Children of Men

InstruktionAlfonso Cuarón

MedvirkendeClive Owen, Michael Caine, Julianne Moore, Chiwetel Ejiofor, Charlie Hunnam, Clare-Hope Ashitey, Danny Huston, Peter Mullan, Juan Gabriel Yacuzzi, Mishal Husain, Rob Curling, Maria McErlane, Michael Haughey, Paul Sharma, Tehmina Sunny, Michael Klesic, Ilario Bisi-Pedro

GenreSci-Fi, Sci-Fi, Drama, Drama, Thriller, Thriller

IMDbVis på IMDb

I biografen12/01/2007

Anmeldelse

Children of Men

4 6
Fra den ungdommelige, drilske del af Mexicos overklasse, til en imaginær fantasiverden beboet af troldmænd, udyr og unge magikere, og nu en fremtidsfabel om en verden i opløsning og et selvdestruktivt Storbritannien – ja, den mexicanske instruktør Alfonso Cuarón må siges at komme vidt omkring. Manden bag den fornøjelige “…Og din mor” og den visuelt bedårende, om end halvlunkne “Harry Potter og fangen fra Azkaban” har lavet sin klart bedste film til dato og en af sidste års mest mindeværdige film: “Children of Men”.
Året er 2027. Ikke ét eneste barn er blevet født siden 2009, og ingen ved med sikkerhed hvorfor. Den midaldrende socialarbejder, Theo (Clive Owen), bor i London, som er en af de få byer i verden, der ikke er blevet fuldstændig opslugt af fortvivlelse og terroristisk aktivitet. Men Storbritannien er samtidig forvandlet til et indelukket, hadsk samfund, hvor flygtninge smides i brummen, de privilegerede regerer, og skydegale soldater befinder sig på hvert eneste gadehjørne – altså mere eller mindre et typisk George Orwell-mareridt. ‘Fiskene’, som ledes af Theos ekskone, Julian (Julianne Moore), kæmper for forandring, og de hyrer den snarrådige Theo til at skaffe transportpapirer til flygtningen Kee, hvis overlevelse i allerhøjste grad er i verdens interesse.

Filmen er baseret på P.D. James’ roman af samme navn, og Cuarón og fire andre manuskriptforfattere har benyttet lejligheden til at forfatte et Oscar-nomineret manuskript læsset med politiske undertoner og raffineret symbolik. Der er ingen flyvende biler, talende robotter eller andet superavanceret tam-tam, og det fantastiske production-design får filmens udgave af år 2027 til at virke fuldstændig sandsynlig – ikke siden Ridley Scotts skelsættende mesterværk, “Blade Runner”, har en fremtidsskildring gjort så stort indtryk. Cuarón og co.’s budskab er også højaktuelt: vi må ikke lade frygt og intolerance fortære vores basale medmenneskelighed. Men “Children of Men” er dog også en fortælling om tro, håb og kærlighed.

Selvom “Children of Men” ikke er nær så helstøbt som kammeraterne og kollegaerne Alejandro González Iñárritus “Babel” eller Guillermo del Toros “Pans labyrint” (som Cuarón producerede), der også udkom sidste år, er Cuaróns værk bestemt ikke at kimse ad. Der er scener i “Children of Men”, der synes simpelthen at trodse naturloven. Sjældent har man taget sig selv i at spekulere så meget over, hvordan filmmagere har præsteret det, de har skabt.

At lade kameraet rulle adskillige minutter uden at klippe til en ny indstilling er selvsagt ikke nogen ny teknik – nogle af de bedste eksempler findes i Orson Welles’ “Touch of Evil” og John Woos “Hard Boiled”. Men “Children of Men” overgår dem alle. Især en enkelt scene i en fyldt bil er fantastisk, umulig at glemme og garanteret snart en obligatorisk bestanddel af enhver kamerarelateret uddannelses pensum. I en af filmens allerbedste scener får kameraet også bare lov til at hvile på Clive Owens sørgmodige ansigt, mens en gruppe mennesker taler om Theos afdøde søn i baggrunden. Det er enkelt, men også forbandet effektivt.

Og apropos Clive Owen, så spiller den galante englænder aldeles formidabelt. Det samme gør Michael Caine, som portrætterer en ideologisk, potdyrkende herre, som er eminent til at hæve Theos (og publikums) humør. Julianne Moore og Chiwetel Ejiofor er begge gode som to af fiskenes ledende skikkelser, mens det 20-årige stjernefrø Claire-Hope Ashitey imponerer som Kee. Der er perioder i filmens første halvdel, hvor den bevidst tilbagelænede fortællermåde tærer en smule på koncentrationen, og af og til overskygger den politiske dagsorden det menneskelige drama. Men det her er en unik blanding af god underholdning og solide ideer, der klart signalerer endnu en mesterinstruktørs indtræden på den globale filmscene.
VideoPræsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen format. Nordisk Films dvd-afdeling har taget sig godt af mesterfotografen Emmanuel Lubezkis prisbelønnede billeder. Den solide kontrast og de tilpas matte, men aldrig drænede farver er især med til at skænke transferet et filmlignende look. Der er ingen edge-enhancement eller digital støj, men der figurerer dog udtværing i få scener – primært i starten og slutningen, hvor der er en del tåge, som dvd’en har lidt svært ved at behandle.
AudioDet engelske Dolby Digital 5.1 lydspor er glimrende. Subwooferen imponerer ofte – især under de virkelig voldsomme scener, og også når Michael Caines karakter vælger at putte noget slagskraftig musik på sit musikanlæg. Under filmens mere stilfærdige sekvenser bliver hele kanalnetværket udnyttet godt til at skabe en troværdig og omsluttende atmosfære, som fint supplerer Cuaróns imponerende fremtidsverden. Dialogen er krystalklar, og John Taveners stemningsfulde musik får ofte lov til at folde sig ud via samtlige højtalere, uden den nogensinde overdøver eller bliver overdøvet af resten af lyden. Der er også flere fine panoreringer.
Ekstramateriale”Children of Men” indeholder udelukkende filmen og få trailere – i denne omgang til hhv. “The Illusionist”, “Hannibal Rising” og “DOA: Dead or Alive”. Her er ikke engang en menu, og selvom udenlandske udgaver af dvd’en heller ikke byder på meget ekstramateriale, er det stadigvæk utrolig skuffende, at udgivelsen af en så aktuel og debatindbydende film som “Children of Men” overhovedet ikke byder på noget brugbart ekstramateriale.

Alfonso Cuaróns visionære fremtidsepos er en fryd for sanserne – så visuelt spektakulær, uhyre velspillet og rig på gode ideer og tankevækkende analogier, at det er meget let at tilgive tilstedeværelsen af få langsommelige passager. Både discens transfer og lydspor er af høj kvalitet, men manglen på ekstramateriale er både skuffende og frustrerende.

Children of Men

2 6
Idealisme og globale fremtidsperspektiver kan immervæk give stof til mange problemstillinger på film. Men emnevalget alene giver ikke pr. definition adgang til en god film. Det er for eksempel tilfældet med Alfonso Cuaróns nyeste epos, “Children of Men”, der med sin dystopiske undergangstematik vist nok har fået lidt for meget at gabe over.
Indledningsvis lover det ellers ganske godt. “Children of Men” starter nemlig i bedste stil med et sammenkog a la Danny Boyles ligeledes dystopiske “28 dage senere”, hvor vi befinder os i et fremtidigt og undergangstruet London med larmende mennesketomme gader. Det skal nok blive spændende, ser det da umiddelbart ud til. Desværre varer denne stemning ikke ved. Spørgsmålene bliver hurtigt adskillige og svarene tilsvarende mangelfulde. Midt i idealismen, der for i øvrigt også hersker i overflod i form af Michael Caines hippieklædte karakter, Jasper, og de futuristiske samfundstendenser, har Cuarón nemlig glemt sig selv. Men mere problematisk er det, at han tilsyneladende har glemt selve historien, hvilket gør, at filmens hovedkarakter, Theo (Clive Owen), tumler rundt i et undergangstruet univers, dog ikke uden mål og med, men trods alt uden helt at vide hvorfor.

Året er 2027. Så meget ved vi. Og så meget ved Theo. Menneskeracen har ikke været i stand til at formere sig de sidste atten år, og London er angiveligt en af de sidste bastioner, der ikke er blevet hærget af anarki, terror og forfald. Det er altså her, vi møder filmens rendyrkede helt i kontormusen, den ikke videre macho Theo. Og det er også her, han møder ekskæresten Julian (Julianne Moore), der har engageret sig hos frihedskæmperne med det tvivlsomme navn “Fiskene”. Hvad de helt præcist kæmper for bliver aldrig helt tydeligt. Men de har i hvert fald opsnappet, at immigranten Kee (Clare-Hope Ashitey) er med barn – og dermed er hun den første i atten år, der kan sikre menneskeracens overlevelse. Og det giver naturligvis Kee temmelig stor opmærksomhed og det endnu ufødte barn en ditto stor værdi.

Men det er også her, spørgsmålene for alvor begynder at hobe sig op. Hvordan er det for eksempel lykkedes Kee at blive befrugtet, når det har været fuldstændigt umuligt for den eksisterende menneskerace i snart to årtier? Og hvorfor var det egentligt i første omgang umuligt i så mange år? Den ufrivillige barnløshed virker heller ikke som en videre gennemtænkt forklaring på, at kloden er ved at gå under, krig og ødelæggelse hærger, og demokratiet er noget, man kan læse om i historiebøgerne. Men måske er det i virkeligheden det, det handler om?

Der kan naturligvis indvendes, at science fiction skal bevare en hvis form for mystik. Men dramaturgien må stadig godt være nogenlunde i orden og virke nogenlunde velovervejet. Det gør den bestemt ikke i tilfældet “Children of Men”. Og bedre bliver det altså ikke med de utallige højdramatiske scener, der mildt sagt fremstår ufrivilligt komiske, når de involverede skuespillere – man må da godt nok håbe, de tager sig godt betalt – jages rundt i engelske skove og storbyforstæder for at lege røvere og soldater. Det virker meningsløst og ikke særligt genialt.

Men nu er skuespillet selvfølgelig heller ikke en af forcerne ved “Children of Men”, hvis den da overhovedet har en sådan. Det har den dog trods alt. Om ikke andet besidder Cuaróns seneste (mak)værk en tiltalende billedside, der især får de hårde gadekampe sent i filmen til at fremstå intense og realistiske. Og ja, blod på linsen fungerer stadig helt fint i det henseende.

Det gør resten af filmen til gengæld ikke. For at der skal være noget interessant at komme efter, bør enhver film været strikket sammen på en måde, der trods alt bærer en smule realisme i sig. I hvert fald når dramaturgien fingerer at bevæge sig i et, med forbehold, realistisk univers. Det er ikke tilfældet her. Og derfor er der vel også meget andet at sige, end: Bedre held næste gang!

Trailer

Kort om filmen

Året er 2027. Jordens befolkning er ikke længere i stand til at formere sig, og anarkien råder. Verdens yngste borger, Baby Diego, er lige død i en alder af 18 år og menneskeheden må se i øjnene, at den er ved at uddø. England holder som det sidste land i verden stand mod det totale anarki, og her finder vi den desillusionerede bureaukrat Theo. Hans liv finder dog pludselig mening, da han bliver involveret i en aktivistgruppe ledet af ekskonen Julian, der beskytter verdens største hemmelighed: Den gravide pige, Kee. Pigen skal transporteres til “The Human Project”, et mytisk tilflugtssted langt fra verdens kaos, men Julian har brug for Theos hjælp, og snart bliver han den noget ufrivillige beskytter af menneskehedens sidste håb. For i takt med, at Kees graviditet skrider frem, ser flere militante grupper muligheder i at udnytte miraklet til at vælte regeringen og gribe magten. Theo har brug for assistance, og får den fra sin gamle ven, hippien Jasper, der har forskanset sig i en skov, langt fra larmen fra den døende civilisation.