Rengøringsvanvid

Sidste gang, actionfilminstruktør Renny Harlin og actionskuespiller Samuel L. Jackson havde et samarbejde kørende, var i forbindelse med den lidet vellykkede og knap ti år gamle “Deep Blue Sea”, som heller ikke hører til de tos respektive højdepunkter. Så er der heldigvis noget mere ballast og gennemførthed over “Cleaner”, som orkestrerer kulsort humor og højspændt drama med ligelig fordeling.

Originaliteten og det anderledes islæt skal findes i manuskriptet, der er skrevet af Matthew Aldrich, og som har netop Jackson i hovedrollen som den sorte oprydningsmand Tom Cutler, der lidt ligesom Harvey Keitels Winston i “Pulp Fiction” simpelthen rydder op og rengør efter fordækte mordsager og bestialske forbrydelser. Her er fremgangsmåden dog langt mere legal end i benævnte eksempel, i hvert fald lige indtil den dag Tom helt uvidende om sagens rette sammenhæng hyres til at skjule et mord og derved selv havner i fedtefadet som den hovedmistænkte. Men som pensioneret politimand, enkemand og eneforsørger til sin stadigt sørgende teenagedatter sætter han sig hurtigt i forbindelse med gamle kollegaer i politistyrken for at komme til bunds i kriminalgåden, men først og fremmest for at rense sig selv.

“Cleaner” er helt i fortællingens velslebne ånd klinisk ren på overfladen og holder med sine tætte og frække klipninger et solidt fast tag i en betagende æstetik, som er halvdelen af oplevelsen. Mindst. Men dermed ikke sagt, at der kun gemmer sig udtømte hulrum under overfladen, for det er bestemt ikke tilfældet. Filmens kriminalmysterium fejler ikke noget og fremmaner den fornødne spænding, som holder dampen gående, men som også – hvis man skulle være lidt krakilsk – godt kunne have skruet tempoet en smule i vejret. For når det nu skal være sagt, så kunne den smådeprimerede Tom godt være presset længere ud i tovene af sit liv som sådan og af de pågældende omstændigheder, end det rent faktisk er tilfældet.

For naturligvis har mordet på ægtefællen til den attraktive Eva Mendes’ Ann Norcut dybe forgreninger ind til politistyrkens inderste geledder og formentligt også en direkte forbindelse med den verserende korruptionsskandale, som involverer flere af Toms forhenværende makkere, og som er på vej igennem det juridiske maskineri. Det er derfor svært at stole på nogen som helst, allermindst repræsentanterne for den forhenværende arbejdsgiver, og det er sandsynligvis derfor, hverdagshelten in spe slår pjalterne sammen med den efterladte enke for at komme helt til bunds i sagen, samtidig med at forholdet til datteren på hjemmefronten også forsøges klinket efter bedste formåen.

Bærende for filmen er karakterskuespillet, som opøves ganske glimrende fra flere sider. Ed Harris virker ligefrem hjemmevant som Toms forsmåede datters gudfar og som tidligere makker til Tom også direkte led til den udøvende magts korridorer. Han er igangsætteren for mangt et skærmydsel, men man er aldrig i tvivl om, at han er på den altdominerende hovedaktørs side, når det virkeligt gælder. Eller er han nu i virkeligheden også det? Det sætter blandt andre Ann Norcut spørgsmålstegn ved, men hende er der nu også noget fordækt ved. Det korte af det lange er, at Tom ikke kan stole på nogen som helst over en dørtærskel, og indtil han har fundet motivet til forbrydelsen, så er han ilde stedt.

Det arbejdsomme rengøringsvanvid, som kendetegner vores hovedperson, understreger også den reelle tematik i “Cleaner”. Som bekendt har alle valg konsekvenser, nogle er mere drastiske end andre. Men er der mulighed for renselse, hvis man har fejlet, synes Renny Harlin her ydmygt at spørge sit publikum. Et langt stykke af vejen en tone, som fungerer ganske frimodigt og underspillet. Galt går det dog i de døende sekunder, hvor datteren med det uskyldsbetonede navn Rose tager bladet fra munden og i en længere monolog forklarer tingenes rette sammenhæng. Ærgerligt, at en film med så meget potentiale og så meget slagkraft skal slutte med et så skidt eftermæle.

Underneden bearbejder Tom Cutler selv sorgen over at have mistet en af sine kære i sin afdøde ægtefælle og den ensomhed, han er ladt tilbage med. Mindre sidehistorier som denne er der flere af, og det gør “Cleaner” til en godt sammensnøret film med både dybde og bredde. Væsentligst er naturligvis spændingshistorien, men handlingen havde taget sig mere tyndbenet ud uden de medvirkendes divergerende og sammenspundne livshistorier og de små antydninger, som falder undervejs, men aldrig for alvor kommer ud i det åbne. Renny Harlin har lavet meget godt og skidt, og selv om “Cleaner” ikke ligefrem skal døbes som hans bedste, så er dette her bestemt en af de mere seværdige af slagsen.

Video

Bedst ved udgivelsen er det skarpt udseende anamorphic widescreen 2.35:1-format, som der ikke er meget negativt at bemærke om. Filmens bevidst blå look tager sig nemlig gennemgående rigtigt godt ud i den i øvrigt stilrene film og rummer ikke nævneværdige eksempler på hverken udtværinger, digitale forstyrrelser eller edge-enhancement. Farverne står fantastisk godt, kontrasten er bundsolid, og eneste anmærkning må gå til det tydelige lagskifte, som forekommer i en af scenerne.

Audio

Også filmens to engelsksprogede Dolby Digital 5.1- og DTS-lydspor kommer godt ud over stepperne. Dialogen er først og fremmest tydelig, helt uden overstyringer og generes aldrig af et i øvrigt stemningsfuldt score, som er lifligt sammensat af komponisten Richard Gibbs. Også atmosfæren bundfælder sig godt, byder på en god portion distinkte effektlyde, og så er der tilmed et par ganske vellykkede lydpanoreringer. Det er veludført arbejde, hverken mere eller mindre.

Ekstramateriale

Ud over trailere for “I’m Not There”, “Samoan Wedding”, “Hero Wanted”, “Doomsday”, “In Bruges” og “Reservation Road” er der ikke ekstramateriale på denne udgivelse.