En sjæleløs fortælling

Paul Giamatti har efterhånden gjort sig bemærket i en del roller – både som bikarakter og hovedrolle. Man finder ham ofte på independent-scenen, hvor han især har imponeret som lettere depressiv vinconnaisseur i den fremragende “Sideways”, men et kig på hans filmografi afslører også roller i store produktioner som f.eks. “Saving Private Ryan” og The Truman Show”. I “Cold Souls” har Giamatti scoret endnu en hovedrolle, hvor han har fået til opgave at portrættere ingen andre end… sig selv.

Skuespilleren Paul Giamatti er i færd med en teateriscenesættelse af Tjekhovs kendte stykke “Onkel Vanja”. Ligesom den portrætterede karakter i stykket befinder også Paul sig i en større eksistentiel krise. Han føler, han spilder sit liv, og at intet, han foretager sig, giver eksistentiel mening. Han er ved at kløjs i rollen, som trækker ham længere og længere ned i et depressivt søle, så da han får kendskab til et firma, som specialiserer sig i at udtrække folks sjæle, melder han sig til midlertidigt at få fjernet sin sjæl og dermed forhåbentlig sine kvaler. Resultatet lever imidlertid ikke op til Pauls forhåbninger, men da han beder om at få geninstalleret sin sjæl, finder han ud af, at den i mellemtiden er forsvundet.

To andre film popper straks op i bevidstheden, når man hører om plottet i “Cold Souls”. Først og fremmest må det siges at minde utroligt meget om “Evigt solskin i et pletfrit sind”, hvor Jim Carrey kontakter et lignende firma i håbet om at få slettet alle minder om en ekskæreste. Dernæst ligger det lige til højrebenet at sammenligne filmen med Spike Jonzes “Being John Malkovich”, der med John Malkovich i en lignende metarolle prøver at behandle “selvet” som tema. Desværre for “Cold Souls” kommer filmen alvorligt til kort, når man sammenligner den med de to mesterværker – den er kort sagt slet ikke i samme liga.

Det er såmænd ikke Giamattis skyld, at filmen ikke er synderligt vellykket på trods af det ellers interessante tema. Han leverer en fremragende præstation som fortvivlet, weltschmertz-ramt skuespiller, og den eksistentielle tomhed, han oplever, stråler ud af øjnene på ham i hver eneste indstilling. Ligeledes er der nogle fine biroller, som leverer en god portion af den sorte humor, der kendetegner filmen. Især den meget nøgterne læge, spillet af David Strathairn, der står for at udtrække Pauls sjæl, gør sig bemærket med sin professionelt rolige attitude, som sættes på prøve, da sjælen pludselig går tabt.

Det største problem i “Cold Souls” er den manglende pointe. Filmen lægger ikke op til specielt mange fortolkninger, hvilket er noget problematisk i en film, som til syvende og sidst ikke byder på en defineret pointe. Man sidder med en fornemmelse af, at historien prøver at kritisere eller i det mindste italesætte visse elementer i den moderne, vestlige kultur, men hvilke? Er det en kritik af den allestedsnærværende antidepressive medicin, som i forsøget på at kurere patienten samtidig lammer visse dele af det menneskelige følelsesspektrum? Eller måske en iscenesættelse af postmodernismens konstante identitetssøgen? Der forelægger ikke noget klart svar, men desværre heller ikke nok ledetråde til, at seeren involveres.

“Cold Souls” er en film med et stort potentiale, og i den første halve times tid lever den også op til dette med en god slat sort humor og et langsomt, men passende tempo. Men som læseren nok kan regne ud, holdes niveauet ikke hele vejen. Der introduceres både nye karakterer og en udvikling i plottet, men dette bliver gjort på en måde, så disse ikke fremstår interessante. Pauls søgen efter sin mistede sjæl kunne have været en morsom jagt, hvilket også forsøges, men i stedet sidder man som publikum og er ligeglad med, om det lykkes ham at finde den eller ej. “Cold Souls” er ikke en mislykket film, men den synes at mangle noget. Måske en smule mere sjæl.

Video

Præsenteret i anamorfisk 16:9. Videotransferet er ganske gennemsnitligt med en meget stabil kontrast og gode farver. Der forekommer hverken edge-enhancement eller udtværinger, men til gengæld kommer der et sted i filmen pludselig et skift i farvetemperaturen, hvilket er en forholdsvis sjælden transferfejl.

Audio

Præsenteret i Dolby Digital 5.1. “Cold Souls” er ikke den type film, hvor lydsporet spiller en meget afgørende rolle, men alligevel synes det her en anelse for passivt. Baghøjtalerne står ubrugte det meste af tiden, men bruges dog til små elementer i musikken. Dialogen lyder lidt for hul og dåseagtig, så mere end tre stjerner kan det ikke blive til.

Ekstramateriale

Udover en minibiografi for nogle af skuespillerne indeholder dvd’en intet ekstramateriale.

Being Paul Giamatti

Den primære kilde til morskab i “Cold Souls” ligger i det faktum, at selve handlingen er så total vanvittig, men at alle implicerede behandler den som om, den var fuldstændig rimelig.

Her præsenteres vi for skuespilleren Paul Giamatti – spillet af skuespilleren Paul Giamatti, der nærmest laver en slags selvparodi over sin velkendte filmpersonlighed som en små-gnaven og neurotisk størrelse. Han er netop i gang med en teateropsætning af Tjekovs “Onkel Vanja”, hvori han spiller hovedrollen. Uheldigvis så tærer rollen på Giamattis kræfter, og han føler sig så nedtrykt og udmattet, at han knap nok ser sig i stand til at gennemføre prøverne. Der er imidlertid en løsning på den slags sjælelige kvaler i form af en klinik, hvor man for et mindre salær kan få bortopereret sin sjæl og lagt den på lager, til man skal bruge den igen.

Giamatti gennemgår behandlingen, og pludselig er hans depressive side væk, og han går til rollen fyldt med nydelse, energi og glæde – og er dermed også pludselig blevet en ganske rædselsfuld skuespiller. Han ser derfor intet andet valg end at påtage sig sin gamle sjæl igen, men det viser sig at være sværere end først antaget, da skuespilleres sjæle er en eftertragtet vare på den russiske sortbørs.

Det er med lavmeldt klukken snarere end en højlydt latter, vi følger scenerne i “Cold Souls”, som anvender satire og stilfærdige sidebemærkninger i en lind strøm. Vittighederne siges, som om de ikke var morsomme, og uanset hvor komplet absurde begivenhederne udvikler sig, bliver skuespillerene ved med at omtale dem med stor alvor. Af samme grund er det også et lune, der langsomt sniger sig ind på én efterhånden, som man vender sig til filmens udtryksform. Dens udformning og metalaget vækker minder om Charlie Kaufman-film som “Being John Malkovich” og “Evigt solskin i et pletfrit sind” iblandet en bid af Woody Allens mest syrede film, og faktisk så udtænkte filmens debuterende instruktør og manuskriptforfatter Sophie Barthes oprindeligt manuskriptet med Wood Allen i tankerne som hovedrolleindehaver. At Barthes har talent for henkastede bemærkninger lader sig dårligt skjule, og hun fylder manuskriptet med små herlige detaljer. For eksempel viser en af sjælekapslerne sig at indeholde sjælen fra en Hollywood-manuskriptforfatter. Han havde åbenbart ikke brug for en i det erhverv.

I hovedrollen er Paul Giamatti ikke overraskende blændende. Ingen kan spille en surmulende stodder helt så effektivt som Giamatti, og hans ansigtsreaktioner på filmens vanvittige hændelser bliver næsten en lille symfoni at overvære. Herlig er også David Strathairn som sjæleudskæren, der til forveksling ligner en glat plastikkirurg med tilhørende lækkert hår og lav moral.