Codename: Yin/Yang

InstruktionHenrik Andersen, Bo Mørch Penstoft

MedvirkendeBo Mørch Penstoft, Line Penstoft, Sabine Louring, Anders V. E. Eriksen, Mads Reng, Mads Daugbjerg, Jakob Tolstrup

Længde81 min

GenreAction, Action, Gyser, Gyser

IMDbVis på IMDb


Anmeldelse

Codename: Yin/Yang

2 6
I gamle dage var filmproduktion udelukkende en profession for de privilegerede og velhavende. Senere blev det muligt for gud og hvermand at tilegne sig et billigt videokamera, et skrabet redigeringsprogram og en lille skare af amatører og skyde en film for næsten ingen penge. Og nu har blandt andet danske lavbudgetsfilm som “Brutal Incasso” og nu også “Codename: Yin/Yang” bevist, at det tillige er muligt at distribuere og udgive film uden støtte fra store filmiske institutioner og anden finansiel assistance. Men kunne man dog ikke finde på noget bedre at bruge denne unikke distributionsmulighed til?
I “Codename: Yin/Yang” kæmper to smukke jyske tøser mod en hær af kødædende zombier, som vistnok er opstået i Århus og omegn for netop at besejre det hårdhudede kvindelige makkerpar. Det har vistnok også et eller andet at gøre med en sejlivet lejemorder, krigen i Irak og USA’s fremtidige interesser… Det er alt sammen ret rodet og svært at finde rundt i, men nu er filmmagernes primære mål tydeligvis også at underholde snarere end at fortælle en historie med egentlig substans og sammenhæng.

Størstedelen af filmen (som på trods af kun at vare blot 81 minutter føles omtrent dobbelt så lang) går med at se frøken Yin og frøken Yang nedsable frådende zombier til højre og venstre med diverse skydevåben og et enkelt samuraisværd. De to kvinder er, javist, ikke ligefrem uskønne og samtidig ganske ferme til at håndtere deres kunstige våben (den ene er faktisk dygtig til kampsport i virkeligheden), men det bliver hurtigt monotont og kedeligt at beskue det uendelige, ensformige blodbad.

Makeup arbejdet på filmen er ret godt, og zombierne er enormt flotte for en film, der er skruet sammen for forbavsende få penge. Men det ujævne kameraarbejde og den mærkværdige brug af colour-grading gør det ofte svært at se, præcis hvad der foregår og samtidig nyde det gennemførte sminkearbejde. Men det allerstørste problem er det ringe fortællertempo. Filmen kommer aldrig for alvor op i omdrejninger, og der er op til flere irriterende plotmæssige bremseklodser. Der er f.eks. flere scener med et par skøre videnskabsfolk og den førnævnte lejemorder, som virkelig trækker i langdrag på præcis det tidspunkt i filmen, hvor man i stedet burde gå et gear højere op.

Det mekaniske, firkantede skuespil er at forvente, men ekstremt forcerede forsøg på at være virkelig morsomme og/eller mildt alvorlige er direkte distraherende og irriterende. Enkelte special effects grænser til det hæderlige, mens kamera-, lyd- og klippearbejdet er kaotisk på den ufede måde. Selv med bagmændenes få tilgængelige redskaber burde de have kunnet gøre et bedre stykke arbejde. Folkene bag filmen har tydeligvis været entusiastiske og en sjælden gang imellem er deres affektion for filmen så tydelig, at man ikke kan undgå at blive revet lidt med af den gode stemning. Men filmen, som synes at være blevet strakt til 81 minutter blot for at skænke den spillefilmsstatus, er simpelthen for ujævn, kedelig, stillestående og forudsigelig. Lidt af en spildt chance.

VideoPræsenteret i 4:3 full screen format. Filmens bagmænd har ikke lagt skjul på, at filmen er blevet skruet sammen med begrænsede midler, og det kommer derfor ikke som den store overraskelse, at “Codename: Yin/Yang” ikke ser særlig godt ud på dvd. Billedet er forholdsvis skarpt, og irriterende billedlige skavanker såsom edge-enhancement og digital støj er ikke umiddelbart til at spotte. Men både kontrasten og farvetemperaturen svinger frem og tilbage som et ustyrligt pendul. Især sceneovergangene byder på irriterende farveproblemer, og der er derudover masser af udtværing og endda pixelering. Billedet fryser også utilsigtet af og til, og engang imellem bliver man også distraheret af et par malplacerede sorte frames.
AudioTak gud for at discen byder på undertekster. Dialogen på skivens stereo-spor er en kombination af rusten reallyd og krystalklar (men asynkron) dubbing, og ofte består samtaler af begge slags optagelser, hvilket er ret distraherende. Overstyring er også et tilbagevendende problem, og niveauerne skifter meget. Vær opmærksom på, at lyden er mixet enormt højt, så det er en god idé at skrue ned for anlægget, før du smækker discen i afspilleren.
Ekstramateriale”The Making of Codename: Yin/Yang” (33 min.) giver faktisk seeren et ganske godt indblik i tilblivelsen af filmen. De største kreative kræfter foran og bag kameraet bliver interviewet, og der er også nogle ganske gode klip fra optagelserne til filmen, som tydeligt viser, at mange mennesker har lagt megen tid i at få filmen lavet.

“Codename: Yin/Yang Galla Premiere” (13 min.) byder på optagelser fra filmens gallapremiere i Århus, hvor filmens to skuespillerinder bl.a. underskriver autografer, og hvor vi også får lov til at se de to instruktører introducere filmen i biografsalen for det spændte publikum.

Fælles for de sidste to featuretter, “Dr. Stroh’s Recipe for Making Blood” (6 min.) og “Making Your Own Zombies” (13 min.), er, at de begge handler om, hvorledes man selv kan producere flere af de effekter, som filmen benytter sig af – inklusiv skabelsen af kunstigt blod og nydelig zombie makeup. Disse featuretter er en prisværdig inkludering, som garanteret vil være af stor interesse og værdi for folk, der også har planer om at producere splatterfilm med få midler sammen med vennerne. Menuen hævder desuden, at man kan se en ‘lesbisk badescene’ involverende de to hovedaktricer, men det er bare en joke. Desværre drenge.

Amatørproduktionen “Codename: Yin/Yang” kan købes fra filmmagernes egen hjemmeside for 99 kroner. Men er man ikke en del af bagmændenes umiddelbare familie eller vennekreds, kan det være svært at finde meget at more sig over i denne billige splatter, som er lige så fattig på ideer og sammenhæng som den er på stilistisk raffinement og imponerende kulisser. AV-præsentationen er ikke særlig god, men ekstramaterialet er faktisk ganske godt. Kun for de yderst nysgerrige.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

I pentagons korridorer beslutter CIA sig for at teste et nyt, farligt serum i kongeriget Danmark. Serumet gør befolkningen til kødædende zombier, så nu er det op til verdens farligste lejemordere, agent Yin og agent Yang, at redde landet.