Bondemanden han har altid travlt…

Af alle mennesker ved bonden bedst, at årstiderne afløser hinanden i en konstant cyklisk strøm. Men at hans eget liv og for så vidt alle andres er tvunget ind i en lige så fast rytme, det skal man måske være filminstruktør for at se. I “Corn Island” er den langsommelige rutine fra såning til høst skildret nøgternt og metodisk næsten uden forstyrrende ord. Majsmark og bondemand er så tæt sammenflettet, at det nærmest ikke er kliché at tale om en mand på vej ind i sit livs efterår.

Uden at det skal lyde som en brochure for Dansk Landbrug, så er der er en hypnotisk tiltrækning ved at se en mand forsigtigt klargøre sin jord, så sin sæd og drømme om frugterne af sit slid. Det må være derfor “Bonderøven” har så mange seere. Men i stedet for charmerende sixpence-vært, er fokus her på det eksotiske sammenspil mellem Enguri-floden og breddens indbyggere. Hvert forår trækker vandet sig langt tilbage og efterlader små øer af frugtbar jord, der skal udnyttes, inden sensommerens smeltevand drukner det hele igen.

Det ret så fantastiske foretagende er genskabt med imponerende detaljegrad. George Ovashvilis nærgående kamera giver grundige gennemgange af alt fra jordbunds-sammensætning til byggeri af den vaklende rønne. Det meste foregår uden dialog, men handlingerne er nærmest rituelle i deres opslidende gentagelse, og man forstår de pressede øjne mellem de tungt hængende skuldre. Pludselig virker det ikke så svært at passe en altankasse.

Uden medfølgende forklaring sidder hans barnebarn en dag i båden med forsyninger. Pigen er ikke en dag over 15, og når vandet så kun måler 16, strutter ungdommen under kjolen, så de patruljerende soldater hujer, og bedstefar må hæve geværet truende. Det er vel efterhånden en hel genre i sig selv. Det tavse, men afgrundsdybe drama, der lader generationerne kæmpe på køn og tradition med marmorhvide ungpigebryster som trumf og tegn på kunstnerisk frihed. Men “Corn Island” er ikke forceret artsy, bare gedigent medrivende i skildringen af overlevelseskamp.

På sin vis bliver en såret georgisk soldat derfor ikke bare et fremmedelement på øen, men også i selve historien, hvor hans tilstedeværelse føles unødvendig. De alvorlige regionale stridigheder skal fungere som skræmmende bagtæppe, men det er stadig den mærkelige natur, der indbyder til den mest brutale kamp. Seksuel vækkelse og majsmarken, der blomstrer, døde fisk og pigen, som skærer sig til blods på et strå. Det symbolske eventyrland tager lidt af fokus fra den ellers stramt styrede realisme, men det er en mindre detalje.