En blandet landhandel

Indimellem lancerer Hollywood en “sygdomsfilm”, hvis mål er at sætte en god, gammeldags paranoia i gang blandt publikum, samtidigt med at den advarer imod netop den slags. Hvem kan ikke huske “Outbreak” fra 1995 eller Terry Gilliams fremragende nyklassiker, “12 Monkeys”? Det seneste skud på stammen er Steven Soderberghs “Contagion”, der kan prale af at have en lang række prominente skuespillere på rollelisten. Dog er det en lidet overbevisende og ikke helt fejlfri film.

Vi er i nutiden. Efter en række tilfældige begivenheder og berøringer bliver Beth Emhoff smittet med en hidtil ukendt og dødbringende sygdom. Da hun kommer hjem til manden og sønnen, dør hun pludseligt. Så ruller snebolden, og inden længe stiger antallet af dødsfald, og verden ender i en gennemgribende undtagelsestilstand. Den politiske blogger Alan Krumwiede indgyder frygt i befolkningen med sine skriverier (som filmen kløgtigt betegner som ”graffiti med punktummer”), mens sygdomseksperten Dr. Ellis Cheever gør sit bedste for at reducere smittefaren ved at sende sine dygtigste mænd og kvinder i marken.

“Contagion” er en film, der gerne vil tages seriøst som katastrofedrama, men den fungerer bedst, når den stiler efter at være en realistisk satire om menneskelige reaktioner i ekstreme situationer. Filmen sigter tydeligvis efter en realistisk tone, men den klinger ofte falsk – såsom hver gang Krumwiede dukker op. Bloggeren spilles af Jude Law, som har fået sat en ekstra tand på fortænderne, så han virkelig ligner en ækel slyngel (der er jo ikke noget så skurkagtigt som en fremtrædende tand). Krumwiede kickstarter en slags informationsvira, som i filmen anses som lige så farlig som selve sygdommen, men Laws rolle virker udelukkende som et fortænkt og påklistret forsøg på at indsætte en menneskelig antagonist.

Der er næsten flere prisbelønnede verdensstjerner foran kameraet i “Contagion”, end der er vira i omløb på Moder Jord, men de fleste handlingsforløb er overflødige, og selvom skuespillerne gør det godt, virker det, som om flere af dem kun er med for at pryde filmens stjernespækkede plakat. “Contagion” ville virkelig have gavnet af en mere stram historiefortælling, men når den fokuserer på familien Emhoff, smittes man af begejstring. Matt Damon er simpelthen perfekt som Beths enkemand, Mitch, der mister sin kone og søn til sygdommen, og som derfor klamrer sig til sin teenagedatter. Han er uden tvivl filmens mest interessante person, fordi hans historie fungerer på et grundlæggende menneskeligt plan.

I det hele taget er det de menneskelige relationer, der er mest interessante i “Contagion”. Når Beth Emhoff i filmens første scene hostende ringer til elskeren i Chicago, vil vi straks vide mere om alle de ufortalte sandheder, der lurer under overfladen. Det er, når “Contagion” bliver til en politisk advarselsfabel og taber den menneskelige vinkel af syne, at den mister sit tag i os.