Melodrama på cirkusplakaten

Der er hverken fokus på klovnesko, dansende hunde eller halsbrækkende, akrobatiske stunts, når “Cirkusdynastiet” indtager manegen. Disse elementer er godt nok til stede, men må i denne omgang nøjes med at agere baggrundstæppe til det egentlige drama, der centrer sig omkring to cirkusfamilier og deres børn, hvis romance kan få store konsekvenser for fremtidens cirkus. Som filmens tagline lyder: Det største drama sker uden for manegen. Jeg ville have erstattet ‘drama’ med ‘melodrama’.

Jeg husker tydeligt, hvordan jeg som barn skimtede hen mod de eventyrlignende vogne med stor nysgerrighed og fantaserede omkring, hvordan det mon var sådan at leve som en del af et omrejsende cirkus. Derfor var jeg helt på, da Anders Riis-Hansen besluttede sig for at åbne den dør og give mig chancen for at få svar på nogle af de spørgsmål. Og selv om den forhåbning til dels bliver indfriet, bliver den gode historie desværre ofte forstyrret af lyden af vrisne teenagestemmer.

Centrum for historien er nemlig det unge par Patrick Berdino og Merrylu Casselly – den tidligere bølle og cirkusprinsessen – og deres spirende romance. Som børn af to prominente cirkusfamilier, der har arbejdet sammen om at skabe nogle af Cirkus Arenas bedste shows igennem tiden, er håbet derfor stort fra begge lejre, om at denne romance kan lede til en rosenrød fremtid for cirkusset. Men den første kærlighed er jo som bekendt sjældent den STORE kærlighed. Det er som udgangspunkt et meget spændende fokus; det store pres fra forældrene og udfordringerne ved at tackle alle den unge kærligheds udfordringer midt i spotlyset og med store brede smil, selv når det gør ondt. Problemet er bare, at de her to unge menneskers tanker og følelser ofte går tabt, fordi konflikterne bliver afsluttet med en smækket dør til hver deres husvogn.

Når døren til husvognen smækkes, så retter Riis-Hansen i stedet kameraet imod forældrene. Der kunne jeg godt have ønsket mig, at det var blevet. For der er jo selvfølgelig en grund til, at de på den måde leger giftekniv og måske til tider forsøger at forcere Amors hånd, som bunder i nogle drømme, håb og bekymringer om cirkussets fremtid. Det rørte mig mere end forskellige små-skænderier imellem de to unge turtelduer.

For den rørende historie ligger i ønsket om at give faklen videre. I nogle kortere sekvenser ser vi gamle optagelser fra forældrenes unge dage og får et indblik i det cirkusliv, som går tabt, hvis de yngre generationer vælger et liv væk fra manegen. Vi fornemmer, hvor stolt og rørt Benny Berdino bliver, da hans søn Patrick, der ellers har været lidt af en rod uden retning, begynder at påtage sig mere ansvar og beder om lov til at få ansvar for elefanterne. Og vi oplever hjerteskærende og varme øjeblikke imellem familien Berdino og Casselly, der vidner om et mangeårigt venskab og samarbejde, man ikke ser lig mange andre steder end i netop denne branche. Så der er gode historier, og der er noget på spil, men det er bare ikke det, man har valgt at fokusere på.