Djævelsk god underholdning på himmelsk udgivelse

Visse skuespillere er fantastiske til at spille én specifik type karakter. Arnold Schwarzenegger er eksempelvis suveræn som brutal dræbermaskine i “Terminator”-filmene, fordi rollen går så godt i spænd med østrigerens intimiderende fysik, monotone stemmeleje og begrænsede mimik. I mandens andre film er det ofte svært at tage det karismatiske muskelbundt seriøst. Keanu Reeves er heller ikke et multitalent. Han er ofte enten overgearet eller distræt, men når han spiller tungsindige, hvileløse mænd som Neo i “Matrix”-trilogien, er historien en anden – måske fordi de karakterer lægger sig så tæt op ad Reeves’ eget jeg, at han ikke skal anstrenge sig for meget. Og rollen som dæmonjægeren John Constantine synes skræddersyet til skuespilleren, der leverer en af karrierens bedste indsatser i “Constantine”.

Den legendariske tegneserieforfatter Alan Moore opfandt Constantine i 1985, og nøjagtig ligesom Moores andre figurer er Constantine en kompleks og fascinerende størrelse, og det samme er han gudskelov også på film. I DC Comics’ hæfter var manden en blondhåret brite, men det gør ikke spor, at karakteren er blevet forvandlet til en mørkhåret Los Angeles-indbygger, når nu Reeves tackler rollen med så megen humor, respekt og entusiasme. Det er ikke let at gøre en antihelt både pessimistisk og karismatisk, men Reeves klarer opgaven med bravur. Skuespilleren ledsages af flere talentfulde kollegaer – deriblandt den altid fremragende Djimon Honsou, kække Shia LaBeouf og Rachel Weisz, hvis følelsesladede præstation giver filmen et ekstra nøk på troværdighedsskalaen.

Constantine jagter til dagligt alskens ondskabsfulde kreaturer, der burde befinde sig i helvede. Constantine var selv en tur i dødsriget, da han som yngre valgte at tage sit eget liv og praktisk talt var død i to minutter, før han blev genoplivet. Selvmordet har sikret ham adgangsbillet til djævlens baggård, når han en dag stiller træskoene permanent, så nu kæmper han for at rense sin sjæl, så han kan ende i himlen i stedet. Weisz spiller politiofficeren Angela, hvis tvillingesøster, Isabel, netop har begået selvmord. Sammen med Constantine må hun opklare forbindelsen mellem Isabels død og en grufuld sammensværgelse, der tilsyneladende har Jordens undergang som formål.

Det lyder en smule vanvittigt. Men instruktør Francis Lawrence og hans ensemble håndterer materialet med opsigtsvækkende seriøsitet, hvorfor manuskriptets mange spøjse monologer om himlen, jorden og de forunderlige ting imellem forbavsende let glider ned. Filmen er heldigvis blottet for plat selvironi, men der forekommer også flere sjove momenter. Når filmen for alvor prøver at more, går det dog som regel galt. En typisk overspillende Peter Stormare er snarere ufrivilligt komisk end frygtindgydende som selveste Satan.

Indimellem er filmen også for seriøs, og med en spilletid på to timer og med langt mere snak end den gængse thriller er der perioder, hvor “Constantine”s depressive univers, karakterer og dialoger sætter tålmodigheden på prøve. De oftest medrivende actionsekvenser dukker heldigvis op på de helt rigtige tidspunkter, og filmen er derudover spækket med stemningsfulde billeder, locations og lyde. Selvom filmen ender med lidt af et antikristklimaks, efterlades man med adskillige gode grunde til at efterspørge en fortsættelse – deriblandt lysten til igen at overvære Reeves portrættere en af tegneseriemediets mest interessante figurer.

Video

Præsenteret i 1080p/VC-1 2.40:1. “Constantine” er en meget dyster film både visuelt og indholdsmæssigt, men kontrastgengivelsen er heldigvis superb, så ingen detaljer går nogensinde tabt under filmens mange dunkle scener. De sædvanligvis mørke farver er appetitlige og troværdige, og billedsiden plages ikke af edge-enhancement, komprimeringsfejl eller ét eneste uønsket støvkorn. Men undertiden efterlyser man lidt ekstra skarphed. Det virker endda en sjælden gang imellem, som om man har blødgjort billedet lidt for at sløre gryn.

Audio

Det engelske Dolby TrueHD 5.1-mix er et af markedets bedste og mest aggressive HD-lydspor. Igennem størstedelen af filmen er alle højtalere aktive. Lyddesignet er fantastisk – utallige diskrete lydeffekter gør filmen endnu mere dragende, og der diskes også op med adskillige slagkraftige lydeffekter og masser af festlig rumlen fra subwooferen. Men effekterne virker aldrig anmassende, heller ikke selvom dialogen yderst sjældent overrumples en anelse af lydsidens andre elementer. Hver eneste lydeffekt, replik og musikalske tone gengives så klart og tydeligt, at man til tider har svært ved at tyde, om lydene kommer fra hjemmebiografen eller nabolaget. Kort sagt: “Constantine” lyder allerhelvedes godt.

Ekstramateriale

To kommentarspor er blevet indtalt til filmen. Instruktøren Francis Lawrence og produceren Akiva Goldsman diskuterer filmen på det ene, mens det andet kommentarspor byder på kommentarer fra manuskriptforfatterne Kevin Brodbin og Frank Cappello. Forfatterne er (en anelse uventet) mest underholdende og informative, men alle fire gutter hoster op med en masse vedkommende fortællinger. Desværre er der dog en del pauser på begge spor, og deltagerne skamroser lidt for tit hinanden og deres andre kollegaer, men fans kan alligevel glæde sig over masser af fascinerende anekdoter.

Man kan også se filmen med den såkaldte “In-Movie Experience”-funktionen slået til. Dermed præsenteres man for relevante uddrag fra skivens ekstramateriale under filmen. Mere end halvanden times velproducerede dokumentarer er også inkluderet. De gennemgår hovedsageligt produktionens stunts og computereffekter, men der er også afsat tid til nærmere kig på bl.a. ensemblet og manuskriptet. Mest interessant er featuretten “Conjuring Constantine”, som fortæller mere om tegneserien, som “Constantine” tager udgangspunkt i.

Et hav af slettede scener befinder sig på skiven, og Lawrence har også indtalt kommentarer til disse. Tilsammen varer de omtrent 18 minutter, men desværre præsenteres de ikke i særlig god kvalitet. Ingen af de saksede sekvenser savnes, men det er dog interessant at overvære de mange droppede scener med talentfulde Michelle Monaghan, hvis omdiskuterede sideplot blev fjernet under klipningen af filmen (hun medvirker kun i få sekunder i den færdiggjorte udgave af “Constantine”). Desuden medfølger to trailere til filmen og musikvideoen til A Perfect Circle-nummeret “Passive”. Videomaterialet præsenteres i 480p.

Jeg tror på Gud, Gabriel og Satan, men mest af alt på Constantine. Balancen mellem Himmel og Helvede er truet i denne visuelt imponerende og velfortalte historie om kampen mellem det gode, det onde og manden i midten, der kan genetablere balancen mellem de to verdener, den komplekse John Constantine. I kraft af karakterernes dybde, historiens diversitet og den betagende scenografi bliver “Constantine” en særpræget oplevelse.

Keanu Reeves er John Constantine. Hvor Reeves i “Djævelens Advokat” (1997) var helvedets forsvarer, er han her dommer, og dommen er den samme hver gang; en returbillet til underverdenens uvelkomne dæmoner. Gud og Satan har en aftale om, at engle og dæmoner ikke må være på jorden og påvirke menneskers handlinger, som vil være udslagsgivende for om efterlivet skal leves i skyer eller flammer. De såkaldte half-breeds, halvt menneske halvt engel eller halvt menneske halvt dæmon, må gerne færdes på jorden, for de ligner almindelige mennesker, næsten overfor alle. Constantine ser dem dog som de i virkeligheden er og de ser ham. Balancen brydes imidlertid og rigtige dæmoner dukker op på jordens overflade.

Banen er kridtet op til hvad der på papiret måske lyder som den sædvanlige omgang mellem det gode og det onde, men “Constantine” overrasker med dens fabelagtige figurer, som udover hovedpersonen byder på den mægtige heksedoktor Papa Midnite (spillet af den kraftfulde Djimon Hounsou) og politikvinden Angela Dodson, der er en yndig ulv i fåreklæder. Karakteren Dodson giver Rachel Weisz meget at arbejde med og Weisz viser, hvor stort et talent hun egentligt besidder. Manden bag denne forbandet fine filmatisering af tegneserien Hellblazer er debutinstruktøren Francis Lawrence, som ligesom David Fincher og Michel Gondry har sine rødder i musikvideoer. Lawrence har øje for de små detaljer, som sætter prikken over det berømte i. Vinklerne der filmes fra varieres meget og billedstilen er ligesom de visuelle effekter helt i top.

Helvedets kræfter har været portrætteret på det store lærred mange gange, men for det meste uden held. “Exorcisten” (1973) og “Rosemary’s Baby” (1968) er dog undtagelser der bekræfter reglen. Begge films succes kan blandt andet skyldes deres nedtonede stil, hvor handlingen foregår i realistiske rammer, der dermed giver filmene et troværdigt univers. Skildringen af Helvede i “Constantine” er en stor bedrift, for det bliver ofte en stereotyp og utroværdig skildring af et sted, som vi alle har en formodning om hvordan ser ud. Helvedet ligner en evigt brændende apokalyptisk storby i filmen. Dette bud på Helvedet er det mest overbevisende jeg har set på film, og hvis man en dag skulle ryge den vej, så har virkeligheden noget at leve op til.

John Constantine lider af dødelig lungekræft. Helvedets yngel kan ikke tage livet af ham, men det kan de berømte hvide ligkistesøm. Det er en antirygekampagne, der vil noget. Sammen med små ironiske kommentarer, som f.eks. en diskret lille fuckfinger fra Constantine til Helvedets Herre, er kampagnen ujævnheder i en ellers helstøbt film, men det kan tilgives, for Gud hvor har “Constantine” meget andet betagende at byde på.