Det kunne være så godtSvensk film har med instruktør Lukas Moodysson som fyrtårn en efterhånden mangeårig tradition for vellykkede ungdomsfilm. Seneste skud på stammen er den italiensk-klingende “Ciao Bella”, der dog er af den spillefilmsdebuterende og svenskboende Mani Masserrat Agah. Men helt godt er det imidlertid ikke.

Med unge indvandrere på film ved man nu godt, hvad klokken er slået. Her venter et drama, hvor fremmedhed, blomstrende kærlighed og ungdommelig usikkerhed bliver de bærende elementer. Det gælder også til dels i “Ciao Bella”, hvor svenske Linnea og Mustafa – oprindeligt med iransk baggrund – i ly af et internationalt skolefodboldstævne mødes i et forvekslingsdrama. Mustafa er nemlig ikke den, han giver sig ud for at være, men med muligheden for at finde den første kærlighed og dermed klassekammeraternes respekt udgiver han sig for at være italiensk fodboldspiller lydende navnet Massimo.

Og det ser umiddelbart ud til at være vejen frem for Mustafas uerfarne kærlighedsliv. I hvert fald hopper den bedårende og kærlighedshungrende Linnea på limpinden og kaster sig hovedkulds ud i et kærlighedseventyr med den svenskboende iraner. Linnea har nemlig en svaghed for støvlelandet. “Ciao Bella” læner sig i bemærkelsesværdig grad op ad den poetiske realisme og er således milevidt fra den socialrealisme, som særligt Moodysson har gjort til sit varemærke. Tværtimod har de mange poetiske scener og verdensfjerne handlinger ikke meget med det virkelige nutids-Sverige at gøre.

Af samme grund lider filmens troværdighed også et alvorligt knæk. Det er svært at sætte sig ind i karakternes reaktioner på modspillernes aktioner, og filmens spillerum udvikler sig da også i udtalt grad til en gang sødsuppeagtig verdensfjern lyrik. I mellemtiden kæmper Linnea på sidelinjen med en graviditet, hun uforvarende har rodet sig ud i på en charterrejse til netop Italien tidligere på sommeren, mens hendes ungdommelige far udlever singletilværelsen, festerne og de tilfældige partnerskaber. Mustafas forældre på den anden side forholder sig knap så muntre og er på vej ud i ægteskabelig ruin.

Mustafa kæmper ikke overraskende med sin moral. Skal han eller skal han ikke afsløre sin sande identitet over for den Linnea, der efterhånden er forelsket til op over begge ører? Og skal omvendt Linnea beholde barnet, endsige afsløre over for Mustafa, at hun er med barn? De kommende voksne spejler sig naturligvis i forældrenes levevis, men tager samtidig afstand fra den. Det er bestemt interessante problematikker, ligesom også den eksotiske ferieflirt er en velkendt tematik. Selv om “Ciao Bella” indfanger relevante situationer med maner, er helheden langt fra helstøbt. Filmen rummer et naivt islæt og er grundlæggende utroværdig.

Voldsomt originalt er det heller ikke at bruge fodbolden som et samlende hele, hvor ungdommens følelsesudbrud kan få afladning. Det er set før både bedre og mere sofistikeret fortalt i både den danske “2 ryk og en aflevering” og egentligt også i den tilsvarende britiske “Bedre end Beckham”. Forviklingerne gør undervejs også, at Mustafa spiller på de tilrejsende italieneres hold, mens søforklaringerne bliver stadig mere vidtrækkende for at undgå opstilling for sin egen skoles hold. Egentlig er den sidehistorie unødvendig og virker temmeligt påklistret.

Til gengæld – og det taler til filmens fordel – hæfter “Ciao Bella” sig ikke i større grad ved en ellers oplagt mulighed for en tidstypisk racedebat. Mødet mellem svensk pige og iransk fyr lægger ellers umiddelbart op til netop den diskurs, men det forbliver skumsprøjt i horisonten. Ganske befriende egentligt taget i betragtning, at det emne efterhånden er ved at være godt fortærsket i tilsvarende film inden for genren. Det redder dog ikke en jævn spillefilmsdebut, der godt kunne være fortalt med mere elegance og mere sjæl, end det her er tilfældet.

Video”Ciao Bella” fremstår i det udmærkede anamorphic widescreen 1.70:1-format. Der er ikke eksempler på hverken digitale forstyrrelser eller udtværinger, om end edge-enhancement forekommer i mindre grad. Ligeledes er filmens håndholdte stil præget af svingende kontrast, mens farvetemperaturen, bortset fra enkelte variationer, fungerer upåklageligt.

AudioPå lydsiden kører det svensk- og engelsksprogede Dolby Digital 5.1-lydspor, der er udmærket uden at imponere. Først og fremmest er dialogen, der udgår fra centerhøjtaleren, tydelig. Også atmosfæren er ganske detaljeret og godt gennemarbejdet, hvorimod det musikalske islæt i det lange løb bliver for enerverende. Gentagelsens autonomi har her fået overtaget og kunne med fordel være præget af en mere tidstypisk stil. Filmen byder i øvrigt ikke på lydpanoreringer eller anden form for højeksplosive lydeffekter, men lægger i sagens natur heller ikke op til det.

EkstramaterialeUdgivelsen byder ud over en trailer for filmen på slettede scener samt en alternativ slutning. Mere er der imidlertid ikke at komme efter.