I den verdensberømte ballettrup Joffrey Ballet of Chicago er kravene høje og for de unge balletdansere er den enes død den andens brød. Gruppen ledes af den excentriske Alberto Antonelli (Malcolm McDowell), hvis eneste kriterium for sine dansere er succes – ellers er det ud af vagten. Den unge Loretta Ryan, kaldet Ry (Neve Campbell) er det nye håb, der samtidig med sin arbejdskrævende karriere kæmper med et liv ved siden af og prøver at holde styr på kærlighedslivet, i form af den nyvundne kæreste Josh (James Franco) samt et servitricejob. Men “The Company” er også historien om et væld af andre personer i truppen, hvis liv vi får glimtvise indblik i.

“The Company” er Robert Altmans spillefilm nummer 35 (ikke medregnet utallige tv-film, tv-serier, dokumetarer, etc.) og selv i en alder af 79 formår han stadig at skabe interessante værker. Hans film har dog også en tendens til at svinge gevaldigt i kvalitet og det bør tilføjes at “The Company” ikke lander blandt de store mesterværker som “Nashville”, “M.A.S.H.”, “The Player”, “Short Cuts” og senest den eminente “Gosford Park”.

Altman er kendt for at tage et bestemt del af kulturen eller arbejdslivet under kærlig behandling og dissekere det for derved at åbne op for det væld af intriger og interne komplikationer, som man ellers ikke er bekendt med. Denne gang har han givet sig i kast med ballettens verden og her må der siges at være et interessant objekt for en nærmere granskelse.

Som i mange af Altmans andre film præsenterer instruktøren i “The Company” et stort antal karakterer, hvis hverdag og skæbner væves sammen til en farvefuld mosaik, men det er som om, at filmen ikke ønsker at gå linen helt ud og derved kun på overfladen ser ud til at følge forskellige personer. For det er i bund og grund danseren Ry der er filmens egentlige hovedperson, mens alle de andre sidehistorier aldrig rigtig kommer i gang. Tilskueren introduceres f.eks. for en lidt kikset og usikker dreng, hvis tante har begået selvmord, hvorved han må se sig nødsaget til at flytte ind hos nogle af de andre fra ballettruppen. Men herefter hører man aldrig om ham igen og det er ganske sigende, at man som tilskuer kun fanger et fåtal af personernes navne – de bliver ganske enkelt aldrig særlig vedkommende.

Derfor er det også ekstra ærgerligt at Rys historie, der står i centrum og egentlig bør bære filmens handling, heller ikke magter at rive os med. Tilskueren kommer aldrig helt ind på livet af hende og det kunne have været interessant at få et mere detaljeret billede af hendes forhold til Josh, hendes problemer med ekskæresten eller hendes skilte forældre.

I det hele taget minder filmen mere om en dokumentarfilm end om en spillefilm med et plot, hvilket især skyldes kameraets rolle (fotografen Andrew Dunn stod også bag kameraet på Altmans “Gosford Park”), der nærmest placerer sig som en flue på væggen og iagttager livets gang i balletverdenen under træning, i omklædningsrummet, til prøverne og til de store premierere. Her bør fremhæves filmens heftige brug af totalbilleder, hvor man pludselig lægger mærke til, at der sker en masse ting på samme tid i billedet, og hvor selv perifere karakterers diskrete kropssprog tilføjer en masse facetter til den enkelte scene. Samtidig er dialogen næsten støvsuget for eksposition eller plotbærende informationer, hvorved det hele næsten antager karakter af tilfældige fragmenter i ballettens dagligdag.

Den realistiske stil er dog også filmens store force, idet den bryder med en klassisk underholdningsfilms fortælling som ofte virker påklistret i dansefilm, hvor de enkelte dansenumre som regel bruges som musiske pauser uden at tage fokus væk fra det altoverskyggende plot. I “The Company” er dansen derimod en ligeså vigtig del af historien, for den fortæller ligeså meget (eller ligeså lidt) som resten af filmens scener. Derudover er balletnumrene fantastisk koreograferet og dans og musik går op i en højere enhed og bliver fængende, selv hvis man ikke umiddelbart interesserer sig for ballet.

Hvad angår skuespillernes præstationer, så gør de næsten alle et glimrende stykke arbejde, selvom der ikke er meget kød på de enkelte roller. Men netop filmens dokumentariske stil gør, at de underspillede præstationer fungerer og ikke virker malplacerede. Kun Malcolm McDowell skiller sig ud i sin næsten overkarikerede fremstilling af ballettruppens leder, hvilket er en skam, da netop denne rolle er en af filmens mere komplekse og interessante. Han beviser endnu engang at han aldrig rigtig har kunnet levere en ordentlig præstation siden “A Clockwork Orange”.