Crossing the Bridge: The Sound of Istanbul

InstruktionFatih Akin

MedvirkendeAlexander Hacke, Baba Zula, Orient Expressions, Duman, Replikas, Erkin Koray, Ceza, Istanbul Style Breakers, MercanDede, Selim Sesler, Brenna MacGrimmon, Siyasiyabend, Orhan Gencebay, Müzeyyen Senar, Sezen Aksu

Længde90 min

GenreDokumentar, Dokumentar

IMDbVis på IMDb

I biografen09/06/2006


Anmeldelse

Crossing the Bridge: The Sound of Istanbul

4 6
En musikalsk kulturmosaikMed et hav af mikrofoner i kufferten og sin bas over skulderen, begiver den tyske musiker Alexander Hacke sig til den tyrkiske storby Istanbul for at finde frem til hvilken musik der kendetegner tyrkisk kultur. Hvad han opdager er et hav af forskellige musikalske udtryk og genrer, der alle viser hvor let kulturforskelle udviskes når først musikken spiller.
”For at forstå en kultur, må man lytte til dens musik,” bliver det sagt i begyndelsen af “Crossing the Bridge: The Sound of Istanbul”, og skal man dømme ud fra denne dokumentarfilm, har Tyrkiet en meget blandet og alsidig kultur. Som tilskuer bliver man trukket af sted gennem byens gader og stræder i hælene på den hærdede musiker Hacke, der fuld af entusiasme og beundring finder frem til natklubber og andre mere usædvanlige locations, hvor han får lov til at interviewe store som små stjerner på den tyrkiske musikhimmel, og ikke mindst høre dem spille deres musik.

Filmen er ganske simpelt bygget op, og det eneste den har som mål er at præsentere publikummet for så mange musikalske indtryk som muligt. Og der er en hel del at lade sig imponere af. Den unge rapper Ceza fyrer den af i en voldsom staccato stil, der får ham til at minde om en beatbox gået i baglås. Selim Sessler er sigøjner og nærmest født med sin klarinet i hænderne. Han kan få en hel landsby til at danse når han spiller. Og så er der gruppen Siyasiyabend, der holder til på gaderne og de offentlige pladser i Istandbul, hvor de synger melankolske sange om en bedre tilværelse end den de lever. Der er mange, mange flere musikere med i filmen, og det er en noget blandet landhandel man bliver præsenteret for, men alle har de det tilfælles, at de har fundet deres kulturelle identitet via deres musik.

Krydret med lyden fra diverse bands og solister kommer der betragtninger fra de medvirkende om alt fra problemer generationerne imellem i Tyrkiet, kurdernes kulturelle undertrykkelse i landet, samt opfattelsen af Tyrkiet som en bro mellem øst og vest. Det sidste er noget de fleste af musikkerne gerne vil have sig frabedt. Alligevel kan man ikke andet end føle, at det unikke ved meget af den musik, der bliver præsenteret i filmen, netop er blandingen af de østlige musiktraditioner med en vestlig genreinspiration, der i sammensmeltningen skaber noget helt tredje, og lader de forskellige musikgenrer flyde sammen som strædet Bosporus, der løber igennem Istanbul, og bogstaveligt talt deler byen op imellem Europa og Asien.

De mange meninger og musikalske udtryk gør dog også, at “Crossing the Bridge” ikke synes at have noget egentlig fokus, men snarere er en stor mosaik af små beretninger og fortællinger, uden den store fællesnævner, bortset fra musikken selvfølgelig, der er allestedsnærværende. Den synes at kunne findes alle vegne i byen, hvis bare man er ligeså åben som filmens musikalske sporhund Alexander Hacke. Enkelte steder bliver billederne fra nattelivet i gaderne interessante, men der hvor filmens billedside får sin berettigelse, er når musikerne hengiver sig til deres egen musik, og i nærbilleder forsvinder ind i den. Det gør sig gældende om det så er en feteret rapper der pumper løs med ordrim eller en kvindelig folkesangerinde der synger sange som længe har været forbudt. De lukker alle deres øjne for at mærke musikkens styrke fuldt ud i sig, alt i mens kameraet fanger den flygtige magi i situationen. I disse øjeblikke når man lidt ind under den spraglede overflade på emnet for filmen, men i sidste ende er filmen nok mere til ørerne end til hjernen, hvilket Hacke selv indrømmer, som han sidder med musikalske tømmermænd på sit hotelværelse til sidst i filmen. Men når overfladen er så ‘øreindbydende’ som her, er det nogle gange også nok.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Instruktøren Fatih Akin følger hans kæmpesucces “Mod muren” op med denne dokumentarfilm om tyrkiets musikalske rødder fra øst og musikkens møde i nutiden med den vestlige kultur. En ener i Istanbul… Alexander Hacke, medlem af det tyske avantgarde band “Einstürzende Neubauten” i mere end tyve år, kom først i kontakt med byen og dens musik under produktionen af soundtracket til “Mod muren” (“Gegen die wand”). I Istanbul mødte han medlemmerne af det neo-psykadeliske band “Baba Zula”. Da deres bassist droppede ud, blev han spurgt om at træde ind i stedet. Alex Hacke samler på forskellige musik-stilarter og elsker at eksperimentere med lyd, så det tog ikke lang tid at overbevise ham. Men han nøjedes ikke med at stille op med sin basguitar; han ankom med et helt mobilt lydstudie og hans “magiske mikrofon”, som han har brugt til at opfange eksotiske lyde fra den ganske verden. Han kalder sit forehavende “street recording” og det giver ham mulighed for at lave optagelser stort set hvor som helst. Og således satte han sig for at opfange den musikalske mangfoldighed i Istanbul. Hans mål er at udsætte så mange ører i vesten som muligt for det bredest mulige spekter af tyrkisk musik – fra moderne elektron-lyde, rock og hip-hop helt over til den klassiske “arabesque” musik. Instruktøren Fatik Akin følger ham med sit kamera og indfanger et portræt af Istanbuls levende musikscene, der findes overalt i byen og som elskes af enhver af dens indbyggere. Hackes base er det ærværdige Büyük Londra Oteli (Grand Hotel de Londres) i Istanbuls Beyoglu-distrikt, formentlig det mest “europæiske” spot i hele Tyrkiet. Fra dette sted vandrer han ud gennem en fremmed, forskelligartet, levende og forførende verden, hvor storbyens myriader af mangeartede facetter ingen ende vil tage.