En harmløs tur i del Toros spøgelseshus

Jeg knuselsker Guillermo del Toro. Jeg elsker hans krøllede mexicanske hjerne og de vidunderligt smukke, men ofte chokerende billeder, som den fremtryller. Derfor er det også næsten umuligt for ham at lave en film, som jeg ikke bryder mig om. Umiddelbart vil jeg hævde, at Gothic horror er den genre, der passer allerbedst til ham. Derfor havde jeg på forhånd store forventninger til “Crimson Peak”.

De blev ikke helt indfriet, fordi “Crimson Peak” er alt for forelsket i genrekonventionerne. Vi har en ung, smuk og uskyldig pige i hovedrollen, der ovenikøbet har intellektuelle ambitioner. Vi introduceres til hendes tragisk platoniske ven, den dybt pålidelige og håbløst forelskede læge. Og selvfølgelig dukker der en høj, mørk og charmerende fremmed op, som forfører hende og stjæler hende væk til et andet land. Han bor tilfældigvis i et gigantisk, vakkelvornt hus, der er så gotisk, at Edgar Allan Poe ville tænke sig om, før han overnattede der, og som er bygget på rødt ler, der farver sneen om vinteren, og som huset langsomt er ved at synke ned i. Har jeg glemt noget? Nåja, charmørens lettere hysteriske søster, der naturligvis hader vores heltinde, som det sig hør og bør.

Det bliver så forudsigeligt, at enhver spænding eller optakt til gys er dødfødt. Vi ved godt, hvad der skal ske. Vi har allerede 10 minutter inde regnet ud, at spøgelserne ikke vil heltinden noget ondt, men bare prøver at hjælpe hende. Åh, glemte jeg at fortælle, at heltinden ser spøgelser? For selvfølgelig gør hun det. Og chokket udebliver, når der skal skræmmes, for vi har hørt musikken og set lyssætningen ændre sig for to minutter siden. Det minder mest af alt om et af de spøgelseshuse i forlystelsesparker, hvor intet for alvor er skræmmende, så de små børn ikke bliver bange. Hvor er den instruktør, der lavede “The Devil’s Backbone” og “Cronos”?

Mia Wasikowska gør en ihærdig indsats som den alt for forventlige heltinde, men hun har ikke meget at arbejde med. Jessica Chastain kan til gengæld give hele armen som søsteren, der konstant står lige på kanten af et psykotisk udbrud. Skurkeroller er bare sjovere. Det er også en af de få karakterer, der er tegnet mere tredimensionelt, og som vi rent faktisk kommer til at forstå. Tom Hiddleston er en våd karklud, der er blottet for nerve og charme, og jeg havde svært ved at forstå, hvordan Wasikowska eller andre ville kunne foretrække ham frem for at lege doktor med Charlie Hunnam.

Jeg forstår derimod iscenesættelsen. Selv om der også her er mange genrekonventioner, så må jeg bøje mig i støvet for, hvor mesterligt udført det er. Huset på titlens Crimson Peak er, hvad alle drømmer om at besøge til Halloween. Alt, hvad der ikke er dækket af vissent vedbend og spindelvæv, skriger i sort og rødt og guld, så man om hvert eneste hjørne forventer at se Dracula eller Grevinde Bathory stå og vente. Hele etager er ødelagte og vinde blæser blade ind overalt. Det ser ud, som om det kun er spøgelserne og familiehemmelighederne, der overhovedet holder sammen på det.