Det moderigtige portræt

Det filmiske biografiske portræt af en kendt og helst afdød kunstner er efterhånden blevet fast inventar i vinterens – og Oscarsæsonens – filmkatalog. Et eksempel herpå er den franske film “Spurven”. Her fulgte vi Edith Piafs liv, hele hendes liv vel at mærke, hvilket er en klassisk fejldisposition i disse typer af film, hvor der ikke vælges eller fravælges markant nok i det biografiske materiale. Forfriskende konsekvent er der i den nye franske portrætfilm “Coco før Chanel” skarpt fokuseret på Cocos unge voksne år, før hun blev kendt for efternavnet Chanel.

Opvokset på et børnehjem sammen med sin optimistisk romantiske søster har den mere kynisk skarpe Gabrielle med kælenavnet Coco ikke fået den letteste start på livet. I et klasseopdelt Frankrig i tiden før de store verdenskrige brød ud, arbejder søstrene som mindre talentfulde cabaretsangerinder, hvor Coco møder den dameglade godsejer Etienne, som hun vælger at udnytte og lade sig udnytte af for at starte sin sociale opstigen. Til godsets hyppige fester vækker hun opsigt med sine hjemmesyede spartanske og lettere maskuline kreationer – hvilket siden hen bliver blandt Chanels varemærker. Etienne er ikke entydigt begejstret for den normbrydende Coco, der nægter at lade sig begrænse af bør og burde – hun vil arbejde og frem i verden.

“Coco før Chanel” er ligesom modeskaberens kreationer enkel og fokuseret. Omdrejningspunktet er lidt uventet hverken mode eller tøj, der blot fungerer som en lidt uinteressant sidefortælling, men derimod en klassisk skildring af et gammelt standssamfunds konflikt og møde med et nyt sæt idealer, hvor man ikke dømmes på, hvem man er, men hvad man gør. Denne konflikt bliver i filmen personificeret ved godsejeren Etienne på den ene side og Coco flankeret af hendes hårdtarbejdende nyrige elsker Arthur på den anden og fremadstormende side. Men i modsætning til hos bankdirektør Varnæs og matadoren Mads Skjern så fænger denne grundkonflikt i filmen aldrig for alvor. Det er som om, der død og pine har skullet laves en film om Coco Chanel – der i øvrigt spilles upåklageligt og med vanlig fransk charme af Audrey Tautou – uagtet om hendes person og liv har været begivenhedsrigt nok til at kunne bære det.

Til trods for at “Coco før Chanel” fortæller en ganske stringent klar historie om en ung kvindes rejse fra trange kår til modebranchens centrum, så får vi aldrig rigtig noget troværdigt bud på, hvorfor Coco var så målrettet og stærk, at hun steg til tops i en mandsdomineret verden. Hun er kynisk og egenrådig fra filmens start, hvilket ikke har ændret sig ved filmens slutning. Der sker ingen udvikling hos hendes karakter. Således efterlades vi med en ganske ubehjælpsom tør smag i munden efter at have slubret denne sære ikke-historie i os. For hvad skulle vi egentlig bruge det til?

Hvor indhold og fremdrift i filmen tynger kvaliteten, så hæves den imidlertid næsten tilsvarende af dygtige klip og filmiske greb, som kan virke simple, men som mange kunne tage ved lære af. Cocos kontante facon har tilsyneladende smittet af på filmens form og rytme, hvilket resulterer i en fortællestil, der er et eksempel på, hvordan stort kan formidles småt. En elskovsscene kan således eksekveres ved, at Etienne og Coco går ind i soveværelset, døren smækkes i, og på smækkets klang klippes der hårdt til Coco i morgendagens seng med uglet hår og en tændt smøg. Den hede elskov er fortalt og leveret på under ti sekunder – elegant og dygtigt.