Lige siden de første billeder af Halle Berry iført Mickey Mouse ører og sønderrevet læderkostume, har mange haft deres bange anelser omkring “Catwoman”. Men hvis man frygtede, at det ville blive en dårlig film, har man en overraskelse i vente. “Catwoman” er nemlig ikke nogen dårlig film – men til gengæld en rigtig, rigtig dårlig film!

Efter “Spider-Man 2” – en af de bedste tegneseriefilmatiseringer hidtil – ramte biograferne i år, bliver genren med et brag bragt tilbage til jorden med “Catwoman”. Filmen er et eksempel på alt det, der kan gå galt ikke bare med en tegneseriefilmatisering, men med en film generelt. Alt, lige fra skuespillere, instruktion, dialog, action og effekter, arbejder imod filmen, og er med til at skabe en af de værste oplevelser indenfor genren nogensinde.

I titelrollen fungerer Halle Berry ganske udmærket og giver rollen den elegance den kræver. At Catwoman er mørk og ikke hvid som i tegneserien gør ikke noget, idet hendes herkomst aldrig haft nogen betydning for figuren. Hvad der derimod gør noget er, at hun er yderst svær at tage alvorlig med sit S/M læderoutfit, der får en til at længes efter Michelle Pfeiffers stilfulde kostume fra “Batman Returns”. Helt slemt står det til i starten af filmen, hvor Berry spiller Patience Philips inden hun forvandler sig til Catwoman. Philips er en forfjamsket, kikset og genert kunstner – og Berry som skuespiller er ikke i stand til rigtigt at portrættere disse kvaliteter.

Et andet problem er, at karakteren ikke er særlig interessant. Filmen forsøger at give Catwoman en dualistisk good girl/bad girl personlighed, men det bliver aldrig overbevisende. Klatretyven Catwoman begår kun ét eneste juveltyveri i filmen – og afleverer endda de fleste af smykkerne tilbage dagen efter. Det har muligvis været planen, at man ville udforske denne splittede persona i en sequel – slutningen lægger i hvert fald op til det. Om der så kommer en 2’er tvivlsomt, hvis man tager den generelle modtagelse af “Catwoman” i betragtning.

Som filmens skurkinde er Sharon Stone godt hjemme i rollen som den kyniske og udspekulerede Laurel Hedare, der ejer det kosmetikfirma der står bag “mordet” på Patience Philips. Hedares “superhelte-kræfter” består i, at hun i en årrække har brugt en bestemt slags ansigtscreme(!), der har gjort hendes hud hård som marmor… Hvordan det også har gjort hende i stand til at sparke og slå som The Bride i “Kill Bill”, får man aldrig forklaret.

Dialogen er et andet tæerkrummende element. Den strækker sig fra at være banal til direkte opkastfremkaldende, og virker som taget ud af en meget dårlig tv-film. Som da Catwoman overrasker nogle tyve: ”Amateurs! You’re just going to come in here and steal all these nice things? What a purrrrrfect idea!” Eller hvad med da en mand, der bliver udspurgt af Catwoman, udstøder: ”Get your paws off of me!” Man forstår hvad han mener…

Instruktøren bag hele denne kattepine hedder Pitof og hans stil er kaotisk – men ikke på den stilfulde måde. Det er som en typisk MTV musikvideo, hvor kameraet bliver kastet rundt for at skabe dynamik. Det eneste det skaber her er forvirring. Man kunne så håbe på, at “Catwoman” i det mindste kunne diske op med noget dynamisk action, men det er heller ikke tilfældet. Når Catwoman hopper rundt med CGI-skabt præcision, ser det langt fra realistisk ud, og selve kampscenerne er ordinære og til tider latterligt stive i betrækket. Et andet tåbeligt element er de computer-skabte katte, der optræder i filmen. De får den nye Garfield til at se helt realistisk ud.