Film som er bygget over skabelonen “Hvem Fupper Hvem” har ikke været endvidere originale siden “Sidste Stik” (“The Sting”) fra 1973, men de bedste af slagsen har alligevel været underholdende i form af sprudlende dialog (som præger David Mamets “House Of Cards” og “Heist” – hvor figurerne skyder med ord i stedet for pistoler) eller en høj frækhedsfaktor (“Ocean’s Eleven”). “Confidence” er derimod ligesom TV.3s filmudvalg – man føler at man har set det hele en million gange før.

Da vi første gang møder Jake Vig, monotomt spillet af Edward Burns, har en lejemorder sat sin pistol for panden af ham. Jake fortæller så historien tilbage derfra, om hvordan han og hans kumpaner indirekte kom til at stjæle penge fra Winston King (eller bare The King som han også beskedent kalder sig selv). The King overtalte Jake til at lede et stort svindelnummer, som ville gøre ham i stand til at betale de stjålne penge tilbage. Og i al sin enkelhed handler resten af filmen om hvordan Jake kigger tilbage på, hvordan han udtænkte og prøvede at udføre det store svindelnummer.

Dustin Hoffman spiller The King, en venlig snog som tygger tyggegummi og elsker at få fodmassage, men når han bliver irriteret lurer hans farlighed lige under overfladen. Oveni det er han en slags selvudnævnt verdensmand, som driver sine forretninger med samme dobbelttydighed som han selv består af. Hans smarte – men alligevel halvlumre – stripklub styrer han konsekvent med den overbevisning at pigernes “lege” skal se lækre og fornemme ud – samtidigt med at han byder på diverse forfriskninger som hører det pæne cafemiljø til. Hoffman nyder at spille rollen – som han prøver at give den nødvendige underfundighed – men resultatet er nærmere parodisk end direkte farlig.

Andy Garcia, i en krøllet overfrakke, ligner en underlig fejlkloning af Peter Falks Columbo – men i det i mindste er det rart nok at se Garcia i en grim rolle (skægstubbe og cigarpulsende) til forskel for hans sædvanlige demonstrative mandige roller. De øvrige biroller er godt besat med kendte ansigter, ukendte navne, som Paul Giamatti og Luis Guzmàn, men de har desværre ikke meget at arbejde med her.

Men hvem nyder ikke at se den lille fisk snyde den store fisk? I filmens bedste scene hvor Lily (Rachel Weisz) er til “optagelsesprøve” hos Jake i en californisk guldsmedeforretning, oplever vi for første og eneste gang den herlige fryd, et godt svindelnummer på film kan være, når det bliver udført med charme og frækhed. Lily og Jakes efterfølgende obligatoriske romance er i øvrigt gabende kedelig.

En af fornøjelserne ved Steven Soderberghs “Ocean’s Eleven” var at publikum følte sig som den tolvte mand i Danny Oceans (George Clooney) sammensatte ensemble. Men i “Confidence” bliver vi, af Edward Burns figur, guidet igennem en slags “Cons For Dummies”. Hans belærende fortælling om hvordan det hele foregår, giver en vis afstand til publikum – og derfor bliver vi aldrig en del af hans bande.

Filmen er instrueret af James Foley hvis CV er en noget blandet fornøjelse – fra den glimrende “Sælger Til Salg” (“Glengarry Glen Ross”) til den mere rutinepræget “The Corruptor”. I “Confidence” bærer Foleys instruktion præg af hans gode blik for at balance de mange forskellige figurers plads i filmen (ligesom i førstnævnte eksempel), men hans håndtering af filmens udseende og udtryk er rutinepræget (ligesom i sidstnævnte eksempel).

Skæve kameravinkler og hurtige klip er ikke i sig selv nok til at skabe en interessant film. Skæve kameravinkler og hurtige klip flytter i stedet opmærksomheden over på det tekniske aspekt ved filmen – som fjerner fokus fra filmens figurer – og som igen giver publikum følelsen af afstand. Plus det faktum at filmen bliver fortalt ved hjælp af flashbacks, som naturligvis dræber enhver form for spændingsmoment og slutresultatet bliver kedeligt og uden det forventede punch. På et tidspunkt i filmen forklarer The King: ”Sometimes, kid, style can get you killed.” Et godt råd som Foley gerne må tage ved lære af næste gang.