En horrorfilm kan fungere på mange forskellige måder. Typisk er det dog rimeligt essentielt, at man har et eller andet forhold til karaktererne. Man behøver ikke nødvendigvis elske dem. Det er kun vigtigt, såfremt gruen skal ligge i de rædsler, personerne uretmæssigt bliver udsat for. Men det kan også tit være forunderligt underholdende at se usympatiske mennesker blive revet i stykker på brutal vis (det er “Piranha 3D” et godt eksempel på). “Chernobyl Diaries” falder dog sammen, idet man her er fuldstændig ligeglad med karakterernes skæbner!

Den ene af gutterne har sin kæreste med (den storbarmede blondine, der synes specifikt instrueret i konstant at stå med fremskudt bryst og blottet kavalergang, og ja, det er ment som en kritik!), som han planlægger at fri til. Han er samtidig bror til filmens douche bag, som så prøver at score den anden pige i vennegruppen, der tydeligvis ikke er interesseret i ham, og som derudover lige er kommet ud af et forhold. Det var ikke, fordi man på forhånd havde forudset den tragiske kærlighedsscene, den spontane broderkærlighed og den uundgåelige personudvikling med tilhørende kyssescene…!

Men ret skal være ret, og jeg har dog ret stor respekt for filmens “gysertaktik”, eftersom man i højere grad spiller på uhyggen i stilheden end i en stemningsmættet lydside. Filmen er næsten blottet for spændingsmusik, hvilket ofte er en væsentligt bedre strategi, hvis man gerne vil forskrække folk. Problemet her er dog det, at taktikken ikke kombineres med den type uhygge, der kryber ind under huden på tilskueren. I stedet venter man blot (ofte utålmodigt) på, at den næste høje lydeffekt spyttes ud af højtalerne. Og jo, det er da hyggeligt nok, hvis man, som jeg, er glad for forskrækkelsen i skrækfilm, men det er ikke uhyggeligt nok. Specielt ikke når manuskriptet sørger for, at hvert eneste tilnærmelsesvist uhyggelige moment efterfølges af noget ufrivilligt grinagtigt.

Filmen flirter lidt med den åh-så-populære found-footage-stil, som filmskabernes tidligere megasucces, “Paranormal Activity”, havde så stort held med at genintroducere. Det har man faktisk formået at få til at se virkelig godt ud! Farverne er kølige, der er arbejdet flot med fokus, og billedet er klart, uden at det går på kompromis med den lidt hjemmevideoagtige stil, der er prøvet kræfter med. Specielt kontrasterne er til tider forbløffende høje, så adskillige detaljer kommer med i de ellers mange mørke scener.

Præsenteret i DTS-HD 5.1 Master Audio. Lydsiden gør generelt ikke det store indtryk, og ikke alle replikker kommer lige tydeligt igennem. Til gengæld håndteres de uhyggelige scener rigtig flot. Her har man som sagt været sparsomme med spændingsmusikken og i stedet ladet stilheden generere uhyggen, og på det punkt formår lydsiden at gengive enhver lille detalje i form af en knirken, et vindpust eller lignende helt fornemt. Alt i alt bærer denne del af udgivelsen præg af et uudnyttet potentiale og en generelt lidt svingende kvalitet – dog med flere forcer end fejl.

Udgivelsen indeholder intet ekstramateriale.

Oren Peli blev berømt i 2007, da han instruerede den uopfindsomme og langtrukne “Paranormal Activity”, og nu er han aktuel med “The Chernobyl Diaries” – en film, som Peli har forfattet, Brad Parker har instrueret, og som er så gennemsyret af fortærskede klichéer, at man bliver direkte frustreret over hovedpersonernes stupiditet. Har ingen af dem set en gyser før? ”Mine venner er idioter” siger en af hovedpersonerne i starten af filmen. Hun har helt ret.

I begyndelsen af det nye årtusinde kom en ny bølge af horrorfilm, som blev betegnet som torturporno. Tilnavnet skyldtes filmenes ofte meget udpenslede voldsscener, men de var ikke det mest interessante ved filmene. De bedste af slagsen stilede efter en rystende realisme og var med til at bryde genrens konventioner. Det var åbenbart ikke alle, der forstod pointen med denne nye indstilling til genren, og “The Chernobyl Diaries” er den seneste af en lang række gysere, hvori nytænkning må vige for kedsommelige klicheer. Lad os tage et eksempel: I 2005 diskede Eli Roth op med filmen “Hostel”, der handlede om en gruppe unge fyre, der tog en skæbnesvanger tur til Slovakiet. Dette skulle de aldrig have gjort, men ved at lade filmen foregå i Østeuropa og ved at spække den med onde lokalbeboere, fik Roth fornemt illustreret, hvordan USA så på udlandet.

Der er flere uforståelige elementer i “The Chernobyl Diaries”. Nøjagtigt hvorfor, at de unge ikke får benene på nakken og spæner mod friheden, er mig stadig en gåde på trods af flere halvhjertede forklaringer i filmen undervejs. Det virker også en smule mærkeligt, at stråling medfører øjeblikkelig sindssyge. Det kunne jeg i det hele taget godt tænke mig at få en medicinsk forklaring på. Peli og Parker undervurderer i dén grad deres publikum, og de bombarderer os med billige lydeffekter og nemme tricks, som aldrig gør indtryk. Hvor havde det dog været dejligt, hvis “The Chernobyl Diaries” havde haft bare én gedigen overraskelse i ærmet.