Chaos Theory
Udgivet 2. apr 2009 | Af: The Insider | Set på DVD
“Chaos Theory” er et strålende eksempel på en film, hvor en manuskriptforfatter har haft en ganske god idé, men ikke har kunnet omdanne den til et manus i spillefilmlængde. Det er også et allerhelvedes ordinært familiedrama spækket med klicheer, stereotyper og sentimentale montager, hvor hovedpersonerne skuer trist mod horisonten, mens et eller andet rørstrømsk popnummer kører i baggrunden. Filmmagernes utallige, sædvanligvis skamløse forsøg på at manipulere seeren til at fælde en tåre eller to bliver hurtigt udmattende og ufrivilligt komiske. Og filmens svagheder irriterer især, fordi man under dens hæderlige scener får et kort glimt af, hvor god en film “Chaos Cheory” kunne have været.
Men efter en lovende begyndelse udvikler “Chaos Theory” sig hurtigt til et traditionelt og banalt melodrama, der ligesom en slidt flipflapper folder sig ud helt som ventet. Undervejs præsenteres Frank dog for nogle interessante problemstillinger, der tvinger ham til at revurdere sin karriere, sin fremtid og sin rolle som både ægtefælle og far. “Chaos Theory” har nogle fine humoristiske indslag, som især rammer plet på grund af en veloplagt Ryan Reynolds i hovedrollen, men det er de perioder, hvor filmen spekulerer over midtvejskrisens væsen, at den er bedst.
En kæk Stuart Townsend er herlig som Fransk bedste ven, og den immervæk fantastiske Emily Mortimer gør underværker med manuskriptets absolut sværeste rolle, Susan – en intelligent og standhaftig kvinde, der begår én fatal, ukarakteristisk fejltagelse, hvorefter manuskriptforfatter Daniel Taplitz nærmest bare reducerer hende til en omvandrende blåstempling af alle Franks senere, usømmelige gerninger. At Susan nærmest må trygle om tilgivelse, hvorimod Frank bare kan te sig, som han vil uden mærkbare konsekvenser, virker ikke blot chauvinistisk, det er også plat. Hvor den såkaldte kaosteori er uhyre kompleks og fascinerende, er filmen navngivet efter hypotesen derimod simpel og forglemmelig.
Præsenteret i 2.40:1 anamorphic widescreen-format. Hverken edge-enhancement, støj eller snavs dukker nogensinde op. Mange af nattescenerne fremstår desværre en smule slørede og nærmest mudrede, og til tider har man tilsyneladende skruet kunstigt op for sortniveauet, hvilket suger al dybde ud af billedet. Under dagslysscenerne er kontrasten derimod fin, og transferet er sædvanligvis skarpt. Farverne gengives godt – de er tilpas varme og attraktive, og temperaturen er stabil.
Diskens Dolby Digital 5.1-mix er kompetent, men også kedeligt. Hver eneste lydeffekt og replik kommer klart igennem, og støj forekommer aldrig. Men baghøjtalerne bliver praktisk talt aldrig brugt, og det samme kan man sige om subwooferen, som kun for alvor benyttes under et kortvarigt tordenvejr. At en film hovedsageligt benytter sig af fronthøjtalerne (faktisk primært centerhøjtaleren) er ikke nødvendigvis et stort minus, men den auditive atmosfære er ordinær, og både musikken og dialogen lyder indimellem flad.
Ud over filmen indeholder dvd’en kun et trailershow med klip fra “Bangkok Dangerous”, “Battle in Seattle”, “Smiley Face” og “Gray Matters”. Ligesom flere af Nordisk Films andre nye udgivelser indeholder skiven ikke engang en menu med kapiteloversigt.
“Chaos Theory” er en rutinepræget feel good-film, som ikke formår at flette sine mange lommefilosofiske moralprædikener ind i en særlig medrivende historie. Filmen har dog enkelte interessante ideer i ærmerne, og hovedrolleindehaver Ryan Reynolds er gudskelov lige så karismatisk og underholdende som altid, og resten af ensemblet er ligeledes veloplagt. Dvd’ens transfer er hæderligt, men lydsporet er middelmådigt, og intet ekstramateriale medfølger, så det er vitterligt kun Reynolds’ mest trofaste fans, der bør overveje at erhverve udgivelsen.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet