Græsset er altid grønnere på den anden side af hegnet

Konflikten mellem Israel og Palæstina skildret på film går efterhånden lige så langt tilbage som konflikten i sig selv. Begge stridende parter har fra tid til anden være skudsmål for mere eller mindre hårdhændende, men for det meste retvise anklager om dette og hint. I Eran Riklis’ formidable “Citronlunden” er det dog begge territorier, der står for skud.

Græsset er grønnere på den anden side. I hvert fald hvis det gamle ordspil skal tages for pålydende. Det skal det ikke nødvendigvis i nærværende film, hvor den alt taget i betragtning unge enke Salma Zidane, som er bosiddende på Vestbredden lige ved grænsen til Israel, får sin sag for. Hun bestrider med nidkærhed en gammel citronplantage, som er gået i arv gennem generationer, men da den israelske forsvarsminister og frue flytter ind på den anden side af landeskellet – og med dem et sikkerhedspostyr af den anden verden – opstår der problemer. Frygten for at terrorister kan planlægge og udføre attentater via den gamle citronlund er åbenbart grund nok til et krav om, at enken må lade sit levebrød, sit et og alt, jævne med jorden.

Men der har den israelske stat gjort regning uden Zidane. For hende hænger lunden uløseligt sammen med minderne om hendes afdøde far og ægtefælle. Børnene er for længst flyttet hjemmefra, så dem har hun kun sporadisk kontakt med. I advokaten Zaid Daud finder hun imidlertid den fornødne assistance og muligvis mere end det. I hvert fald lurer romancen i fugerne, alt imens de to stædigt tager et søgsmål mod staten Israel først til den militære domstol og siden til højesteret. Det udfald skal ikke afsløres her, men som advokaten i filmens døende minutter udbasunerer: ”dette er ikke en Hollywood-film”. “Citronlunden” er til gengæld en ypperlig og velfortalt skæbnesfortælling om en konflikt, der har varet alt for længe og ikke slutter, før begge kamphaner accepterer at give noget af sig selv.

Filmen skildrer det kompleks, at ingen vil give efter på det, der i virkeligheden blot er drevet – her særligt fra Israels side – af principper. Citronlunden er Salmas eneste overlevelsesmulighed, mens forsvarsministeren nu nok har andre. Men et princip er urokkeligt, og derfor må lunden væk. Sindene er imidlertid splittede, og undervejs finder Salma uventet støtte dels fra verdenssamfundet og dels fra forsvarsministerens egen viv. Sagen er i sandhed ved at blive en varm kartoffel. Men ikke desto mindre står hun stadig meget alene med sin kamp, for blandt hendes egne kan hun ikke finde opbakning.

“Citronlunden” er også en film om ensomhed. Salma og nabohustruen er i en vis forstand lige ensomme, men på hver deres måde. Filmen viser, hvordan mennesker er forskellige og også behandles derefter. Forsvarsministerens sikkerhed vurderes vigtigere end enkefruens (hendes citronlund). Og hvorfor egentlig det? ”Vi er næsten ens, når vi er nøgne”, gjaldede Kim Larsen i front for Gasolin i tidernes morgen ganske rigtigt. Det synes man at glemme gang på gang, ikke mindst her. Mennesker har en pris, og den varierer meget alt efter klasse og baggrund. Desværre. Noget af det stærkeste ved “Citronlunden” er hovedrolleindehaverens knugende og melankolske spil. Hun er så dundrende troværdig, at man helt glemmer, at det i princippet er fiktion, vi her er beskuere af.

“Citronlunden” udkæmpes og fortælles, imens israelerne i baggrundsperspektivet er ved at opføre den kontroversielle mur, der adskiller “deres land” fra vestbredden. Af samme grund bliver den verserende konflikt mellem de to naboer mere og mere et absurd totalteater. Der er næppe tvivl om, at instruktøren har hentet sin inspiration i den virkelige verden, for mens kloden jubler over tyveåret for Berlinmurens fald, så saluterer Israel ved at opbygge en tilsvarende i eget land. Synet i “Citronlunden” er kritisk. Andet ville også være underligt. Der har formentligt været utallige af den slags sammenstød mellem det israelske efterretningsvæsen og det palæstinensiske folk. På film kan man imidlertid håbe, at “Citronlunden” kan gøre omverdenen opmærksom på den håbløse situation. Med dette pragtværk skulle der i hvert fald være skabt mulighed for at bygge diplomatiets bro på tværs af skel og grænser.

Video

Det visuelle udtryk er knapt så prangende som filmen i sig selv. Den præsenteres nemlig i et anamorphic widescreen 1.78:1-format, som i for høj grad bærer præg af edge-enhancement og digitale forstyrrelser. Også blødhed og kontrastudsving forekommer, om end farvetemperaturen grundlæggende er stabil.

Audio

Bedre er det hebraisk- og arabisksprogede Dolby Digital 2.0-lydspor. Dialogen er tydelig og uden snerten af overstyringer, mens atmosfæren er realistisk, og den melankolske underlægningsmusik sætter en passende takt.

Ekstramateriale

Der er ikke ekstramateriale på denne udgivelse.

Stridens land

Det er ingen sag at finde skurke i den tilsyneladende endeløse konflikt mellem Israel og Palæstina – det er langt sværere at pege på heltene. Ligeledes er det kun alt for let at glemme, at de fleste mennesker i områderne er ganske almindelige personer uden den mindste smag for myrderierne, men som blot ønsker at være i fred.

Nogle af dem kommer i fokus i “Citronlunden”, der bidrager med at bringe nuancer i de forsimplede billeder af virkeligheden, som vi præsenteres for på tv-skærmen. Her findes der både sympatiske og usympatiske mennesker på begge sider af konflikten, selvom der ingen tvivl er om, hvem der henholdsvis lille og storebror i magtforholdet.

I centrum af fortællingen står enken Selma, som er den stolte ejer af en citronlund, der ligger på den palæstinensiske side af hegnet. Her har familien plukket citroner i al fredsommelighed gennem 50 år, men da den Israelske forsvarsminister flytter ind i et fornemt hus på den anden side, vurderes lunden at være en sikkerhedsrisiko, eftersom den kan tjene som skjul for palæstinensiske terrorister. Den beordres dermed prompte fjernet. Selma, der ganske vist knap nok kan leve af marken, men som er følelsesmæssigt bundet til den, nægter imidlertid at bøje sig, og ved hjælp af en ung advokat kan et juridisk slagsmål gå i gang.

Filmen har den bemærkelsesværdigt smukke Hiam Abbass, som vi sidst så overfor Richard Jenkins i “The Visitor”, i hovedrollen, og hun skærer ligeledes en stærk figur her som den viljefaste enke, der ikke vil lade sig kue. Hendes udfordringer bliver dog ikke kun det israelske system, men også det arabiske patriarkalske samfund, hvor de mandlige ledere ikke yder megen opbakning andet end af fastslå, at hun naturligvis ikke må tage imod den kompensation som de israelske myndigheder tilbyder. For man tager jo ikke mod jødiske penge.

På den anden side af hegnet er forsvarsministeren og ikke mindst hans kone, der kun føler sympati med Selma, men er tilbageholdende med at udfordre efterretningstjenesten. Da retssagen begynder, bliver det da også påfaldende, at selvom retssikkerheden er tilstede, så fører sikkerhedshensynet lynhurtigt til tyranni. Det øjeblik, det bliver nævnt, er alle andre hensyn af mindre betydning.