Tim Burton vender tilbage til animationsuniverset med “Corpse Bride”, denne gang i instruktørstolen sammen med Mike Johnson. “The Nightmare Before Christmas” beviste, at Burtons hjerne er fuld af obskure og geniale påfund. Stilen i “Corpse Bride” er mørk og dyster og animationerne er gennemførte og flotte. Det stjernespækkede cast er velvalgt, men historien og musikken lever ikke op til de forventninger som man med rette kan have efter den originale “The Nightmare Before Christmas”.

Johnny Depp fører an i det imponerende cast som Victor, der tilfældigt ryger en tur i underverdenen, da han øver sig på sine bryllupsløfter i den golde og mørke skov, der er så creepy som Burton fortryllende formår at fremstille den. Corpse Bride (Helena Bonham Carter) vil beholde Victor i underverdenen, men han skal giftes med den sky Victoria (Emily Watson). Navnene Victor og Victoria er formodentlig et bud på en morsom hentydning til karakterernes victorianske baggrund, og ikke en reference til Blake Edwards komedie “Victor/Victoria”. Filmiske referencer er der ellers nok af. Victor kaldes på et tidspunkt Vincent, en reference til Burtons første animationsfilm “Vincent” fra 1982. Skeletternes dans i underverdenen har store ligheder med Disneys klassiske Silly Simphony film “The Skeleton Dance” fra 1929.

Danny Elfman er manden bag musikken (som på så mange af Burtons film), men numrene i “Corpse Bride” swinger ikke helt. “Remains of the Day” er den eneste af sangene som får det gamle træben til at rykke lidt på sig i biografsædet. Her fænger beatet, når underverdenens væsner byder Victor velkommen til deres makabre verden.

Historien og musikken lever ikke op til vanlig Burton og Elfman standard. De humoristiske elementer fremprovokerer latter, som da Victor møder en mand, der er hakket midtover. ‘Manden i to’ går desværre igen i flere scener, og joken er den samme fortalt på forskellige måder. Scenerne mangler originalitet, og det er en overraskende konklusion på en film af vanvittighedernes vanlige mester Burton.

Tonen i de scener, der foregår i underverdenen, er meget lig tonen og tempoet fra “The Nightmare Before Christmas”, uden dog at have helt det samme sprudlende spræl over sig. I den victorianskinspirerede by går det mere stille for sig med de tilbageholdende Victor og Victoria. De romantiske scener mellem de to fungerer mindre godt. Man undrer sig i det hele taget over, hvorfor de har så stærke følelser for hinanden, da de knap kender hinanden. Hvis det er kærlighed ved første blik, har jeg ved første blik overset det.