Raqqa

Det handlede ikke om ‘krigen’ i “Dunkirk”. Det gør det heller ikke i “City of Ghosts”, der burde hedde “Raqqa”. Det handler i stedet om hverdagens helte, modige journalister, som gør deres arbejde. Bevæbnet med smartphones og sociale medier viser de virkeligheden i ISIS-bevægelsens brutale Raqqa. De ofrer sig selv for at redde andre.

På den måde handler “City of Ghosts” alligevel om krig, men ikke den med krudt, kugler og kalashnikovs. Derimod handler det om medie-krigen om magten over sandheden. I IS-propaganda iscenesættes livet i Raqqa som et lækkert spil Grand Theft Auto, hvor de vantro macho henrettes med et køligt nakkeskud. Det er fedt at være islamist; jomfruer og mad til alle. Tro om igen! For som Aziz og de andre video-journalister dokumenterer, så er Islamisk Stat lig med afhuggede hoveder, børnesoldater og mangel på mad.

“City of Ghosts” er bedst, når den fokuserer på sine irl-helte, der består af skolelærer, studerende og andre almindelige borgere i Raqqa, som havde håbet på bedre tider, da revolutionen svækkede Assad. Med livet som indsats sikrer de dokumentation af ISIS’ sorte vision, imens Aziz, Hamoud og resten af en ekstern gruppe distribuerer billederne videre fra hemmelige adresser i Tyrkiet og Tyskland ud på Facebook og Twitter, hvorfra CNN og de andre uden adgang til Raqqa kan fortælle historien om IS-besættelsen. De kæmper den journalistiske kamp som portrætteret i “Alle præsidentens mænd” og “Spotlight”. Sandheden skal frem.

Sidste år gav danske “The War Show” et indblik i revolutionen imod Assad, inden ISIS overtog med sorte flag og ideologi. “City of Ghosts” kan opleves som en slags sequel, hvor post-revolutionen nu dokumenteres, men med en stærkere personfortælling. For præcis som ISIS er fanatiske, så er vj-gruppen også fanatisk villige til at ofre livet for at få sandheden frem. Og det kræver ofre. Grænseoverskridende voldsomt er det at se Hamoud genopleve IS-videoen, hvor hans far henrettes. De kunne ikke få fat på ham, det næstbedste var farmand til skræk og advarsel. Hamoud har genset videoen igen og igen – det sidste minde om far. Nettet glemmer aldrig.

For det har omkostninger at kæmpe for sagen – og det hvad enten du hepper på ISIS eller kæmper imod. Den del har Matthew Heineman blik for, ligesom han igen har blik for ‘vigtige emner’, som han tidligere har berørt i form af sundhedsforsikring og narkokarteller – nu krig i Syrien. Desværre holder han ikke blikket fast på gruppen, men roder ufokuseret flygtningekrisen og europæiske terrorangreb ind i en dødens pølse af frygt, fremmedhad og løbske lastbiler. Heineman glemmer sine vj-helte, fordi han vil udfolde hele det ‘vigtige emne’.