Smuglere leverer varen

“Contraband” er en amerikansk genindspilning af den islandske “Reykjavik Rotterdam” fra 2008, men ved første øjekast ligner dette spritnye remake en genindspilning af talløse thrillere. Det er den velkendte skrøne om en forhenværende småkriminel, som har lagt den lovstridige livsstil på hylden og nu forsøger at agere ansvarlig familiefar. Men naturligvis indhenter fortiden ham, og han må derfor forlade dydens smalle sti og genoptage sit strafbare erhverv i et forsøg på at redde sine nærmeste. Det er lige før, man kan fornemme Al Pacino gjalde sin klassiske “The Godfather”-replik i baggrunden: ”Lige da jeg ellers troede, at jeg var ude, trækker de mig ind igen!”

Men hvad “Contraband” savner i originalitet og opfindsomhed, kompenserer den for med en lind strøm af sindsoprivende actionsekvenser, der ganske vist ikke er særlig troværdige, men ikke desto mindre er hamrende underholdende og effektive. ”Less is more” lyder et populært mundheld, men i “Contraband” har det modsatte tydeligvis været filmmagernes modus operandi, idet vores helte må døje med alt fra skuddueller, biljagter og håndgemæng til hidsige hunde, helikoptere, arrige skibsofficerer, bandemedlemmer og løbske olietankere – og det er endda alt sammen, før vi er bare halvvejs igennem filmen!

Mark Wahlberg har hovedrollen som Chris Farraday – en tidligere smugler, der var den bedste inden for sit felt, lige indtil han besluttede sig for at droppe faget, få børn og ægte sin smukke kæreste, Kate (Kate Beckinsale). Desværre er hans unge svoger, Andy, også blev bidt af den nervepirrende, men lukrative tilværelse som tyv, og da han kommer i karambolage med Bostons lokale mafia, bliver Chris nødt at hente en sidste last tyvekoster hjem fra Panama, før gangsterne mister tålmodigheden og afreagerer på Chris’ familie.

Alt imens Chris slår gækken løs i Panama (og på skibet på vej derned), forsøger Kate at afværge truslerne fra Bostons kriminelle underverden, der anføres af den aggressive og kronisk hæse Tim Briggs (Giovanni Ribisi). Disse scener føles noget påklistrede, og de har ikke nær så megen slagkraft som sekvenserne i Mellemamerika. Den ellers så udtryksfulde og bomstærke Kate Beckinsale (med “Underworld”-franchisen skabte hun en af actiongenrens sejeste heltinder) har desuden ikke meget at gøre godt med i rollen som navnefællen Kate, der mere føles som et plotelement, som blot er skabt for at give Chris mere på spil, end et egentligt menneske af kød og blod.

Til gengæld er Ribisi dejligt slesk og ulækker i rollen som Briggs – en af den slags herlige skurke, der virkelig gejler tilskueren op og får os til at tørste efter retfærdighed. Ben Foster brillerer ligeledes i rollen som Chris’ barndomsven, Sebastian, der er en forbavsende nuanceret karakter, som tager nogle interessante, uventede drejninger, der naturligvis ikke skal afsløres her. Wahlberg kan spille karakterer som Chris Farraday i søvne. Guderne ved, at han talløse gange før har spillet rollen som lovbryderen med et hjerte af guld. Wahlberg er veloplagt, og når han er det, bugner han af charme og karisma i en sådan grad, at det simpelthen er umuligt ikke at holde af ham, og den 40-årige superstjerne slår gnister sammen med alle de andre skuespillere – især Foster og Ribisi.