Revolución!

Det er sjovt, hvordan nogle typer film kommer i stimer. I de sidste to år har vi set Tobias Lindholms “R”, Nicolas Winding Refns “Bronson”, Steve McQueens “Hunger” og Jacques Audiards “Profeten”. Alle vidt forskellige film, men med den samme klaustrofobiske ramme: fængslet. Endnu en gang bevæger vi os inden for murene, hvor medmenneskelighed og retfærdighed sættes til side til fordel for brutal vold og overlevelsesinstinkt – i denne omgang drejer det sig om spanske Daniel Monzóns “Celda 211”, som tåbeligt nok har fået den “danske” titel “Cell 211”.

For at gøre et godt indtryk møder den unge Juan Oliver en dag for tidligt op på sit nye job i et af Spaniens barske fængsler, hvor han skal arbejde som fængselsbetjent. Under rundvisningen kommer Juan ud for en mindre ulykke, der slår ham bevidstløs, hvorefter han af de andre vagter placeres i celle 211, indtil lægen kan komme og se på ham. Da han han kort efter vågner op, er lægen endnu ikke dukket op. Det er til gengæld samtlige fanger i fængslet, og pludselig befinder Juan sig midt i et voldeligt oprør. For at overleve, så han kan komme hjem til sin højgravide kone, Elena, må Juan bilde de andre indsatte ind, at han er en nyankommen fange, og inden længe befinder han sig sammen med de indsattes leder, Malamadre, i spidsen for det store oprør.

Filmen modtog ikke mindre end otte priser for bl.a. bedste film, bedste instruktion og bedste skuespiller ved los Premios Goya, den spanske pendant til Oscarshowet, og var desuden nomineret til yderligere otte – og alligevel fik den ikke premiere i Danmark, men blev smidt direkte på dvd. For hvem gider at se spanske film…?

Ærgerligt, ærgerligt, for “Cell 211” er en superfed spændingsfilm med masser at byde på. Filmen starter ud i et højt tempo uden megen introduktion til vor hovedperson og hans fortid, men gennem en række flashbacks, der ganske ubemærket sniger sig ind i fortællingen, kommer vi langsomt til at kende og føle sympati for ham. Her er ikke tale om en synderligt dybdegående granskning af karakteren, men der tages nok spadestik til, at man bekymrer sig om hans skæbne, og dermed bliver spændingsmomenterne meget intense og placerer publikum på kanten af sofaen med et par afbidte negle mellem tænderne.

Tager man et kig på manuskriptet, er der taget mange velkendte kneb i brug, og “Cell 211” vækker således minder om andre fængselsfilm som “Con Air”, “En verden udenfor” og “Den grønne mil”. Der er den ondskabsfulde satan af en fangevogter, der er fangernes psykopatiske leder, og så er der selvfølgelig også fangen, som konstant nærer mistillid til vor helt og truer med at forpurre hans planer. Som sådan er det nogle ganske velkendte klichéer, men “Cell 211” får dem præsenteret, så de ikke fremstår som tyndslidte gengangere, men naturlige elementer i fængselsmiljøet.

Det er surt, at vores biografkultur er blevet så ensrettet og amerikaniseret, når nu der er så sprudlende en diversitet på den europæiske scene. Biograferne tør ikke længere satse på film, der ikke har et gigantisk reklamebudget bag sig, og det går ud over mange fede film som “Cell 211”, der ellers gør brug af et mainstream filmsprog, som på ingen måde er hverken svært eller krævende at tilegne sig. Men lad os alligevel glædes over, at man har muligheden for at få filmen på dvd, for “Cell 211” er i dén grad en fængslende film, som fortjener at blive set.

Video

Præsenteret i 1.85:1. Videotransferet på “Cell 211” er tæt på det perfekte. Farverne er særdeles naturlige, og kontrasten er helt stabil. Et enkelt sted eller to kan man støde på en hård overgang i skyggerne, men det er også det eneste negative, der er at sige. Skarpheden er rigtigt god, og edge-enhancement og udtværing er helt under kontrol.

Audio

Dolby Digital 5.1 og DTS. Dvd’en har et afrundet og fyldigt lydspor med elementer i alle kanaler. Baghøjtalerne bruges effektivt til at skabe stemningen under fangernes oprør. Der høres råb og banken på tremmerne, og man suges dermed ind i midten af kaoset sammen med hovedpersonen. Lyden ville da også få en høj karakter, hvis ikke det var fordi, dialogen lader noget tilbage at ønske. Den er såmænd rimeligt tydelig, men alt for ofte placeres den for langt tilbage i mixet og føles ikke rigtigt nærværende. Det går især ud over filmens største birolle, den hæse fange Malamadre.

Ekstramateriale

Der er intet ekstramateriale på dvd’en.