Man ved der er noget galt, når man ser en film med Adam Sandler, Christopher Walken og Kate Beckinsale – og det er David “Baywatch” Hasselhoff, der stjæler al opmærksomheden. Ikke desto mindre er det netop det, der sker i den seneste Sandler komedie “Click”, som i den grad underimponerer på alle felter, uden at være en decideret fiasko.

“Click” er en komisk genfortælling af Charles Dickens’ klassiske “Et juleeventyr” iblandet en god bid Frank Capra samt pruttevitser. Filmen er halv komedie, halv sentimental familiedrama. Om de to halve sammen udgør en god film er tvivlsomt.

Michael Newman (Sandler) er en middelklasse arbejdsnarkoman, med en forsømt hustru, Donna (Beckinsale), og to oversete unger. Han arbejder for et stort arkitektfirma under den gustne Amber (Hasselhoff). Newman arbejder ihærdigt på at blive Ambers partner, og opfatter mere og mere børnene, konen og hans forældre som irritationsmomenter, der distraherer ham fra arbejdet. En aften under en hård deadline koger den stressede Newman over, da han ikke kan finde den rigtige fjernbetjening og kører til en forretning for at købe en universel en af slagsen. Her møder han den sære ekspedient Morty (Walken), der tilbyder ham en helt ny type fjernbetjening ganske gratis.

Den viser sig at have unikke kræfter. Newman kan ikke alene tænde fjernsynet med den, han kan også styre sit liv med den. Springe scener over han ikke kan lide, skrue lyden ned på hunden når den gør for meget og fryse billedet, hvis han får lyst til at gøre noget ledt ved en person – hvilket han har ret tit. Gaven er naturligvis en to-sidet velsignelse, og inden længe begynder den mere at ligne en forbandelse.

Newman er lige den type rolle som Bill Murray ofte brillerer i. Selvom Sandler også har glimrende film bag sig, så er han som type ofte langt sværere at sympatisere med, særligt her hvor han hurtigt kommer til at fremstå som et temmelig dumt svin. Der er noget koldt og trist over måden han tingsliggøre personerne omkring sig og bruger fjernbetjeningen til at misbruge deres tillid. Han slukker for konen når hun brokker sig over hans skidte opførsel, han håner hendes veninde og slår chefen når han er utilfreds med ham. Som resultat fungerer meget af humoren simpelthen ikke. De vitser, der rent faktisk virker, er ofte dem, der ikke direkte involverer ham.

Som filmen skrider frem forsvinder humoren ud af historien og dens mere alvorlige temaer træder i front: Den måde mange af os er fraværende gennem vores egne liv, indtil en dag børnene er vokset op, uden man nåede at kende dem, og folk er faldet bort, mens man brugte al sin energi på ting, der den gang virkede vigtigere. Det er en ganske rammende pointe, som burde kunne være håndteret betydelig bedre end her, hvor filmen bliver den rene sentimentale sødsuppe i den sidste halvdel.