, og børnefilmen står i stedet efterladt som en rodebutik – godt nok med en masse herlige ting – bare ikke den vigtigste – trofaste venner.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

“Carsten og Gittes filmballade” er samling af animations- og dukkefilm præsenteret af Anders Morgenthalers gode venner, dukkerne Carsten og Gitte. Med humor og et skævt smil sammenkæder de to ‘voksne’ dukker striben af film, som bl.a. handler om Prinsesse Rita, der propper ærter i ørerne; Otto, der skal redde sin sut; Fjumrefanten, der stikker af hjemmefra; Lillefinger, der rejser ud i verden for at finde nogen, der ikke synes, at han er for lille til alting; Kiwi & Strit, der låner en rød cykel uden at have fået lov; og om Anders Morgenthalers egne dyrefabler, hvor dumme dyr har fået deres eget talerør.