Luk lortet

Det er oftest i forbindelse med horror eller splatter, man tager ord som kvalmefremkaldende i brug. Men i “Concussion” krydres det ret traditionelle drama med en montage af football, der er decideret modbydelig. Helt uden blod og opsprættede maver, men i stedet med tusind kreative måder at knalde hoveder på. Den helt essentielle del af football, tacklingerne, klippet sammen til et rædselskabinet, som den sygeste cirkusfreak ikke kunne udtænke. Det er bare virkelighed.

Det er et uløseligt mysterium, at Will Smiths Dr Omalu er den første, der tænker: Måske er det usundt for to hjerner at være spydspidser for kolliderende 150 kilos kroppe?. Og så alligevel ikke. “Concussion” viser udmærket, hvor blind man kan blive, når man ser på noget, man elsker, og at det er den udenforstående skeptiker, der i sidste ende må skære igennem tågen. Det gør han på den typiske film-manér med stærke demonstrative enetaler om liv og død, hvilket muliggøres af den støttende kone og de to-tre bundreelle venner.

At Peter Landesman så selv ender med et halvkvædet patriotisk forsvar for amerikansk fodbold, det antyder vel bare endnu en gang den blinde vinkel. Du piller ikke ved The United States of Freedom. Man har ikke turde gå hele vejen, og portrættet af nationalsport nr. 2 ender med at være historien om svedet, blodet og tårerne. Det evige sammenhold mellem mænd, de ægte mænd, stærkere end noget andet på guds jord, bortset fra flagspætten og bjerggeden og de tusind andre arter, der er langt mere egnede til at nikke skaller. Vi har for store hjerner.

Det til trods møder Will Smith undervejs ikke meget andet end misundelse, småracisme, bøvet sexisme og andre uskyldigheder, som vist undskyldes med, at Pittsburghs borgere er fattige stålarbejdere. Flere modstandere gentager pointen om, at den eneste glæde i et hårdt liv er søndagen med Steelers, og “Concussion” kan ikke sige sig fri fra at hoppe med på vognen. Først da Omalu til sidst forstår volden og lidenskaben (læs: glæden ved volden), taler han samme sprog som Amerika og kan trænge igennem med sit budskab.

Det tager noget af pusten fra de foregående næsten to timer. Fra Omalu dykker ned i de lokale heltes tidlige død over FBI-ransagninger og vanære til den lidt pludselige oprejsning. Det, der først ligner et kampskrift for lukningen af NFL, ender med at bløde op til søde toner om guddommeligt (der var hun igen) forsyn og The Greatest Country on Earth. Skurkene lover at undersøge om der er noget om sagen, violinerne klinger ud, og den venlige nigerianske mand får tilbudt drømmejobbet og takker nej. Mandens liv er en Hollywoodfilm, og Hollywood følger udmærket med.