Ude af kontrol

Igennem de sidste 25 år har hollandske Anton Corbijn instrueret utallige mageløse musikvideoer for navnkundige bands som Metallica, U2 og Depeche Mode. Kunstnerens verdenskendte fotografier og videoproduktioner har inspireret talrige kollegaer, men modsat hovedparten af sine fagfæller – såsom Spike Jonze, Tarsem Singh og David Fincher – besluttede Corbijn sig forholdsvis sent for at skrue sin første spillefilm sammen. Og i den forbindelse kunne manden næppe have valgt et bedre omdrejningspunkt end det Manchester-baserede band Joy Division, der revolutionerede postpunkmusikken i slut-70’erne og var på direkte kurs mod stjernerne, lige indtil forsangeren Ian Curtis ikke længere magtede sine tærende depressioner og hængte sig selv i en alder af sølle 23 år.

For dem, der endnu ikke har lagt øre til Joy Division (og i så fald bør nærmeste musikforretning opspores snarest muligt), vil det måske virke spøjst, at en velrenommeret instruktør som Corbijn ikke har valgt at påbegynde karrieren som spillefilmmager med et mere publikumsvenligt emne. Men der er en særlig logik i, at Corbijn, som fotograferede den engelske gruppe som 24-årig i 1979, tager det næste skridt op ad karrierestigen på en måde hånd i hånd med den gruppe, der netop var med til at kickstarte Corbijns karriere. Hollænderen behandler sit subjekt med al den respekt, det fortjener, og hans unikke indsigt i Joy Divisions musik og mimik giver “Control” et enestående, dokumentarisk præg, som blot gør filmen endnu stærkere.

”Jeg lader mig inspirere af musikken, ikke teksten,” har Corbijn tidligere udtalt om sit arbejde som musikvideoinstruktør. Men der er ingen grund til at frygte, at manden derfor har valgt at nedprioritere den både opløftende og deprimerende fortælling om Joy Division for at fokusere på at skabe et audiovisuelt sansebombardement. Visuelt er “Control” betagende, men mere mådeholden end filmene af førnævnte Jonze, Singh og Fincher. Martin Ruhes sort/hvid-fotografering er ikke blot fortryllende – den læner sig også op ad stilen i de ikoniske portrætter af bandet fra 70’erne og 80’erne, og den farveløse facade går fornemt i spænd med historiens, karakterernes og omgivelsernes sædvanligvis triste natur. Og Joy Divisions sange indflettes perfekt i fortællingen.

Matt Greenhalghs manuskript, der tager udgangspunkt i bogen, som Curtis’ enke, Debbie, skrev om parrets ustabile ægteskab, dokumenterer Curtis’ liv, fra han køber David Bowies skelsættende LP “The Rise And Fall Of Ziggy Stardust And The Spiders From Mars” i 1973 til og med Curtis’ selvmord 18. maj 1980. Curtis lægger ud med at være en ganske hjertevarm spilopmager. Men hans bestræbelser på at tilfredsstille alle, Joy Divisions stigende popularitet, sangerens hyppige epilepsianfald og hans ægteskab, der ætses af Curtis’ affære med en belgisk journalist, dræner ham langsomt for energi og livslyst, indtil han nærmest blot er en omvandrende silhuet.

Men på trods af karakterens tiltagende indelukkethed får publikum aldrig et distanceret forhold til Curtis. Undertiden føler man, at man ikke kommer helt nok ind under huden på Curtis – måske fordi Corbijn som erfaren fotograf hellere vil lade sit publikum dissekere billederne selv, og fordi hans respekt for sit idol gør, at han ikke tør skrælle alle mytiske lag af karakteren. Men filmen er aldrig andet end fængslende, og Sam Riley er en sensation som Curtis. Skuespilleren gengiver Curtis’ bevægelser på scenen med en næsten uhyggelig nøjagtighed, men Riley forfalder aldrig til let imitation. Hans præstation er ekstremt nuanceret og kompleks, og Samantha Morton er nøjagtig ligeså intens og overbevisende som Debbie. Scenerne imellem dem er næsten hjerteskærende i ulidelig grad.

De, der portrætterer resten af Joy Divisions medlemmer, som skabte bandet New Order efter Curtis’ død, er også fænomenale. Skuespillerne øvede sig på deres karakterers instrumenter i deres fritid, så det er faktisk dem, man hører under de spektakulære koncertscener. Man forstår udmærket deres entusiasme for projektet. “Control” omhandler en mand, der mister kontrollen, og bandet Joy Division, som ingen glæde udstråler, men filmens gennemslagskraft er derimod aldeles ikke paradoksal.

Video

Præsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen-format. Transferet er som regel knivskarpt. Kontrastgengivelsen er fornem, og der optræder aldrig snavs. Desværre ser flere af de mørkeste scener en smule slørede og grumsede ud pga. mild udtværing. Glorier forårsaget af edge-enhancement optræder også, dog heldigvis kun i forholdsvis få scener, men de er uheldigvis tydelige pga. billedets farvefattige udseende.

Audio

Modsat transferet skuffer Dolby Digital 5.1-mixet bestemt ikke. Ganske vist lyder de stilfærdige dialogscener ganske godt, og den minimalistiske, sofistikerede lydside passer fint til billederne. Men det er under koncertscenerne, at lydsporet for alvor imponerer. Subwooferen vågner virkelig op til dåd, men LFE-kanalen overrumpler ikke seeren eller de andre højtaleres output. Hver eneste højtaler er med til at skabe en overbevisende “mur” af lyd og musik, der omgiver seeren. Dialogen kan til tider lyde lidt hul, men replikkerne er tydelige, bortset fra når skuespillerne indimellem mumler.

Dvd’en, som denne anmelder fik, blev udgivet i slutningen af september og indeholdt kun finske, norske og svenske undertekster. Scanbox har siden hen trukket udgivelsen tilbage fra forhandlerne efter trykkeriets fejltagelse og genudgiver dvd’en med danske undertekster 21. oktober. Vær derfor opmærksom på, om du har fået den rigtige skive, hvis du køber “Control” herhjemme.

Ekstramateriale

Kvaliteten af ekstramaterialet overgår kvantiteten af det. Man kan se tre forlængede koncertscener. Endnu bedre er en medfølgende dokumentar (24 min.), som når at mønstre adskillige fascinerende optagelser af filmholdet i aktion og interessante interviews med Corbijn og skuespillerne. Corbijn har også indtalt et fornemt kommentarspor. Instruktøren gentager visse pointer fra dokumentaren, men på to timer leverer han nok anekdoter om filmen, Joy Division og tiden, hvor filmen foregår, til at gøre kommentarsporet til et must for fans. Han argumenterer for brugen af sort/hvid, og han diskuterer bl.a. sit eget møde med Joy Division og sin nervøsitet som debuterende spillefilminstruktør.

Love Will Tear Us ApartI skikkelse af Sam Riley træder Ian Curtis ind på scenen. Mens musikken pumper insisterende gennem lokalet, synes den spinkle forsanger ganske alene. Som han står fremme ved publikummet, ligner han alt andet end en rockstjerne, men snarere en skrøbelig ung kunstner, der kæmper for at klare presset. Han drives af musikken, som synes at bevæge hans krop i maniske ryk, der ligner et begyndende anfald. Der er ingen glæde i hans optræden blot en pulserende rytme, der har en uundgåelig tone af undergang. Spørgsmålet er ikke, om han bryder sammen, men blot hvor lang tid han har tilbage, før det sker.

“Control” er som en græsk tragedie, der fra starten synes at nærme sig katastrofen med faste skridt. Filmen fortæller om Ian Curtis, den legendariske forsanger fra bandet Joy Division, der blev en af de mest betydningsfulde britiske musikgrupper i nyere tid. Vi møder først Curtis som teenager i midten af 70’erne i det trøstesløse Macclesfield, som han kun kan undslippe på sit værelse, når han hører David Bowie og læser J.G. Ballard. Han forelsker sig i den lige så unge Debbie, og snart indgår de to et noget forhastet teenagerbryllup.

Sammen overværer de en Sex Pistols koncert, der forandrer Curtis’ opfattelse af, hvad musik kan være, og inden længe danner han sammen med tre andre det band, der bliver til Joy Division. Efter de første spæde forsøg lykkes det gruppen at optræde i Tony Wilsons (der selv blev portrætteret i “24 Hour Party People”) musikprogram. Snart er den kommercielle succes inden for rækkevidde, men samtidigt plages Ian Curtis af tiltagende epilepsianfald. Han bliver ordineret et væld af stoffer, som dog snart medfører depressioner og humørsvingninger.

“Control” er primært baseret på Debbie Curtis’ bog om hendes mand: “Touching from a Distance”, samt på interviews med mange af de involverede. Den er instrueret af fotografen Anton Corbijn, der selv har førstehåndskendskab til emnet idet, at han har taget nogle af de mest ikoniske billeder af bandet samt lavet et væld af musikvideoer heriblandt Joy Division-videoen “Atmosphere”. Hans billedportrætter er kendetegnet ved at være uglamourøse, hvilket er en strategi, han har taget med sig ind i filmen. Skudt i kornede sort-hvide farver er den langt fra nogen kulørt mytologisering, men snarere halvt musikportræt/halvt psykologisk beskrivelse med en bid hverdagsdrama oven i hatten samt en omgang knastør engelsk humor.

Hvor de senere års musikportrætfilm såsom “Ray” og “Walk the Line” har haft en tendens til at ligne hinanden til forveksling, så er “Control” anderledes direkte og usentimental. Det er ikke just historien om, hvordan den fattige undertrykte Curtis kom til magt og ære. Selvom den unge rockpoet har et brændende talent, synes det aldrig at bringe ham nogen forløsning eller nogen form for samhørighed med omgivelserne, og Corbijns kamera finder ham da også gentagne gange alene i gaden med sin taske i en evig rastløs transit.