Græsk-broderlig brydning

’Der sidder fire mand på en tømmerflåde!' skriger en mere og mere hysterisk Kjeld Petersen til en overbærende Dirch Passer, der knusende roligt svarer: ’Var den ene ikke faldet i vandet?'. Stor komisk energi hentet i sammenstødet mellem temperamenter, de store linjer over for den ordkløvende detaljerytter. Når “Chevalier” får mig til at tænke på den legendariske sketch, er det ikke kun, fordi de to deler location, dér midt på havet. Men også fordi Athina Tsangaris film er et rammende billede af passiv-aggressiv statuskamp: hvis ens egen historie er dårlig, kan man jo altid punktere de andres.

Fem dykkere stiger op af et gråt hav og renser deres fangst på stenstranden. På deres båd krænger de våddragterne af hinanden og stiller halvnøgne op til fotos. Det er kammerater det her! – mænd, der griner råt og klapper skuldre i det græske øhav uden forstyrrende koner og børn. Men diskrete øjekast til naboens lidt større fisk og lidt flottere kropsbehåring viser samtidig, at der er gjort klar til græsk pikmåling og hjemmelavet ‘Fangerne på Fortet/Robinson’. Det moderne, flade hierarki er simpelthen ikke gangbart i sådan en forsamling.

De seks mænd (Dimitris er for tyk til at dykke, allerede der er han bagud) starter et spil om at være den bedste, gruppens Chevalier. Man bedømmes på alt, og dommerne er de fem andre, der skriver minus- og pluspoint ned i hver deres lille, sorte bog. Der skal skæres nogle hjørner for at acceptere, at det her kunne ske, men Tsangari udfolder sit spil med så meget barok humor, at manglen på troværdighed ikke er et grelt problem. “Chevalier” er et slags filmstunt, hvor den moderne mand er delt op i seks og konkurrerer med sig selv i de mest absurde smådetaljer. Mindreværdet og skammen er hentet i virkeligheden, men det er skrællet ind til benet og forstærket i 11. potens.

Det kan til tider føles som teaterstykkets skarpe fokus på scenen, hvor dialogen langsomt fylder baggrund på karaktererne og åbenbarer de indbyrdes relationer. I den forstand er “Chevalier” tættest på det absurde som hos Samuel Beckett eller Ionesco, hvor de store spørgsmål om verden har vist sig meningsløse for det lille menneske. Alt er lige meget og lige meget værd, så evnen til at samle et IKEA-skab eller slå smut kan være lige så vigtig som at være en god ægtemand eller have en sund krop. Point er point.

Tabet af mening og konsekvens betyder måske ikke overraskende, at Tsangiras skal finde på en del drejninger undervejs. “Chevalier” lægger skarpt og sjovt ud, begynder at halte midtvejs og når sin finale med et pludseligt jag. På det tidspunkt er flere af de seks i nogen grad stadig underbelyste, og det er næsten kun den trinde Dimitris, jeg lærte at kende med sine ubehjælpsomme forsøg på at slippe ud af mors-dreng-rollen. De andre bliver mere fastlåste i dyst på økonomi, tøjsmag og stådreng. Hanekamp, der er både mere larmende og mere uvedkommende at følge med i for længe.